Synspunkt: Samme sprog

Det kan godt være, at sygeplejerskernes 'Sundhedspolitiske værdier og mål' ­ som Dansk Sygeplejeråd udsendte i januar måned 1999 ­ ikke fik den omtale i medierne, den var berettiget til. Faktisk har jeg slet ikke set den omtalt i medierne ud over Tidsskrift for Sygeplejersker, på trods af at Dansk Sygeplejeråd udsendte pjecen meget bredt både til pressen og til de respektive beslutningstagere. Det betyder dog ikke, at sygeplejerskernes sundhedspolitiske værdier og mål er gået i glemmebogen eller ikke har gjort fyldest også uden for sygeplejerskernes rækker. Det synes i hvert fald meget nærliggende, at både regeringen og Amtsrådsforeningen (ARF) som minimum har skævet til sygeplejerskernes sundhedspolitiske værdier og mål i forbindelse med deres netop offentliggjorte oplæg med bud på fremtidens sygehusvæsen.

Begge parter indleder således deres oplæg med at gøre rede for deres respektive sundhedspolitiske værdier og mål. Regeringen følger sågar ­ helt i tråd med sygeplejerskernes ideer ­ op med strategier tilkoblet konkrete handlinger, så de mange rigtige ord også kan føres ud i livet. Selv om regeringens og ARFs værdier og mål på sygehusområdet ikke er identiske med sygeplejerskernes værdier og mål, så er de heller ikke i uoverensstemmelse med hinanden. Men måske vigtigst af alt ser det ud til, at vi nu snakker det samme sprog. Det er jo en god begyndelse, når vi ser fremad.

Gode initiativer

Det er dog ikke kun derfor, at jeg i et Synspunkt i sidste nummer af Sygeplejersken skrev, at det er gode og perspektivrige oplæg, parterne er kommet med. For der er lagt op til nogle gode og rigtige initiativer. Det skal være lettere at være patient. Patienterne skal gives klar besked om muligheder for behandling og pleje, ventetider skal nedbringes, der skal gives bedre information om service og kvalitet, der skal etableres bookingsystemer og så videre. Det er alt sammen fint nok, så sygehusvæsenet kan imødekomme patienternes servicebehov. Det vigtigste i de to oplæg er dog parternes understregning af, at det er den høje sundhedsfaglige kvalitet, der er helt afgørende for sygehusvæsenet. Jeg skal i denne forbindelse nøjes med at kommentere enkelte af regeringens mange forslag til initiativer, der skal sikre eller forbedre kvaliteten.

Regeringen vil søge aftalt med amterne, at alle basisfunktioner bliver samlet i funktionsbærende enheder inden udgangen af 2002. Forslaget bygger på Sundhedsstyrelsens anbefaling fra marts 1998 om, at sygehusfunktionerne hensigtsmæssigt bør organiseres i enheder med et underlag på 200.000-250.000 indbyggere.

Den funktionsbærende enhed er med andre ord den enhed, der inden for et grundspeciale kan varetage 90 procent af alle behandlingsopgaver. Det er en udvikling, der allerede foregår med samling af specialer på de større sygehuse og anvendelse af de mindre sygehuse til for eksempel elektive behandlinger. Det er altså ikke et farvel til de små sygehuse, men goddag til ny anvendelse af de små sygehuse. Jeg tror, at det er en rigtig udvikling. Kvalitetssikringen via det større patientunderlag på de større sygehuse vil opveje ulemperne ved den længere afstand til sygehuset ­ specielt hvis de angivne servicemål ligeledes bedre kan fastholdes inden for de funktionsbærende enheder.

Kræver bedre samarbejde

Etableringen af funktionsbærende enheder på sygehusene eventuelt forbundet med længere transport for patienterne kræver dog et tæt samarbejde med og en udbygning af den primære sundhedssektor. Regeringen konstaterer selv, at sygehusvæsenet allerede i dag løser plejeopgaver, der mere hensigtsmæssigt kunne løses ved kommunale plejeforanstaltninger, og peger blandt andet på etablering af akutstuer og andre udbyggede kommunale plejetilbud som en mulighed. Det er en problemstilling, regeringen vil drøfte med amter og kommuner ved de kommende økonomiforhandlinger i juni. Der er ingen tvivl om, at sygeplejerskerne vil se positivt på en udbygning af det kommunale plejetilbud, hvis de nødvendige midler er til stede ­ og hvis der gives tid for sygeplejerskerne til at etablere det helt nødvendige samarbejde imellem sektorerne.

Et andet forslag ­ som jeg i samme forbindelse ser frem til ­ er udarbejdelsen af et oplæg til modernisering af almen lægepraksis, hvor målet blandt andet er at samle lægerne i større praksisenheder. Det kan være et skridt på vejen til dannelse af lokale sundhedscentre med en tværfaglig personalesammensætning, som jeg tror, er den helt rigtige løsning, og det gerne i fuldt offentligt regi. Herved vil man kunne bevare det hensigtsmæssige ved familielægesystemet, have gode muligheder for at etablere forebyggende tiltag, ligesom der vil kunne etableres bedre muligheder for henvisning og koordination til de øvrige dele af social- og sundhedsvæsenet, end der haves i dag.

Man kunne i denne forbindelse ­ og i øvrigt også inden for det nuværende system ­ overveje at tildele sygeplejerskerne nye og mere selvstændige roller som eksempelvis de svenske og engelske sygeplejersker, der blandt andet har ordinationsret til medicin. Det er måske endnu ikke tiden herfor, men det er en seriøs overvejelse værd ­ for det vil være til gavn for patienterne.