En uddannelse der giver mening til en meningsløs løn

"Bliv sygeplejerske ­ en uddannelse, der giver mening.''

Hvordan kan vores organisation ofre penge på denne hvervekampagne til faget og således hjælpe arbejdsgiverne med at fastholde sygeplejersker på et ringe lønniveau? Mon ikke det ville være en bedre investering at anvende ressourcerne på at opnå en rimelig aflønning for det samfundsvigtige job, som sygeplejersker udfører?

Det er næppe nogen hemmelighed for sygeplejersker, at det i sammenligning med andre grupper i samfundet står helt galt til med vores løn. Alligevel er jeg stærkt forarget over, at så få ressourcer bruges på den helt centrale opgave, nemlig at få sygeplejefaget indplaceret i en fornuftig aflønningsstruktur i forhold til det øvrige samfund.

I vinter så jeg en offentliggørelse af ''Livsindkomster i det danske samfund'' (kilde: Arbejdernes Erhvervsråd og Finansministeriet 1998), hvor der er foretaget en sammenligning mellem forskellige uddannelsers livsindkomster. Dette er en god måde at sammenligne lønninger på, idet uddannelsestid og nutidsløn er indregnet i en samlet opgørelse, der anskueliggør, hvad samfundet har betalt sygeplejersker og andre professioner, når vi alle befinder os på samme sted på tidsaksen.

Som det beskæmmende fremgår af denne opgørelse, opnår sygeplejersker en livsindkomst, der rangerer som den 3. laveste ud af 26 uddannelser. Sygeplejersker har en livsindkomst, der er lidt bedre end kassedamer (butik) og rengøringsassistenter (service), men opnår absolut den laveste livsløn i den gruppe, vi normalt sammenligner os med.

Jeg er forarget over, at opgørelsen har været kendt af alle parter under den sidste overenskomstforhandling, men, mig bekendt, ikke har været anvendt i den offentlige debat. Det er helt uforståeligt, at vi som menige medlemmer ikke fik stillet de rigtige argumenter til rådighed under en konflikt, der var så politisk bestemt, at argumenterne i den offentlige mening var altafgørende for udfaldet.

Der er næppe nogen politiker, der tør gribe ind i en konflikt blandt danske kassedamer og således fjerne denne faggruppes strejkeret! Når sygeplejersker får så hård en medfart af det politiske system, skyldes det, at befolkningen ikke er klar over, hvor grelt det egentlig står til med sygeplejerskers løn. Befolkningen har et billede af sygeplejersker som en gruppe, der ønsker mere i løn ­ og som ikke er specielt godt, men heller ikke direkte dårligt lønnet.

Det er Dansk Sygeplejeråds opgave at oplyse befolkningen om sygeplejerskers ringe

Side 21 

løn. På det område må de økonomiske midler finde bedre anvendelse end på en hvervekampagne blandt gymnasieelever, idet det under de nuværende omstændigheder er at føre de unge mennesker bag lyset. En løsning på vores altoverskyggende lønproblem vil automatisk løse vores rekrutteringsproblem og overflødiggøre hvervekampagner, for vi har et godt fag at tilbyde.

Personlig har jeg mistet troen på, at Dansk Sygeplejeråd med den nuværende struktur kan løfte opgaven, da Dansk Sygeplejeråd til dato ikke har kunnet vise resultater og også anbefalede et ja til forhandlingsresultatet.

Efter sidste overenskomst gav vores hovedarbejdsgiver Kresten Philipsen i Sygeplejersken 42/99 et vink med en vognstang. Han anbefalede indirekte, at sygeplejerskerne skulle udtræde af Kommunernes- og Tjenestemændenes Organisation (KTO), idet arbejdsgiverne ikke kunne hæve sygeplejerskernes løn pga. af indsigelser fra de andre KTO medlemmer.

Så vidt jeg ved, har Dansk Sygeplejeråd ikke taget skridt i retning af at opgive KTO samarbejdet ­ endsige reflekteret over eller kommenteret Kresten Philipsens indlæg? Det er i de decentrale forhandlingers handlinger og ikke i ord, at resultaterne nu skal vise sig, men det er tvivlsomt, om det vil ske med den nuværende struktur i Dansk Sygeplejeråd.

Under overskriften ''Skuffede sundhedsplejersker'' omtales i Sygeplejersken 14/00 en sag, hvor en gruppe sundhedsplejersker har fået forhandlet et funktionsbestemt tillæg hjem (i det gamle lønsystem) for at arbejde med ''familier med særlige behov.'' Altså et egentligt funktionstillæg efter det nye decentrale lønsystem. Dette tillæg blev dog fjernet af Dansk Sygeplejeråd med tilbagevirkende kraft for at tilgodese et centralt forhandlingsresultat. Dansk Sygeplejeråd forklarer, at dette er ''juridisk i orden,'' men hvad med det moralske aspekt?

Dansk Sygeplejeråd svarer i Sygeplejersken ikke direkte på ovennævnte indlæg, men kommenterer blot: ''Sundhedsplejerskerne har i forbindelse med tidligere fremsendt brev fået svar direkte fra formanden.'' Er det en hemmelighed for os andre, hvad formanden har svaret? Hvor er demokratiet, hvis debatten er begrænset til envejs kommunikation?

Sygeplejefaget er blevet proletariseret i det danske samfund. Dårlig løn skaber utilfredshed, manglende arbejdsglæde og underminerer den faglige stolthed. Jeg vil ikke længere anbefale et ungt menneske at søge ind til sygeplejerskeuddannelsen, selvom jeg synes, det er et dejligt fag med masser af udfordringer og muligheder. Det er nemlig stort set umuligt at være eneforsørger på en sygeplejerskeløn.

Vi bør anvende organisationens økonomiske ressourcer på at ansætte nogle kompetente samfundsvidenskabelige medarbejdere i Dansk Sygeplejeråd til at varetage vores lønforhandlinger. Denne uddannelsesgruppe udtænker de offentlige lønsystemer og er selv den bedst lønnede gruppe i det offentlige system. Vi må have professionelle forhandlere, der taler samme sprog som dem, vi skal forhandle med ­ for her gælder ikke sygeplejefaglig indsigt, men derimod evnen til at redegøre for de samfundsmæssige konsekvenser af den ringe livsløn for sygeplejersker.

Berthe Martensen er sundhedsplejerske i Sundhedsplejen, Århus Kommune.