Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2000 nr. 12, s. 43-44

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

DE TOMME OG STILLE STUER

Bente Chemnitz

Når ægtefællen dør

København: Aschehoug 1999
149 sider, 149 kr. 

SY-2000-12-43-1Når den elskede dør, bliver kærligheden hjemløs, skriver sygehuspræst Bente Chemnitz i sin seneste bog, hvis tema er sorgen og savnet af den mistede ægtefælle. At leve med hjemløs kærlighed gør ondt helt ind i marven. Hvordan finde vej til et liv, der igen bliver værd at leve, og hvor kærligheden ikke fortsat er helt hjemløs?

I samtaler med især ældre efterladte er hun blevet spurgt, om hun ikke kunne skrive en bog, hvor mennesker fortæller om deres tab, deres smerte og deres håb om at finde en vej tilbage til glæden ved livet igen.

Mange ældre mangler fortællinger, hvori de kan genkende træk fra deres egne oplevelser. Et tegn på, at vi ikke er så fortrolige med at fortælle til hinanden og vel endnu mindre til at lytte, når den eksistentielle smerte rammer os.

Det er den totalt anderledes dagligdag, der kendetegner fortællingerne. De alt for tomme og stille stuer. Fælles vaner uden mening. Lyde og lugte, der er væk. Følelsen af at være amputeret, at have lagt en del af sig selv i graven. Fristelsen til at vende ryggen til livet. Det er, som om livet haster uden om den efterladte. Alligevel vidner hver fortælling om, at livet ad vidt forskellige veje gradvis vender tilbage. Det tager tid, ofte lang tid. Hver fortælling følges af et prosadigt med essensen af samtalen. Små stilfærdige perler, hvor lys og mørke mødes.

Et lærerigt afsnit er Bente Chemnitz' iagttagelser og overvejelser i sit møde med mennesker i nogle af livets sværeste stunder. Her er det såvel præsten som den kloge kvinde, der kommer til orde. Hun formidler, hvor vigtigt det er, at den sørgende tør bede om hjælp, og hvor vigtigt det er, at andre tør være medsørgere. Den bedste hjælp kan være at møde mennesker, der er rede til at lytte til alle de ord, der trænger sig på, at nogen kan holde ud, at den sørgende den ene dag klynker og klager over sit tab og den anden dag vil være glad for en invitation til noget lyst og godt.

Den gode præsts opgave kan være at formidle budskabet om, at opstandelsen ikke alene gælder den døde, men også den levende. En opstandelse til et nyt og anderledes liv, hvor savnet fortsat vil være til stede, men ikke er altødelæggende. Er det fordi, vi lider af åndelig armod og angst for at møde sorgens følelser, at der nu dukker flere bøger op om emnet? Måske er det en af vejene til at genopdage, at vi kan være hinandens følgesvende, også når det gør vældig ondt. Bente Chemnitz' bog er værd at beskæftige sig med og kunne ligge fremme på palliative afdelinger og hospice.

Af Anny Vaabensted, sygeplejerske 

OPDATERET KLASSIKER

Johan Cullberg

Dynamisk psykiatri

5. reviderede udgave
Oversat fra svensk af Andreas Bonnevie
København: Hans Reitzels Forlag 1999
516 sider, 348 kr. 

SY-2000-12-43-2Dynamisk psykiatri'' er efterhånden en klassiker, som er at finde på de fleste psykiatriske afdelinger. Forskning, ændringer i behandlingsstrukturer og samfundsvilkår for sindslidende har gjort en omfattende revision påkrævet. Femte udgave medtager klassifikationssystemet ICD-10, og der er kommet helt nye kapitler til, som afspejler samfundsudviklingen og udviklingen til holdning og behandling af sindslidelser. Den ny udgave er en tand bedre, selvom det var svært at tro det muligt.

Nyt er kapitlet om misbrug af Peter Ege. Han reflekterer over misbrug og rusmidler i jeg'ets tjeneste i relation til samfundsstrukturer og normer, der ikke levner megen plads til sund eller grænseoverskridende udfoldelse. Det betyder bl.a., at længslen efter det tabte paradis, at være barn igen, for nogle bliver så stor, at regression ved hjælp af rusmidler bliver en enkel løsning. Tre områder for indsats diskuteres: Forebyggelse, behandling og kontrol, herunder også det komplicerede felt mellem narkotika, kriminalitet og forebyggelse, hvor de afsatte ressourcer afspejler prioriteringerne.

I et andet kapitel forklares de forskellige typer demens og deres symptomer, og effekten af stimulation og træning får nye perspektiver. En ny vinkel er, at der i kombination med støttende psykoterapi kan opnås positiv effekt på hukommelse og selvværd. Det diskuteres også, hvilken hjælp og vejledning pårørende har behov for.

I et nyt kapitel om psykofarmaka reflekteres over det dynamiske aspekt ved at anvende psykofarmaka. I overvejelserne indgår en præsentation af sygdomsopfattelser, hvori tilrettelæggelsen af den psykiatriske behandling fremstår som en behandling, der varetages ud fra en grundlæggende respekt for patienten.

Nyere former for definition og fordeling af opgaver i psykiatrien præsenteres i kapitlet om distriktspsykiatri og forebyggende psykiatri. De nye og udfordrende opgaver anskues både i relation til den faglige kompetence og til en overordnet samfundsforståelse, hvor hensynet til den svage konstant sættes på prøve. Forfattergruppen peger på behovet for at sætte forebyggende foranstaltninger på den offentlige dagsorden. Deres forslag spænder fra skolens rolle som opdrager til en slags etisk konfirmation, hvor den enkelte oplæres i etisk tænkning.

Det er opløftende at finde en lærebog, der i den grad lever op til sit navn som dynamisk, og i dette tilfælde også er up to date og fremadskuende. ''Dynamisk psykiatri'' har aldrig været blandt de letteste psykiatriske lærebøger, men den nye udgave giver en uundværlig indgang til specialet. Bogen bør indgå som en del af grundlaget for almindelig oplæring i enhver psykiatrisk afdeling.

Af Gete Bjerring, vicechefsygeplejerske på Amtssygehuset Fjorden

CENTRALE PSYKOLOGISKE BEGREBER

Kjell Magne Håkonsen

Mestring og relasjon

Psykologi med eksempler fra sykepleie

Oslo: Universitetsforlaget 1999
200 sider, 198 nkr. 

SY-2000-12-43-3Indsigt i centrale psykologiske begreber kan ændre og fremme handleberedskabet, mener Kjell Magne Håkonsen, sygeplejerske og psykolog, som her giver teoretiske og etiske begrundelser for sygepleje i relation til udvalgte problemstillinger. ''Mestring og relasjon'' udvider og konkretiserer centrale emner fra ''Psykologi ­ en innføring,'' som også indgår i en serie bøger om psykologi i forskellige social- og sundhedsuddannelser.

I første del fokuseres på personlighed, mestring og sygdom. Efter en beskrivelse af fysiologien bag stressreaktionen redegør Håkonsen for forskellige former for mestring. Han inddrager Lazarus' forskning og forskning i sammenhænge mellem adfærdstyper og sygdom. Håkonsen ser på sammenhængene mellem gener og adfærd og leverer holdbare argumenter mod opfattelsen af mennesket som determineret af den genetiske arv. Krisereaktioner ved sygdom forklares som problemfokuserede og følelsesmæssige mestringsstrategier for at bevare integriteten. Der er detaljerede beskrivelser af forskellige forsvarsmekanismer, så studerende kan genkende og identificere dem hos patienterne.

Anden del handler om relationen mellem sygeplejerske og patient.

Forfatteren anser medmenneskelighed, kommunikation, roller og socialisering som centrale begreber, når sygeplejen skal baseres på, at handlinger er etisk reflekterede. Han diskuterer krav til den professionelle hjælper, indre motiver for medmenneskelighed, udvikling af empatiske færdigheder og terapeutiske relationer med reference til bl.a. Rogers og Martinsen. Sygeplejestuderende kan få glæde af de mange let genkendelige eksempler fra dagligdagen og kommentarer til dem, som illustrerer teoretisk og etisk baseret sygepleje.

Af Gerda Hestbech, sygeplejelærer ved H:S sygeplejerskeuddannelsen, afdelingen Rigshospitalet.