Faglig kommentar: Pinlige fund

En mand blev fundet død på et toilet i et ambulatorium på et sygehus. Der havde han siddet eller ligget i to døgn. Det må have været yderst pinligt for de ansatte. Der kan have været tale om et sammenfald af mange uheldige omstændigheder, så det kan være svært at placere ansvaret. Men alligevel. Det kan være en enkelt person, hvis sjusk med arbejdet er blevet afsløret på denne uheldige måde, og det kan ske i selv de bedste familier. Men det sene fund af den døde mand kan også være et symptom på, at organisationen ikke fungerer godt nok som en helhed.

Når et toilet kan stå aflåst i flere døgn på et sygehus, siger det noget om rengøringsafdelingens standard. Hvis der er låst, når rengøringsassistenten kommer, hvorfor vender vedkommende så ikke tilbage lidt senere og tager i døren? Skal rengøringen ikke dokumenteres? På motorvejstoiletter, i lufthavne og andre offentlige steder af en vis standard hænger der et skilt på toiletterne, hvor rengøringsassistenten kvitterer med klokkeslæt og navn, når der er gjort rent. Der står også, hvor man kan henvende sig, hvis hygiejnen ikke lever op til gæstens berettigede forventninger.

En skrap moster

Det virker. De trængende opfører sig nok lidt pænere, når det signaleres, at rengøringen er et personligt ansvar, og at griseri på toilettet vil ramme Fru Tuts faglige stolthed. Fru Tut står personligt til ansvar over for sit firma og over for publikum. Hun er ikke bare nul og niks, der er lige så ansvarsløs som gulvspanden, en, som andre bare kan flytte rundt med. Det kan være en måde at fremme ansvarsfølelsen på, når der udliciteres arbejdsopgaver. Men i bund og grund er der noget galt i at udlicitere opgaver inden for sundhedsvæsenet, hvor man hylder helhedsprincipperne. På papiret i hvert fald. Jeg har principielt ikke spor imod udlicitering, men der er forskel på at udlicitere en helhed, for eksempel et plejehjem eller en hel behandlingsenhed, og på at udlicitere enkelte opgaver inden for noget, der gerne skulle fungere som en helhed. Engang lå ansvaret for rengøringen på en afdeling per tradition hos afdelingssygeplejersken. Rengøringsassistenten havde lidt af en husmoderfunktion. Hun kunne være en skrap moster, der ikke fandt sig i, at man gik på det nyvaskede gulv, før det var tørt. Hun hørte til på afdelingen, og man fandt ud af det sammen, for målet var fælles: En afdeling, personalet kunne være stolt af.

Et grinende gebis

Så blev ansvaret for rengøringen fjernet fra sygeplejen. Jeg har været med til at lede i skuffer og skabe, tasker og affaldsposer, kontakte centralkøkkenet og til sidst udfylde papirer i adskillige kopier for at få erstattet et forsvundet gebis.

Da der var gået en uge, gik en sygehjælper i gang med at flytte seng, kørestol, natbord, rollator og andet udstyr ind på en anden stue. Under kørestolen lå et sæt tænder og grinede op gennem nullermændene. Pinligt, pinligt. Selvfølgelig var der en tilsynsførende, man kunne tilkalde, hvis der var noget at beklage sig over med hensyn til rengøringen. Men det er lige præcis her, der kan være en barriere. Det er ikke særlig rart at skulle igennem en anden afdelings ledere for at få forbedret nogle arbejdsgange. Det kan ikke undgå at virke som en klage over hende, man omgås fordrageligt og venligt i det daglige. Det er nemt nok at beklage sig over, at dit og dat ikke fungerer tilfredsstillende, fordi der udliciteres, rationaliseres og sammenlægges for at få pengene til at række. Men hvor meget har sygeplejersker egentlig kæmpet for at bevare ansvaret for en række opgaver, der tidligere var kernen i sygeplejen: Hygiejne, ernæring og personlig pleje?