Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Håb, hash og TV3

Herberget på Sundholm er en slags lagerbygning for skæve eksistenser. Der er for få ressourcer til for alvor at kunne hjælpe beboerne, og derfor bliver der mere tale om opbevaring end at løse problemer. For beboerne handler det om at holde ud og prøve at komme videre. For jo længere tid der går, desto større bliver problemerne.

Sygeplejersken 1999 nr. 1, s. 14-16

Af:

Jesper Berg, journalist

En bleg og gul vintersol kæmper med det blålige skær fra en serie på TV3 om at trænge igennem tobakstågerne i opholdsstuen på anden sal på Sundholms herberg. Nede under tobaksskyerne – som i øvrigt lugter ulovligt – sidder tre beboere i de sorte lædersofaer rundt om et bord, der flyder med colaflasker, slikpapir, brændt sølvpapir og en enkelt mobiltelefon.

Michael, Anders og Tina har sagt ja til at fortælle deres historie.

Fælles for dem er, at de ikke føler sig som typiske beboere på Sundholm. De er alle tre endt her på grund af en række tilfældigheder, og de understreger, at de er på vej væk. Michael, der med sine 34 år er alderspræsident, lægger ud:

''Jeg var selvstændig og tjente godt. Hus, kone og bil. Alt var i orden. Men så begyndte jeg på rygeheroin og det smadrede fuldstændig mit liv i løbet af ingen tid.'' Michael ligner ikke en narkoman.

Han er velformuleret og tager sig god tid inden han svarer. Han nåede at være aktiv narkoman i to år, før han kom i behandling. I dag har han lagt stofferne på hylden og forsøger at genoptage sit gamle liv. Mødet med Sundholm var et chok for ham:

''Jeg havde troet, at der var flere ressourcer til at hjælpe folk på benene igen. Men det har jeg altså ved selvsyn konstateret ikke er tilfældet,'' siger Michael. Han beskriver selv sin sociale deroute som en tur i rendestenen og helt ned i kloakken. Og han understreger, at det nu kun kan gå opad. Med hjælp fra en ansat på herberget er han kommet i behandling og håber, at han snart kan gå ud gennem porten på Sundholm uden at komme tilbage. Håbet spiller en stor rolle i hans liv.

Forbudt for børn

Det gør det også for Anders på 25 år. Han er en tidligere 'pæn' dreng fra et godt hjem. Men hash, speed og kokain spændte ben for ham, og han stjal en stor check fra sin stedfar og tog til USA. Han venter stadig på at modtage sin dom. Hans foreløbige erfaringer med Sundholm er, at det ikke er et sted for pæne drenge:

''Folk er skæve for at holde ud at være her. Det er et hårdt miljø, hvor du kan lære alle tricks om kriminalitet og stoffer på et par måneder. Det er absolut ikke et sted for unge mennesker,'' siger Anders.

Michael og Anders har et lille, sæsonbetonet projekt kørende, der hver dag får dem ud af sengen og giver dem en smule indhold i livet ud over det evigt kværnende fjernsyn. Projektet er temmelig uskyldigt, men af frygt for emsige embedsmænd og ivrige skrankepaver, skal det ikke afsløres her.

Tina på 23 år har også noget at stå op til. Hun er narkoman og skal hver dag skaffe i omegnen af 2.000 kroner for at finansiere sit misbrug. Det gør hun som prostitueret. Hendes forældre var begge narkomaner, og de smed hende ud, da hun var 13 år. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv, men håber på at blive stoffri, inden hun når at fejre 10-års jubilæum som narkoman. Hun er ikke meget for at komme i metadonbehandling:

''Metadon er det samme som at vinke farvel til dine drømme om at blive stoffri,'' siger Tina. Hun håber snart at komme i behandlingen. Ventetiden skræmmer hende, fordi hun med egne ord ''kommer længere og længere ned i lortet.''

Samtalen med de tre beboere får en brat afslutning, da juleaften bliver bragt på banen.

''Jul, påske og pinse er noget, vi skubber i baggrunden. At tænke på det er nok til, at man knækker sammen. Derfor er det bedst helt at lade være med at tænke på det. Ellers vælter skeletterne bare ud af skabet,''siger Michael.

Ved hovedindgangen til herberget ligger receptionen, hvor tilsynsførende assistent Peter Kjær bekræfter beboernes ofte sporadiske kontakt med familie og venner. Det er hans erfaring, at det sociale netværk skrumper, når folk flytter ind på Sundholm.

''Narkomaner har ofte brændt alle broer bag sig, og derfor er

Side 14

SY-1999-1-15"Jeg havde troet. at der flere ressourcer til at hjælpe folk på benene igen. men det har jeg altså ved selvsyn konstateret ikke er tilfældet," siger Michael. 

Side 16 

højtider et tomrum, der skal overstås hurtigst muligt,'' siger Peter Kjær. Han har været ansat på Sundholm i over ti år og har fulgt udviklingen tæt.

''Man nedlægger herbergspladserne og forsøger at få folk ud i egen lejlighed. Konkret har det betydet, at vi nu har 40 pladser mod tidligere 86. Det giver et stort pres, for behovet for en herbergsplads er ikke faldet – tværtimod,'' siger Peter Kjær.

Han er ikke helt sikker på, om det er en god ide at satse på, at hver enkelt skal have egen lejlighed. Mange af beboerne har lange institutionsophold bag sig, og det betyder, at de er vant til at have folk omkring sig.

''Vi kan selvfølgelig skaffe dem en lejlighed. Men vi kan ikke gøre noget, hvis de ikke kan holde ud at sidde og stirre på de hvide vægge. Selvfølgelig vil der blive oprettet væresteder, men det er et spørgsmål, om tilbuddene og kapaciteten kan dække behovet,'' siger Peter Kjær.

Erfaringen er da også, at mange, som er blevet sendt ud i egen lejlighed, vender tilbage igen. Deres sociale netværk udspringer fra Sundholm, og mange har store problemer med at begå sig blandt såkaldt normale mennesker.

Peter Kjær beklager, at man ikke har flere ressourcer til at følge op på problemer, men kun kan tage sig af de mere akutte ting. Han vurderer, at der kunne gøres langt mere, hvis man fik flere penge.

I dag kan hans karakteristik af herberget rummes i én sætning: ''Det er en lagerbygning for skæve eksistenser. Beklageligvis.''

Nøgleord: Hjemløse, misbrug, Sundholm.

Søren, værelse 113

SY-1999-1-15a
Søren fylder 40 næste år. Han har boet på Sundholm i flere omgange. For nylig blev han løsladt efter et fængselsophold, hvor han afsonede en dom for berigelseskriminalitet. Søren begyndte at ryge hash som 10-årig, fordi han ville efterligne sine ældre kammerater. To år senere – som 12-årig – tog han sit første fix. Forældrene opdagede først, at der var noget galt, da Søren som 14-årig blev indlagt med leverbetændelse. Siden gik det slag i slag, og han har taget stoffer lige siden. I dag er han i metadon-vedligeholdelse og ryger lidt hash og tager lidt coke eller speed i ny og næ. Livet som narkoman med tilhørende kriminalitet har foreløbig betydet, at han har siddet i fængsel i sammenlagt 15 år. Hans dag begynder klokken otte, hvor han står op og brygger sig en kop kaffe. Så tager han ud og henter sin metadon på et distriktscenter og tager hjem igen. Han kan lide at tegne og ville gerne på et kursus, så han kunne lære det ordentligt.

Jan, værelse 313

SY-1999-1-16Jan flyttede ind på Sundholm som 19-årig. I dag har han boet der i 22 år. Om livet på Sundholm siger han: ''Vi prøver at få noget ud af elendigheden. Det kan vel også kaldes en form for hverdag.''

Der er ikke meget plan over Jans liv. Dagene ligner hinanden: ''Så drikker man og dingler lidt frem og tilbage i en uges tid. Andre gange går man rundt og keder sig i et par uger.''

Jan har flere gange fået tilbudt en lejlighed. Men han er opvokset på institutioner og aner ikke, hvordan han nogensinde skulle kunne klare sig alene i en lejlighed. ''Der skal jo ske noget, så jeg ville nok invitere en masse af dem, jeg kender. Og så går der jo kuk i den før eller siden,''siger Jan.

Han kan godt ærgre sig over, at tingene ikke er gået anderledes for ham. Men han håber på, at det en dag bliver bedre.

Han kalder det for små dumme tanker og kan ikke give et konkret bud på, hvad han gerne vil i fremtiden. ''Jeg havde troet, at der var flere ressourcer til at hjælpe folk på benene igen. Men det har jeg altså ved selvsyn konstateret ikke er tilfældet,'' siger Michael.

Tema: Sundholm