Faglig kommentar: Valkyrier

Sygeplejersken drejede kontorstolen en kvart omgang, strakte kroppen bagover, løftede højre ben og satte fodsålen mod stuegangsvognen. Vognen fik et velrettet spark, mens sygeplejersken holdt fast i skrivebordet, så stolen ikke kørte baglæns. Med skurrende hjul slingrede stuegangsvognen gennem rummet og standsede først, da lægen greb ud efter den for ikke at blive ramt over skinnebenet. Sygeplejerskens melding var klar, selv om hun ikke sagde et ord. ''Hvis du vil gå stuegang, er det op til dig selv. Jeg gider ikke rejse mig for at passe dig op.'' Lægen havde formentlig selv lagt op til provokationen ved at optræde ubehøvlet ved en tidligere lejlighed. Ingen ville te sig som sygeplejersken, hvis ikke der var knas i samarbejdet i forvejen.

Stuegangsvognen er det håndgribelige symbol på sygeplejerske-læge-samarbejdet i en afdeling. Direkte fysiske overgreb på modparten eller regulært håndgemæng afværges af stuegangsvognen. Samarbejdsklimaet kan aflæses af skrammerne. Der er selvfølgelig ingen, der frivilligt kan identificere sig med den tvære sygeplejerske ovenfor. Men hvad så med den sygeplejerske og læge, der står ret op og ned på hver side af stuegangsvognen og ser lige ud i luften? Lægen vil gerne vide, hvem der ligger i sengen og for hvad, men kan ikke selv finde på at tage journalen. Det kan sygeplejersken heller ikke, for hun er ikke lægens assistent.

En rituel handling

Artiklen ''Stuegang er til for patienten'' side 36 i dette nummer af Sygeplejersken kunne tyde på, at vi ikke er kommet så forfærdelig meget videre med samarbejdet. Stuegang er i bund og grund en rituel handling, der har rødder i fortiden. F.eks. i den fortid, hvor yngsteeleven stod parat med et stålfad med hospitalssprit, som professoren kunne dyppe sine fingerspidser i efter en kontaminerende patientkontakt. En lidt ældre elev rakte et frottehåndklæde frem. Afdelingssygeplejersken rakte journaler frem, samtidig med at hun nævnte patientens navn og diagnose, så der ikke skulle opstå pinlige situationer, fordi den almægtige ikke kendte patientens navn. Det var tider. Det var i hvert fald gode tider, derved at afdelingssygeplejersken vidste alt om alle patienter.

Opgøret med det gamle stuegangsritual var nødvendigt, men åbenbart ikke slut. Det er, som om patienter, læger og sygeplejersker regredierer, bare ordet stuegang bliver nævnt. Selv om ingen egentlig ønsker det, er det nemt at falde tilbage i far, mor og børn-rollerne, og det kan om noget vække valkyrien i enhver sygeplejerske, når hun bliver klar over, at hun mod sin vilje er med i et rollespil.

Endeløse stuegange

Spørgsmålet er, om stuegang er til for patientens skyld. Vi siger, den er det, fordi ingen vil indrømme, at de foretager sig noget, der ikke er for patientens skyld. Men i bund og grund er stuegangen til for lægens skyld. Det er her, hun eller han prøver at skabe sig overblik. Det kan aldrig være patientens behov at ligge og vente på, at det bliver hendes eller hans tur, og sygeplejersken går sine stuegange på andre tidspunkter og får sine informationer på anden måde.

Hvis man nu indrømmede, at det primært var lægens informationsbehov, der skulle dækkes, ville det så være nemmere at vise god vilje? Samtidig skulle sygeplejersker stille krav om, at antallet af stuegange på medicinske og neuromedicinske afdelinger (de værste tilfælde af endeløse stuegange, jeg kan komme i tanke om) blev kraftigt reduceret. Samt krav om at nye og uerfarne læger kun gik stuegang med en gammel læge, så de ikke skulle lægge beslag på en sygeplejerske en hel arbejdsdag, mens de læste sig igennem journalerne. Noget for noget.

Dagene behøver vel heller ikke være ens, og somme tider kan sygeplejersken sagtens undværes. I gamle dage dukkede overlægen på min afdeling gerne op i kirketiden om søndagen. Mens han drak kaffe og guflede rundstykker, læste han alle journaler igennem i et hjørne af kontoret, hvorefter han gik en enerunde på en times tid, satte sig og skrev behandlingsplaner for de næste 14 dage. Patienterne elskede at have ham siddende på sengekanten uden sygeplejerskens indblanding, og sygeplejerskerne elskede at få ryddet op og lagt planer. Det var tider.

Men det vigtigste ved en traditionel stuegang er vel indholdet. Hvis sygeplejersker frustreres over stuegange og boykotter dem, fordi de oplever, at nogle læger ikke gider høre om sygepleje, så kunne det måske have noget at gøre med for meget føleri og sniksnak i egne bidrag til samtalen. ''Fru Hansen har vist ikke sovet så godt i nat.'' Og hånden på hjertet, hvor ofte leverer sygeplejersker en klar, præcis og velunderbygget sygeplejediagnose, så der kan lægges ordentlige planer til gavn for patienten?