Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vores magt er stor

Det er vigtigt, at vi som personale i psykiatrien begynder at indse, at vi besidder en utrolig stor magt. Vi har for eksempel en forestilling om, at især de skizofrene patienter har godt af at få sat grænser. Problemet er, at vi ikke diskuterer disse grænser. Hvor går grænsen for det acceptable? Og hvis grænser handler det i virkeligheden om? Niels Buus er aktuel i Videnskab & Sygepleje, hvor han har sat fokus på den psykiatriske sygepleje.

Sygeplejersken 1999 nr. 39, s. 4-7

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

Et velovervejet, provokatorisk spark. Sådan slutter Niels Buus, psykiatrisk sygeplejerske og cand.cur.-studerende, sin artikel 'Magt og disciplin i psykiatriens vidensgrundlag' i Videnskab & Sygepleje.

Sparket er et Anne Knudsen-citat fra hendes debatbog 'Her går det godt ­ send flere penge':

''Mange af kvinders nuværende aktiviteter i offentlig ansættelse er modelleret over opgaver, familierne tog sig mere eller mindre effektivt af.''

Niels Buus mener, citatet er velvalgt, hvis man vil tage pejling af den omsorg, de offentligt ansatte, herunder ikke mindst sygeplejersker, leverer i dagens Danmark. Det er de kvindelige værdier fra den hjemlige sfære, som overføres til sygeplejepraksis. For den psykiatriske sygepleje betyder det, at man overfører sine egne normer og værdier for, hvad der er et godt liv, og hvordan man bør opføre sig, til de psykiatriske hospitaler.

''De sindssyge skal have det, som vi andre har det derhjemme,'' siger han og peger blandt andet på en af de moderne sygeplejeteoretikere, Strand (1), som ligefrem taler om moderlige og faderlige principper i psykiatrien: Sygeplejersken skal være rummelig som en mor, patienten er det lille barn, der er regredieret.

Niels Buus kalder den adfærd for magtovergreb over for patienterne: ''Et hjem og et familieliveksisterer ud fra nogle bestemte sociale præmisser og begreber. Fører man dem over på en institution som sindssygehospitalet eller hjemmeplejen for den sags skyld, så øver man vold mod de mennesker, man møder i institutionerne,'' siger han.

Forskellige normer

Niels Buus er uddannet i 1995 fra Sygeplejeskolen i Århus. Han har siden arbejdet på Statshospitalet Risskov på fuld tid og nu under sine cand.cur.-studier på Danmarks Sygeplejerskehøjskole med en løsere tilknytning.

Undervejs er han blevet mere og mere opmærksom på de magtrelationer, han og kollegerne indgår i:

''Sygepleje er mange ting, også magt. Men som regel er magten godt skjult i de fleste sygeplejesammenhænge. I psykiatrien derimod bliver den synlig, fordi alting fremtræder så ekstremt her. De psykiatriske patienters liv og adfærd er som regel helt anderledes end 'den almindelige danskers'. Det udfordrer personalets opfattelse af, hvad der er normalt og ikke normalt, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Jeg kan illustrere det med et banalt eksempel. Under et måltid sidder man over for en patient, der ikke bruger kniv og gaffel, men fingrene. Man hører sig selv sige: Det er altså tilladt at spise med kniv og gaffel her.''

''Indrømmet, det er et banalt eksempel, men det skal illustrere min tankegang omkring de overgreb, vi konstant udøver mod patienterne. Vi medbringer hele tiden vores opfattelse af, hvordan vi hver især mener, man bør opføre sig ude i samfundet, og dermed udgør vi en magt, fordi

Side 5

Billede

side 6

vi repræsenterer det, vi selv definerer som normalt.''

Niels Buus siger, at det er ikke noget, man tænker så forfærdelig meget over i sin hverdag som psykiatrisk sygeplejerske. Her er man travlt beskæftiget med at korrigere patienternes adfærd. Der skal sættes grænser på den ene eller anden måde ­ mest ekstremt selvfølgelig med medicinen og spændetrøjen.

''Vi har en forestilling om, at især de skizofrene patienter har godt af at få sat grænser. Problemet er, at vi ikke får diskuteret disse grænser. Hvor går grænsen for det acceptable, hvor går grænsen for det tilstedelige? Hvis grænser handler det i virkeligheden om? Og hvor kommer i det hele taget ideen om grænser fra?

Det er først, når vi som personale begynder at gå hinanden på klingen, at vi finder ud af, vilever vores liv uden for hospitalet meget forskelligt. Vi er ikke nogen homogen gruppe. Tværtimod. Vi kan have meget forskellige normer, og dem slæber vi med ind på arbejdspladsen og overfører på vores praksis. Det betyder, at patienterne kan opleve, at det, de kan få lov til af den ene sygeplejerske, det kan de ikke hos hendes kollega. Det svarer lidt til, at far og mor sætter forskellige grænser for deres børn, at de ikke er enige om sengetider, spisevaner og så videre.''

Regler og fornuft

Niels Buus fremhæver, at den form for afdelingskultur først bliver taget op, når der opstår et akut problem, det vil sige i det øjeblik, en patient siger ''det må jeg godt for hende.'' Hans erfaring er, at enten svarer vedkommende sygeplejerske ''sådan er det, når jeg er på vagt,'' eller hun tager det op med kollegaen, som har en anden mening om problemet.

''Problemet i psykiatrien er, om man skal satse på et reglement, som klart og præcist fortæller, hvordan tingene skal være, eller om man skal lade det være op til den enkelte at bestemme ud fra, hvad vi kan kalde sund fornuft,'' siger han og tilføjer:

''Desværre vil det regelstyrede ofte være alt for stift og derfor være på kollisionskurs med det fornuftige. Og desværre har vi allesammen så mange forskellige opfattelser af, hvad der er sund fornuft, at vi ikke længere har nogen grænser. Det svarer til at skulle vælge mellem to onder, pest eller kolera.

På sin vis virker problemet nærmest uløseligt, netop fordi deter så afhængigt af, hvordan de forskellige personalegrupper er sammensat.

Der vil eksempelvis være sygeplejersker, som er meget indstillet på at gå efter faste regler, sådan som det var almindeligt i psykiatrien for en del år siden, og der vil være folk, som mener, det skal være op til den enkelte i gruppen at tage en fornuftig beslutning.''

''Det betyder, at der kan være stor forskel på praksis fra afdeling til afdeling på et hospital. Derfor skal man være noget af en kamæleon for at tilpasse sig de forskellige afdelingskulturer hvis man er afløser sådan et sted,'' siger Niels Buus.

Han har ikke nogen patentløsning på problemet omkring magtrelationerne i psykiatrien, men foreslår, at man får lavet nogle undersøgelser af forskellige afdelingsmiljøer for at se, hvordan magten udøves, og hvordan relationerne er mellem de enkelte medlemmer i plejegrupperne. På den måde vil man blive i stand til at kortlægge nogle af de spil, der foregår, mener han og tilføjer:

''Det er i den dynamik, der er mellem læger og plejepersonale og plejepersonalet imellem, at overgrebene mod patienterne finder sted. Det er her, man i sin tolkning af patienterne når frem til, hvor rask eller syg patienten er, om patienten frembyder et problem, eller om det er gruppen eller den enkelte medarbejder, der har et problem. Derfor er det vigtigt, at man som personale begynder at indse, at vi besidder en utrolig stor magt, at det er os, der definerer patientens virkelighed. Hvad han eller hun må eller ikke må.''

­ Det lyder næsten som en retshandling?

''Det kan man godt sige, men i modsætning til, hvad der foregår i en retssal, er personalegruppens afgørelser skjult. Afgørelsen træffes i forhold til, hvilken status de forskellige medlemmer har i gruppen, af hvem der tilfældigvis har været på vagt, da det pågældende problem dukkede op, af hvem der måske har ekstra meget status i relation til patienten, kontaktsygeplejerske eksempelvis. Ligesom i en retssal fældes der en dom, men dommens præmisser er skjulte.''

Send flere penge

Niels Buus vil på mange måder gerne tilbage til psykiatrien efter studierne på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, men jo længere

Side 7

tid han har været væk fra den, jo mere frustrerende virker forholdene, mener han:

''Da den nye psykiatrilov var til debat, fik vi mange løfter om forbedringer fra politikerne. Patienterne skulle have enestuer, der skulle uddannes nogle flere speciallæger i psykiatri og så videre. Hvis jeg kigger mig omkring her i mit eget amt, Århus Amt, vil det være synd at sige, at der er sket en egentlig udvikling. Tingene bliver trukket i langdrag, ligesom der heller ikke tilflyder området flere ressourcer. Tager man initiativ til en nyskabelse eller forbedringer i systemet, går det ud over noget andet. Bevillingerne er og bliver konstante,'' fortæller han og refererer blandt andet til et initiativ på Statshospitalet Risskov.

Her har man besluttet, at der skal være fast personale omkring de patienter, der truer med at begå selvmord. Det er en udmærket strategi, mener Niels Buus. Problemet er bare, at der ikke er afsat ekstra penge til mere personale, for det kræver flere ressourcer at dække en patient tæt. Resultatet er blevet, at man har været nødt til at lægge flere patienter i samme stue, hvor de bliver holdt under opsyn af en FADL-vagt, det vil sige en lægestuderende. Kort sagt, i stedet for at have uddannet personale til at tage sig af patienterne, fikseres de nu på samme stue under opsyn af uuddannede.

''Det er et klart tilbageskridt for patienterne,'' siger Niels Buus og peger på, at mange gode intentioner inden for psykiatrien ender i tilbageskridt, fordi der ikke følger ekstra penge med. Det er på sigt med til at demotivere personalet, mener han.

­ Det er sjældent, man ser psykiatriske sygeplejersker ytre sig i medier om forholdene inden for psykiatrien, hvorfor?

''Det kan jeg ikke forklare. Vi er en meget stor faggruppe, men generelt er vi nok dårlige til at stå frem. I det hele taget er det ikke nemt for os sygeplejersker på gulvet at gennemskue de politiske beslutninger, der tages overordnet. Det sker på et niveau langt over vores hoveder. Derfor kan det være svært for den enkelte at handle på de beslutninger, som ødelægger vores muligheder for at lave et godt stykke arbejde.''  

SYGEPLEJENS KERNE

Niels Buus er i sin undersøgelse af ældre og nye lærebøger i psykiatrisk sygepleje inspireret den franske idehistoriker og filosof Michel Foucaults tænkning. Ifølge Foucault er de begreber, vi beskriver vores hverdag med, sociale konstruktioner, der ændrer sig over tid. De har ikke nogen oprindelse. De kommer ikke som færdigtilrettede enheder et eller andet sted fra, men er derimod produkter, som er blevet til, alt efter hvordan indstillingen har været de pågældende steder. Derfor mener Niels Buus, at det er uendelig vigtigt, at man inden for psykiatrien er helt på det rene med, hvad det er for nogle begreber, man bruger, og hvor de stammer fra. Det kan dreje sig om ord, der er lånt fra psykoanalysen, fra pædagogikken eller hos den somatiske sygepleje:

''Det vigtige er, at vi gør os klart, at vi måske bruger nogle ord i en sammenhæng, de ikke er udtænkt til, at de måske indeholder en skjult magtfaktor, som kommer patienterne til skade,'' siger han og kan heller ikke dy sig for at knytte denne kommentar til begrebet omsorg:

''Det giver ikke nogen mening at tale om omsorgen som sygeplejens kerne. Omsorg i dag er ikke, hvad den var tidligere. Begreber som filantropi, disciplin, ro, renlighed og regelmæssighed har spillet en lige så stor rolle for sygeplejens udvikling som omsorgsbegrebet. Derfor tror jeg, man er nødt til at tale om sideløbende traditioner inden for sygeplejen ­ og opgive at lede efter en kerne.''

Litteratur

  1. Strand L. Fra kaos mod samling, mestring og helhed. Psykiatrisk sygepleje. København: Gyldendalske boghandel, Nyt Nordisk Forlag. 1994. 

Nøgleord: Magt, psykiatrisk sygepleje. 

Billedtekst:
Niels Buus: ''Man skal være noget af en kamæleon for at tilpasse sig de forskellige afdelingskulturer.''

Læs også Niels Buus' artikel under Videnskab og sygepleje