Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelse

Sygeplejersken 2000 nr. 27, s. 38

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

RATIONALITETENS MAGISKE MODVÆGT

Redigeret af Dan Frederiksen, Lars Peter Jepsen

Bedst af alle verdener

myter i det 21.århundrede
København: Fremad 2000
250 sider, 298 kr.

Med den øgede erkendelse af autoriteternes fejlbarlighed er der opstået en udpræget værdirelativisme. Når eksperterne konstant er uenige og tager fejl, kan enhvers personlige opfattelse vel være lige så god som alt muligt andet.'' Med denne svada som indledning leverer bogens 11 forfattere hver deres præsentation og analyse af en alternativ livsanskuelse. Bogen kan ses som et opgør med relativismen, hvor der ses kritisk på de alternative tilgange, der i dag udfordrer såvel vort syn på behandlersektoren som på videnskabelighed.

Først præsenteres forskellige forestillinger og forskningsbaserede facts om Stonehenge. En skildring, der samtidig viser os, hvordan videnskaben op gennem tiden distancerer sig mere og mere fra den okkultisme, magi og religiøsitet, der i dag har samlet sig under betegnelsen New Age.

Dernæst gennemgås den langvarige og bitre strid mellem naturvidenskaberne og dele af de religiøse samfund, kreationisterne, der til stadighed foregår i USA. Stridens kerne har været undervisning i Darwins evolutionsteori kontra Bibelens ordlyd. Juridisk har videnskaben vundet, men det forhindrer imidlertid ikke, at kreationismen stadig breder sig, i dag også uden for USA.

Hvorfor lader vi os gladelig føre bag lyset, når der tales om overnaturlige evner, samtidig med, at vi er yderst skeptiske over for det etablerede. Vi får en tryllekunstners afsløringer af, hvordan vi lader os påvirke af tricks, der er alt andet end overnaturlige. Alternative energibegreber som jordstråler, krystaller, pyramidekræfter og kropsenergier gennemgås. Vi ser, hvordan tilhængere af disse energier anvender cirkelargumenter, der hverken anfægter eller beviser sandsynligheden af energiernes eksistens, eksistensen bliver hele tiden forudsat. Vi konfronteres med det kuriosum, at planeter, der i hele menneskehedens historie har svævet rundt i verdensrummet, astrologisk set først begynder at virke fra det øjeblik, de astronomisk er blevet konstateret. Logisk er det i hvert fald ikke. Ja, og hvordan skal vi forholde os, når astrologiens angivelse af stjernetegn i fødselsøjeblikket ikke stemmer overens med de faktiske astronomiske forhold i det 21. århundrede? Vi stilles over for spørgsmålet, om den alternative medicins popularitet skyldes, at den virker på helheder, eller om den skyldes, at videnskaben har taget troen og fortryllelsen ud af verden, så mennesket drages mod det alternative som ny forklaringsmodel. Facts og myter om homøopati, akupunktur, zoneterapi og alternativ kræftbehandling bliver afdækket.

Naturvidenskaben har forkastet religion og det overnaturlige, men videnskaben kan ikke bortforklare, at folk har oplevelser, der er virkelige for dem, på trods af at de strider mod naturlovene.

Vi præsenteres for, hvordan spekulative kræfter udnytter og vil udnytte Bibelens ordlyd, specielt dommedagsprofetien. Og hvorledes sekter ved masseselvmord skifter status fra udvalgte til ofre. Vi får indblik i en mere poetisk tilgang til apokalyptikken. Endelig stilles vi over for spørgsmålet, hvordan gudsbegrebet blev skabt, og om Gud har en fremtid. Kræver rationaliteten sin modvægt?

Det er en bog, der med sin ligefremme og sobre argumentation lægger op til seriøs debat uden at løfte moraliserende eller rationalistiske pegefingre. Læseren tvinges til at tage stilling.

Jens Bydam, uddannelsesleder på Sygepleje- og Radiografskolen i Københavns Amt.