Nye flygtninge på vej

Den 8. november 1999 

Sad i bilen. Hørte i morgenradioavisen, at Udlændingestyrelsen genåbnede nogle asylcentre pga. øget flygtningestrøm til Danmark. Katastrofal mangel på indkvarteringspladser.

Dansk Røde Kors havde ringet en sen aftentime og bedt mig om at komme igen! Allerede turen til arbejde i en dynet, tæt tåge varslede en uforklarlig uvirkelighed. Stod der så igen. De kendte omgivelser, der alligevel virkede fremmede. For kun en uge siden forlod jeg dette flygtningecenter. Familien var glad, havde følt sig svigtet. Sommeren var i hast fløjet forbi. Ældste søn havde holdt bryllup, den mellemste forladt reden.

Mit hjerte og engagement havde været fyldt med de kosovoalbanske flygtninges massive sorg og krisereaktioner. Vi havde grædt og bekymret os sammen og sporadisk haft et muntert intermezzo. I personalegruppen havde vi kæmpet med vejledningen ''opstart fra A-Z.'' På introduktionsdagen blev vi fyret. Nedlukkede centeret ''fra A-Z.'' Hverdag blev det aldrig. Disse mange medmennesker på flugt fik endnu et åg på skulderen. Flyttede til et andet flygtningecenter i Danmark. Eller repatrierede til et sønderskudt Kosovo og en uvis skæbne. Mine tanker er stadig hos alle disse mennesker. En konstant snurren i kroppen. Tomheden og skuffelsen var enorm.

Gensynet

Stod der igen ­ det gamle hotel var atter asylcenter. Røde Kors-flaget vajede. Genåbnet. Glæden var stor. Gensynet med gamle kolleger. De bedste jeg har haft. En tværfaglig flok. Stred sammen om ofte uoverskuelige udfordringer. Grinede, tudede. Kæmpede sammen mod nogle for os helt urimelige og usammenhængende beslutninger. Sammenhold, gejst, alvor. Medmenneskelighed.

Stod der, i indgangsdøren. Menneskevrimmel. Alle farver, ikke kun den vante lidt mørkere. Sansede flere sprog. De fleste hårde i klangen. Hørte også engelsk og tysk. Med kosovoalbanerne kommunikerede vi som oftest med tegn, gæt og kropssprog. De mange enlige unge mænd. Sidst var børnefamilierne i overtal. Lugtene var nu anderledes og musikken mere fremmedartet. Jeg følte mig som en fremmed i de kendte omgivelser. Modløs?

Otte år under jorden

Gik med sundhedsplejersken i klinikken, et interimistisk indrettet lokale. Havde en kontorstol med. Her var rungende tomt fraset 160 journaler, lige modtaget fra et andet center. Sammenlignede listerne med udlængenumre og journalerne. Stemte ikke overens. Faldt over underlige sedler og notater. Var nødt til at gennemgå alle journaler overfladisk, for at finde de mest presserende opgaver. Forsigtig banken. Sort ansigt, armene krydset om frakken. Frysende? Utryg?

Udenfor voksede køen. Talte med hver enkelt. Tryghedssøgende. Behov for at snakke. Rodløse og konfuse efter endnu en flytning. Skeptiske? Øjenkontakt, håndtryk, et smil ­ så lidt. Taknemmelighed, accept. Flere med ondt i halsen og hovedpine. Råd om påklædning, varme drikke mv. Medicinskabet ­ gabende tomt. Dansktalende ung kvinde. Otte år under jorden ­ i Danmark. Forbindskift med et par plastre fra det ellers tomme skab. Bestiller i morgen, også fra apoteket. En familie har dato for udvisning. Var faxet. Manglede tolkelister, telefonbøger,

Side 41 

køreplaner, bykort og busklippekort. Alt blev bestilt, håber det kommer i morgen.

Flere tilfælde af tandpine. Tandlægerne vil overveje, om de atter vil stå til rådighed. Praktiserende læge har heldigvis accepteret.

Sygehusets computersystem stejlede, eller var det personerne bag. Asylansøgere har kun udlændingenummer ­ intet CPR-nr. Monterede et gardin. En mor og halvvoksen datter kom flere gange med syg baby. Upåvirket, men hostede lidt. Ønskede moderen at undgå en planlagt konfrontation i Sandholmlejren? Var det måske den halvvoksne datter, der var mor til babyen?

Grædende sigøjnerbørn

Ud. Hen over gården mellem klinikken, lejlighederne og kontoret. Sammenkrøllet papir, en bananskræl. Nedtrådte tyggegummiklatter fra sidst. Afdæmpede stemmer. Lugten af mad fra et køkken. Blæsten var kold, solen skinnede. Kontoret. Friske blomster, tomme kaffekopper, koncentrerede centermedarbejdere. Hektisk, men roligt. Brune flaksende øjne, hængende skuldre, uvasket hår. Stod i venteposition, afhængige af vores formåen. Fik øjenkontakt, smilede. Lokal beboer kom ind ­ savnede flasker i sin garage.

I morges var et af centerets køleskabe fundet på tanken, brugt til at fjerne et pengeskab. Skyldige? Politiet lovede at skærpe overvågningen. Var her lørdag med små ''grædende'' sigøjnerbørn, taget for butikstyveri. Udenfor. Børnene kom dvaske fra skole. Havde sovet i skolebussen. Forældre tog imod. Mat gensynsglæde. Klinikken. Stadig lugt af svedigt tøj og anden madkultur. Hvide, bare vægge. Lukkede vinduet. Det rungede tomt. Låste. Fra en 1.-sals lejlighed drønede musikken. Var den fra Rusland, Iran, Somali, Serbien, Irak, Afghanistan, Libanon, Sri Lanka eller?

Sagde nej tak til stillingen. Magtede endnu ikke at genfinde gnisten. Svigtede? Familien glad. Røde Kors-sygeplejerske igen? Ja, måske.

Sad i bilen. Hørte i eftermiddagsradioavisen om krigen i Tjetjenien. Nye flygtninge på vej.

Anne Grethe Aagaard er pr. 1.4.2000 ansat i hjemmeplejen i Herlev Kommune.