Bryd den onde cirkel

Budskabet er mad. Simpelthen. De ældre patienter, der brækker lårhalsen eller skal have ny hofte eller nyt knæ, risikerer dyb afhængighed af omgivelserne og i værste fald at havne på plejehjem eller dø, hvis de under sygehusopholdet og efter udskrivelsen får for lidt at spise. Det er de barske udsigter, konkluderer sygeplejerske Preben Ulrich Pedersen, som er aktuel med sin kostundersøgelse i Videnskab & Sygepleje.

Undersøgelsen, der er en del af hans ph.d.-projekt, dokumenterer, at patienter, der får ekstra energi og protein også efter udskrivelsen, klarer sig bedre end dem, der ikke får det. Hovedparten af de involverede i projektet var fire måneder efter deres operation i stand til både at tage vare på sig selv og deltage i aktiviteter uden for hjemmet.

''Vi ved godt, at disse ældre er sårbare under en indlæggelse. Får de ikke tilstrækkelig lødig kost, risikerer de underernæring og dermed tab af muskelmasse og tilstødende komplikationer. Ekstra proteiner og energi under indlæggelsen gør virkelig en forskel. Det viser flere undersøgelser. Det nye i den del af min forskning, der nu publiceres, viser, at det er en god ide at fortsætte med ekstra tilførsel, også efter at patienten er kommet hjem fra sygehuset,'' siger Preben Ulrich Pedersen og tilføjer:

''Det betyder, at sygeplejerskerne skal se ernæringsindsatsen i et meget længere perspektiv end de 8-10 dage, patienterne er indlagt på sygehuset. Resultaterne viser sig jo ikke med dags varsel. Der går et stykke tid, inden muskelvævet og immunforsvaret styrkes. Derfor er det vigtigt, at systemet følger disse patienter også efter udskrivelsen.''

Slut med banko

Preben Ulrich Pedersen har en fortid i hjemmesygeplejen. Det var her, han mødte de trætte ældre nyopererede patienter, som var udskrevet til eget hjem, fordi de af sygehuset var klassificeret som selvhjulpne.

''Hvad nytter det, at gangtræningen på sygehuset hjælper de nyopererede ældre til at gå det antal meter, som sygehuset har opstillet som mål for udskrivningen, hvis de relativt hurtigt mister den nyvundne færdighed derhjemme?,'' siger han.

''Jeg kunne jo se, hvordan de skrantede. Tabte sig, blev trætte, sad mere og mere. Til sidst blev de siddende. Det var slut med at gå til banko eller tage med kirkebilen til gudstjeneste.

Den onde cirkel var startet. Jo mere de sad, jo mere trætte blev de. I sidste ende gik vigtigt muskelvæv tabt. Vejen var banet for infektioner, og det gik igen ud over muskelvævet.

Selv skruede jeg op for blusset. Ordinerede mere hjemmehjælp, mere sygepleje, men løste aldrig problemet. De gamle blev dårligere og dårligere, og jeg ordinerede tilsvarende flere og flere ydelser, som den gode og betænksomme hjemmesygeplejerske jeg jo var. I virkeligheden fastholdt jeg patienterne i deres afhængighed, hvilket på længere sigt gjorde dem endnu svagere!

Til sidst begyndte jeg at spekulere. Hvorfor udviklede det sig sådan? Hvordan hang tingene sammen? Var der en fællesnævner? Jeg begyndte at læse relevant litteratur og dannede mig efterhånden en hypotese om, at al denne dårligdom måske kunne skyldes utilstrækkelig ernæring. At de gamle mistede ADL-funktioner, fordi de ikke fik det rigtige at spise.''

I 1992 fik Preben Ulrich Pedersen økonomisk mulighed for at grave et spadestik dybere. I fire måneder sad han på Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning

Side 23

Billede

Side 24

og læste og læste, indtil han til sidst kunne formulere et ph.d.-projekt om kostens betydning for ældre, ortopædkirurgiske patienter.

Særlig kostjournal

Ph.d.-projektet er blevet gennemført ved den daværende enhed for klinisk sygeplejeforskning i Odense med professor Anne-Lise Salling som hovedvejleder. Anne-Lise Salling har netop udviklet en sygeplejemodel, som sigter på at stimulere den enkelte patient til at arbejde aktivt med egen helbredelse. Modellen har været brugbar i projektet. De ældre, der har deltaget i kostundersøgelsen, har så rigeligt bevist, at de er gode medspillere, når de får mulighed for det. Her er det blandt andet sket med en særlig journal til registrering af kosten, som patienten og kontaktsygeplejersken har udfyldt i fællesskab ved indlæggelsen, og som patienten selv har ført løbende.

Det er Preben Ulrich Pedersens håb, at sygeplejerskerne på de ortopædkirurgiske afdelinger og i hjemmeplejen bliver mere opmærksomme på den rolle, som kosten spiller for de ældre patienter både før, under og efter forløbet:

''Hvis vi ønsker meningsfulde indikatorer for målet med vores pleje og behandling, så mener jeg, at ernæringen er oplagt. Det kan jo ikke være meningen, at sygehuset og hjemmeplejen skal forringe de ældres muligheder for at slippe godt igennem en operation på grund af mangelfuld kost.''

Preben Ulrich Pedersen vedgår gerne, at der også er god økonomi i rigtig ernæring, men for ham handler det først og fremmest om livskvalitet for de ældre:

''Den risikerer vi ellers at forringe mærkbart, hvis vi ikke er opmærksomme på kostens betydning. Vi har lært, at væskeindtagelse er vigtig. Nu skal vi lære, det også er vigtigt, at nogle patientgrupper skal have noget mere mad! Ellers fastholder vi en stor gruppe mennesker i en klientrolle, hvilket betyder, at de skal have hjælp i eget hjem og senere måske en plejehjemsplads. Hvis sygeplejersker i øvrigt mener noget med forebyggelse, så er der virkelig noget at komme efter her.''

Savnede et æble

Preben Ulrich Pedersen har i forlængelse af sit kostprojekt indledt et samarbejde med Helsingør Kommune. Her vil man i den lokale hjemmepleje prøve at identificere nogle af de patienter, som kunne være i risiko for underernæring, ved hjælp af de anbefalinger, der ligger fra Levnedsmiddelstyrelsen.

Han kan ikke sige noget om resultatet endnu, fordi han har nogle skemaer ude til afprøvning. Skemaet er udformet sådan, at de ældre selv kan udfylde det sammen med hjemmehjælpen. Den ledende sygeplejerske lægger herefter en slagplan sammen med klienten.

Preben Ulrich Pedersen er godt klar over, at ernæring både er elementært og indviklet. Vi ved alle sammen noget om lødig og ulødig kost, men i det øjeblik, der skal planlægges sammen med patienten, støder vi ind i den enkeltes lyst, vaner og kulturelle baggrund. Og såmænd også i sygeplejerskens, påpeger han:

''Det kan ikke undgås, at vi har vores egne normer med på arbejdet. Vi kan jo ikke aflægge vores identitet, men det er vigtigt at være bevidst om, at vores egne lyster og fordomme ikke kommer til at præge de valg, den ældre træffer,'' siger han og mindes kommentaren fra en sygeplejerske, da han fortalte om resultaterne fra sin undersøgelse og viste et eksempel på, hvad en patient kunne spise af gode ting i løbet af en dag.

''Jeg savner et æble,'' sagde sygeplejersken. Men det gjorde patienten ikke.

Eksemplet illustrerer fint, hvordan vi selv overfører vores opfattelse af, hvad der er sundt for normaldanskeren, til den ortopædkirurgiske patient. Et æble er altid godt, men det indeholder ikke særlig meget af den protein og energi, som patienten har brug for, så i den sammenhæng betyder et æble hverken fra eller til.''

Preben Ulrich Pedersen understreger, at sygepleje for ham dybest set handler om at give patienten de bedste muligheder for at blive rask:

''Vi kan naturligvis hverken bestemme eller vælge for patienten. Det skal vedkommende nok selv klare. Men vi kan give vedkommende muligheden, og det forudsætter altså, at vi ikke på forhånd forringer hans chancer for at klare sit videre liv. Meget illustrerende viser undersøgelser, at dødeligheden er lavere seks måneder efter hospitalsindlæggelsen hos de patienter, der har fået ekstra energi og protein i akutfasen. Min undersøgelse viser, at man kan undgå tab af ADL-funktioner og psykosociale aktiviteter, hvis man fortsætter med den gode kost også efter udskrivelsen.''

Læs om selve undersøgelsen i Videnskab & Sygepleje      

Nøgleord: ADL-funktioner, ernæring, kostintervention, postoperativ, ældre.

Billedtekst
Det er afgørende for de ældres livskvalitet, at de får den rigtige ernæring i forbindelse med deres operation. Ellers risikerer de at miste deres nyvundne færdigheder derhjemme.