Hun vil tilbage til Kosovo

Med en baggrund som sygeplejerske i blandt andet Libanon, Angola og Bosnien er Lone Gravgaard vant til at arbejde under meget forskellige og vanskelige vilkår. I Kosovo var det første gang, hun ikke fik gjort det projekt færdigt, hun kom for at udføre. Foto: Morten Nilsson.

side 7

Lone Gravgård, 48-årig sygeplejerske og sundhedsplejerske, kom til Kosovo i oktober 1998. Stemningen var dengang præget af optimisme og håb. Richard Holbrooke og Slobodan Milosevic havde netop underskrevet fredsaftalen, der gav ubevæbnede OSCE observatører adgang til Kosovo og dermed 210.000 internt fordrevne flygtninge mulighed for at vende tilbage til deres boliger.

Lone Gravgård var udsendt af organisationen 'Læger uden Grænser' for at yde nødhjælp og for at reetablere sundhedsvæsenet lokalt, der hvor bygningerne var ubrugelige, og de albanske læger var rejst. Lægerne rejste, fordi serberne ikke ville lade dem arbejde.

Lone Gravgårds titel var projektkoordinator. Det betød, at hun ikke selv skulle arbejde med sygepleje i traditionel forstand, men kortlægge de behov for sundhedsydelser, der måtte være lokalt. Derudover skulle hun dele plastik ud til nødtørftige reparationer af huse og sørge for madrasser og tæpper til dem, der ikke havde nogle.

Hun havde base i Prizren, der ligger i det sydlige Kosovo, og herfra etablerede hun i samarbejde med to albanske læger, en sygeplejerske, to chauffører/oversættere og en almindelig chauffør otte mobilklinikker, som på faste tider og steder kom i landsbyerne hver anden uge.

Ud over klinikkerne forsynede 'Læger uden Grænser' en gynækologisk afdeling på et hospital med medicin og intravenøs væske og startede et vaccinationsprogram for børn.

Optrapning af vold

Lone Gravgård og hendes personale kunne stadigvæk gå ud og spise om aftenen i Prizren i begyndelsen af december måned, men i slutningen af året blev konfrontationerne med serberne optrappet, og i januar endte byen med at være helt lukket fra klokken fem om aftenen.

Mobilklinikkerne fungerede stadigvæk, og der var god brug for dem, for folk turde ikke bevæge sig for langt væk for at få hjælp. Infrastrukturen var meget dårlig, og mange lokale havde ikke deres registreringskort, hvilket kunne være farligt i tilfælde af kontrol. Landsbyer blev omringet, folk blev slået, mishandlet og sat i fængsel.

''Det var en umulig situation,'' siger Lone Gravgård.

OSCE-observatørerne fungerede godt, men deres arbejdsvilkår blev konstant forringet. De havde ifølge aftalen ikke adgang til grænserne, men selve grænseområdet udvidede sig til stadighed og endte med at være ti kilometer bredt. Observatørerne tog ud af landet nogle dage før 'Læger uden Grænser', fordi der til sidst ikke var nogen fred at overvåge.

Der var en konstant optrapning af voldelige episoder i januar måned, episoder som Lone Gravgård ikke bare hørte om, men også flere gange så resultaterne af i form af lig, der var smidt uden for landsbyerne.

''Fremgangsmåden var den, at serbiske styrker tidligt om morgenen omringede en landsby og ville have oplysninger om den albanske befrielseshær UCK, men de landsbyer, der skete overgreb på, var mange gange byer, hvor man aldrig havde set en UCK-soldat,'' siger Lone Gravgård.

En massakre i en lille landsby blev filmet, og billederne gik kloden rundt. Så fulgte nye forhandlinger, og Rambouillet-aftalen blev underskrevet af kosovoalbanerne. Håbet om, at aftalen ville føre til fred, fik befolkningen i Kosovo til at slappe af igen, men som bekendt ville serberne ikke underskrive aftalen. Og NATO besluttede at bombe.

Situationen i tiden lige efter Rambouillet var meget spændt. Hver eneste dag fandt man døde mænd uden for Prizren. Lone Gravgårds chauffør, der var meget gæv og ikke havde været

Side 8

skræmt, når der var frygt for, at et område var mineret, turde ikke længere at køre på hovedvejen mellem Djakova og Prizren, men 'Læger uden Grænser' blev ved med at køre til landsbyerne ad mindre veje. Man havde aviser med og kunne fortælle, hvad der skete rundt omkring, så på den måde fungerede organisationen som informationscentral.

For at tage vare på sin egen og personalets sikkerhed havde Lone Gravgård en satelittelefon med sig. Mobiltelefoner kunne ikke bruges i Prizren. Hun skulle være i kontakt med 'Læger uden Grænser's sikkerhedschef i Prizren hver dag klokken otte om morgenen og klokken fem om aftenen. Hun skulle altid køre ud med to biler, og hun skulle være hjemme igen klokken 17. Hun var på trods af omstændighederne aldrig bange.

''Vi blev opdateret om nye miner hver dag, og det giver tryghed at være sammen med lokale. Når de ikke var bange, var jeg det heller ikke.''

Evakueret

Den 23. marts blev Lone Gravgård og hendes personale bedt om at komme tilbage til Prizren, og sammen med UNHCR blev hun evakueret til Skopje i Makedonien. Det foregik helt stilfærdigt.

''Nogen må have vidst noget,'' siger Lone Gravgård om årsagen til evakueringen, som også forklares med, at 'Læger uden Grænser' ikke ønsker at give mulighed for at tage frivilligt udsendte som gidsler i tilfælde af en eller anden form for indgriben i konflikten.

''Der var ingen af os, der var bange for NATOs bomber, for NATO ville ikke bombe Kosovo, men Serbien, så jeg sagde farvel til mit personale og regnede

Side 9

med, at vi kunne ses om et par dage,'' siger Lone Gravgård.

Hun fik bygget et kontor op i Skopje og skulle være stand by til at tage tilbage til Prizren i Kosovo. Mens hun var i Skopje, skulle hun vurdere muligheden for, at en større strøm af flygtninge kunne komme over grænsen til byen, og hvor de eventuelt kunne indkvarteres, men den første uge kom der ingen. Først efter en uge begyndte der at komme kø. Flygtningene kom i tog og biler, og på et tidspunkt var der en bilkø på 30 kilometer, fordi makedonerne kun lukkede fem biler ind i timen. Nogle nåede først over grænsen efter en uge.

Lone Gravgård blev tilbudt arbejde i en flygtningelejr, men valgte at vente på at returnere til Kosovo indtil første maj, hvor hendes aftale med 'Læger uden Grænser' sluttede. Hun arbejder nu i Sandholmlejren i Nordsjælland, men ønsker at vende tilbage og afslutte sit arbejde i Kosovo, lige så snart der er mulighed for det.

Med en baggrund som sygeplejerske i Zambia, Libanon, Nicaragua, Angola og Bosnien udsendt af henholdsvis Mellemfolkeligt Samvirke, IBIS og Kirkernes Verdensråd er Lone Gravgård vant til at arbejde under meget forskellige forhold. I Kosovo er det første gang, hun ikke har gjort det projekt færdigt, som hun kom for at udføre, og det finder hun voldsomt frustrerende.

Hun ved godt, at de sundhedsproblemer, hun kommer tilbage til i Kosovo, vil være anderledes, end dem hun rejste fra, men hun ønsker, at mobilklinikkerne kommer til at fungere, indtil man lokalt finder ud af at erstatte dem med permanente ordninger, sådan som det er hensigten.

Lone Gravgård har arbejdet for 'Læger uden Grænser' siden 1996, og hun er meget begejstret for organisationen.

''Det er en organisation, der stadigvæk er lidt græsrodsagtig, den er ikke bureaukratisk, den bruger i høj grad lokalt uddannede folk, og den arbejder hurtigt og effektivt. En af grundene er, at man sætter sig realistiske mål og satser lokalt frem for internationalt. Man får noget ud af det, man gør,'' siger Lone Gravgård.

Hun har haft kontakt med sin gode ven og chauffør en gang, mens hun var i Skopje. Han og hans familie havde det godt, men han ønskede ikke at fortælle, hvor de var henne. Lone Gravgård ved ikke, hvor hendes personale er henne nu, eller hvordan de har det.

Nøgleord: Kosovo, Læger uden Grænser, mobilklinikker.