Trist gensyn med sygehusvæsnet

Det er skræmmende at se, at verdens bedste sundhedssystem har udviklet sig i en så katastrofal retning.''

Det siger Benedicte Rønje, der de sidste mange år har haft et erhverv i det private, hvor kunden og kundens tilfredshed med produktet har været det centrale. Måske netop derfor har det været et chok at komme tilbage til sygehusvæsnet og se, hvilke vilkår kunderne ­ eller i dette tilfælde patienterne ­ lever under i det offentlige sygehussystem.

Efter 10 års fravær fra det danske sygehusvæsen arbejder Benedicte Rønje igen som sygeplejerske via vikarbureau på de storkøbenhavnske hospitaler. Det er for en kortere bemærkning. Hun står på spring efter et nyt job med større tilfredsstillelse end den, sygeplejen i dag kan tilbyde.

I de 10 år, der er gået, siden Benedicte Rønje var på fast månedsløn som afdelingssygeplejerske på Rigshospitalets intensive afdeling, har hun haft forskellige ledende poster uden for sygeplejen. Efter sit første job som personaleudvikler i social- og sundhedsforvaltningen i København fik hun stillingen som træningschef hos Statoil.

Hendes hidtil sidste job i det private var stillingen som servicechef i Tivoli.

''I mit job i Tivoli havde jeg ansvaret for de medarbejdere, der stod med den direkte gæstekontakt, og mit arbejde var at videreudvikle servicen i Tivoli, så den blev mere gæsteorienteret,'' siger Benedicte Rønje.

Indbyrdes kamp

Skiftet fra det offentlige sygehusvæsen til det private erhvervsliv foretog hun på et tidspunkt, hvor nedskæringer og besparelser på Rigshospitalet så småt var begyndt at sætte deres spor. De 10 år, der er gået med arbejdsrutiner, der er væsensforskellige fra dem i det offentlige sygehusvæsen, har givet hende et nyt og frisk syn på sygeplejen og de præmisser, den er underlagt.

''Jeg synes, det er dejligt at prøve at komme ud som sygeplejerske igen, og jeg er også glad for min uddannelse. Men samtidig går jeg ofte rystet hjem og bliver mismodig over at se, hvordan tingene fungerer. Patienterne ligger og sylter uge efter uge på afdelingerne, uden der sker en pind. De får ikke lavet de undersøgelser, de skal, og det er, som om afdelingerne indbyrdes kæmper om at blive fri for patienterne.'' siger hun.

Fra offentlig til privat

Benedicte peger på, hvordan man kan forholde sig til et system på fundamentalt forskellige måder i henholdsvis en privat drevet virksomhed og et offentligt sygehusvæsen.

''I en privat virksomhed arbejder man for at løse nogle opgaver. Og så må systemerne forme sig efter, hvad det er, man ønsker at opnå. I det offentlige sygehusvæsen er det derimod selve systemerne, der sætter dagsordenen for, hvordan opgaverne skal gribes an. For eksempel har man besluttet, at arbejdsdagen skal være på 7 timer, uanset om det er hensigtsmæssigt i forhold til den pågældende afdelings arbejdsgang eller ej.''

''På en travl operationsgang viser de daglige aflysninger, at det ikke er nok til at få afviklet dagens planlagte operationer. Alligevel er operationsrutiner bygget op omkring et sygeplejepersonale, der er til stede mellem klokken 7.30 og 15. Man kunne i stedet for beslutte, at antallet af operationer var afgørende for, hvordan man fleksede med arbejdstiden. Det kan da godt være, at det vil betyde længere arbejdsdage for sygeplejersker nogle dage, men rutiner bør indrettes efter de opgaver, der skal løses.''

Benedicte Rønje mener ikke, at der er noget i vejen for, at man forsøgte sig med nogle af de ledelsesformer, der opereres med i det private erhvervsliv.

''Men det er vigtigt at udvise en fleksibilitet for at få tingene til at glide. Der er brug for at se de opgaver, der skal løses, i et bredere perspektiv. Det betyder i realiteten, at man skal kunne hjælpe der, hvor der er behov, og ikke insistere på kun at ville arbejde på den afdeling, hvor man er ansat. De meget stive faggrænser i det offentlige sygehusvæsen forhindrer ofte, at det kan lade sig gøre. Man kunne sagtens forestille sig, at to afdelinger kunne slå sig sammen om at 'dele'

Side 9

en tredje fælles aften/nattevagt i stedet for at insistere på, at der nødvendigvis skal være tre vagter hvert sted,'' siger hun.

(Billede)

Forældede arbejdsrutiner

Sygeplejerskerne har selv en del af ansvaret for, at deres tid ikke strækker til en ordentlig patientpleje, mener Benedicte Rønje. De bruger forældede arbejdsmetoder, som godt kunne tåle en brush-up.

Om de edb-programmer, der bruges, siger hun: ''Det er utroligt tungt at arbejde med. Når jeg tænker på, hvor mange smarte programmer, man har rundt omkring i de forskellige virksomheder; programmer som gør det nemt og bekvemt at udføre de

Side 10

relevante funktioner, så er det en jammer at se på. Med det system tager det for eksempel evigheder at få overflyttet en patient.''

Hun har også svært ved at forstå, at man stadig er så afhængig af papirjournaler i computerens tidsalder. Det er noget, man har forladt mange steder i udlandet.

''Papirjournalen er et tungt arbejdsredskab, og hvor meget tid bruger man ikke dagligt på at lede efter journaler? Jeg har endda været ude for, at en patient, der var blevet indkaldt til en elektrostimulation, måtte gå ubehandlet hjem igen, fordi man ikke kunne finde hans journal. Det er både pinligt og oldnordisk,'' siger hun og ryster på hovedet.

Administration

I en travl hverdag er der mange opgaver for sygeplejerskerne, og det er især de patientnære opgaver, der er vigtige. Hun mener ikke, man kan være sygeplejerske, hvis ikke man er ude hos patienten. Sygeplejersken skal så at sige advokere for patienten i forhold til lægen og til systemet i øvrigt. Og når det kniber med tid til denne centrale funktion, er det blandt andet, fordi der er så mange andre administrative funktioner, som sygeplejerskerne bruger kostbar tid på.

''Ikke alene er arbejdsgangen håbløst gammeldags, men der foregår en masse dobbelt bogholderi, fordi man ikke har tillid til computersystemet. Alt bliver skrevet to-tre forskellige steder. Mange af de administrative problemer, man sidder med, kunne man have sekretærhjælp til. Dem behøver man altså ikke at bruge en person med en fireårig sygeplejeuddannelse til,'' anfører hun.

Hun giver de forskellige økonomisk kure, der gennem årene er gennemført, en del af skylden for, at sygeplejen i dag ser forkommen ud. Selv om der er masser af intentioner om bedre pleje, er det ikke i sig selv nok til at højne standarden.

''Jeg må tilstå, at jeg faktisk synes, det er gået tilbage. Lige inden jeg holdt op på Rigshospitalet, var jeg på højskole. Her var vi meget optaget af at sætte patienten i centrum, når vi sammen med lægerne skulle lægge et helhedsprogram. Vi arbejdede med tildelt patientpleje. Det betød, at det var de samme sygeplejersker, der tager sig af samme gruppe patienter under hele indlæggelsen. Det skabte tryghed.''

''Det er meget frustrerende at komme tilbage og se, at alt det, der dengang var visioner, næsten er helt væk i dag. Kun et enkelt sted har jeg set, at tildelt patientpleje fungerede efter hensigten, selv om man mange steder tilstræber det ved at opdele afdelingerne i mindre enheder. Men det ender som regel alligevel med at blive tilfældigt, hvilke sygeplejersker der passer patienterne, fordi der enten er sygdom, kurser eller møder.''

Benedicte Rønje konstaterer, at man også utrolig tit hører patienterne sige, at det vælter ind med nye mennesker hele tiden.

Hun mener, at man skyder sig selv i foden, når den halve times overlapning mellem vagterne spares væk.

''Det er meget mere tidskrævende selv at skulle sætte sig ind i 24 patienter. Ved en mundtlig overlevering får man et resume af patientens sygehistorie afsluttet med en aktuel status. Den mundtlige rapport sikrer en sammenhæng i patientplejen og sikrer, at de 'bløde' observationer, som ofte bygger på fornemmelser og derfor er svære at beskrive, også bliver vendt blandt kollegerne.''

Benedicte Rønje pointerer, at den afskaffede halve time bliver fatal også på grund af den dårlige skriftlige formidlingsteknik.

''En patient, der har fået svamp i munden, bliver af dagsygeplejersken sat i behandling. Problemet bliver slet ikke kommenteret af de efterfølgende vagter. Næste dag er det nogle helt nye problemstillinger, og sådan fortsætter det. Det er blandt andet sådan, sammenhængen i plejen forstyrres.

Tanken var jo at lægge en plan ­ i samråd med lægen ­ for patienten, når han bliver indlagt, hvor man beskriver, hvad målet er, hvad der skal gøres, og hvornår der skal stiles mod udskrivelse. Det bliver der intet skrevet om.

Det, der overvejende skrives i kardex, er kolde data som puls, blodtryk og temperatur, fordi det er enkelt at forholde sig til.''

De nye sygeplejersker

Den ny generation af sygeplejersker giver Benedicte Rønje også et ord med på vejen. Hun mener, der er en stor afstand mellem de idealer, de studerende præsenteres for på skolerne, og det, der rent faktisk er brug for ude på afdelingerne.

''Den uddannelse, vi fik i 70'erne, var da slet ikke god nok På den anden side mener jeg, at den nye er alt for teoretisk,'' siger Benedicte Rønje.

I mødet med de unge sygeplejersker chokeres hun over, hvor mange der giver udtryk for frustration over arbejdsvilkårene.

''Jeg har kun mødt en enkelt, der ikke var i tvivl om, at sygeplejen var det rigtige valg. Mange nyuddannede sygeplejersker forventer, at de ud fra filosofiske paradigmer og andre teoretiske overvejelser skal have indgående samtaler med patienterne om, hvordan det går, hvad de forventer sig af deres indlæggelse, og hvad skal der ske bagefter.'' ''Men i virkelighedens verden er det om at få benene på nakken og så ellers se at få gjort de ting, der skal gøres. Få gået stuegang, givet medicin, badet patienter og sendt til undersøgelser. Der piskes rundt. De nyuddannede sygeplejersker har svært ved at overskue bare to, tre medicinske patienter, fordi de i studietiden har koncentreret sig om at skrive opgaver og tænke i teoretiske modeller. Mange går ned med flaget og begynder at græde, fordi de ikke føler, at de kan magte jobbet. Den basale sygepleje bliver der brugt ufatteligt lidt tid på i uddannelsen.''

''Og mange af de praktiske ting, der hører med til at være sygeplejerske, såsom at fjerne tråde, behandle sår, sætte en iltmaske korrekt på eller give blodtransfusion, kan man risikere, at de aldrig har prøvet. Nogle har nemlig i deres uddannelsesforløb kun haft et af deres praktikophold på et hospital,'' forklarer Benedicte Rønje.

Derfor mener hun heller ikke, at det vil forbedre uddannelsen, at man i endnu højere grad vil udbygge den med mere teori. Tværtimod er det praktik, der er brug for, så de nyuddannede er bedre rustede, når de kommer ud.

''En ligelig fordeling mellem teori og praktik tror jeg ville genskabe ryet om, at vi herhjemme uddanner verdens bedste sygeplejersker.''

Nøgleord: Patientpleje, private virksomheder, sygehusvæsen.

''En ligelig fordeling mellem teori og praktik tror jeg ville genskabe ryet om, at vi herhjemme uddanner verdens bedste sygeplejersker,'' siger Benedicte Rønje.