En støjende dag på hjerteafdelingen

Håndværkere har nu i en uge arbejdet med et betonbor på altanerne lige uden for afdelingen. Personalet er efterhånden temmelig opkogt af larmen og det stress, der følger med, når støj overdøver alt. Der er blevet klaget gentagne gange fra alle afdelinger.

I dag skal jeg sammen med Fie passe det kardiologiske ambulatorium. Det ligger et godt stykke fra afdelingen, og jeg glæder mig til en dag i fredelige omgivelser. Jeg har tøj med til en af sekretærerne ­ og er lidt stolt over endelig at have husket det. Hun samler ind til Røde Kors.

En hurtig sludder med Fie, og så møder en patient et kvarter før tiden ­ nogle gange kan man jo være heldig med at komme til lidt før, så arbejdet ikke forsømmes så meget. Jeg starter på at udstyre hende med en Holter-båndoptager, der skal optage hendes hjerterytme i et døgn. Langt væk, heldigvis, kan jeg høre, at håndværkerne har startet dagens gerning.

Midt i monteringen ringer telefonen. Det er Dorthe, afdelingssygeplejersken. Der er sygdom, jeg er nødt til at komme i afdelingen, Fie må klare sig alene. Øv. Hurtigt farvel til Fie, og mens humøret falder i takt med, at borelarmen stiger, bevæger jeg mig op på anden sal til hjerteafdelingen. De er glade for at se mig, folk smiler, men tale sammen kan vi ikke. Sekretæren Lene sidder og kæmper med en telefonsamtale, der heller ikke lykkes.

Sygehusledelsen har velvilligt sponsoreret en kasse ørepropper til personale og patienter, og jeg forsyner mig med et par. Højst ubehageligt. Den lille lommehyler, vi alle er udstyret med, sætter jeg på ''brum.'' Måske kan jeg så mærke vibrationerne, når der er alarm. Betryggende.

Nu er der en kort borepause, og vi snakker

Sde 19 

om de patienter, jeg skal passe. Om en time møder en patient til DC-konvertering, og der er rod i blodprøverne. Eller rettere sagt, der er ingen taget, bortset fra en enkelt. Alle andre prøver er for gamle. Narkosen er tilsagt til klokken 10, altså om halvanden time. Hvad gør vi? Hvad gør vi?

''Vi'' ringer til dem og hører, om vi mon skulle udsætte konverteringen lidt og så få taget de prøver. Efter tre forsøg får jeg fat i den narkoselæge, der skal bedøve i dag. Det viser sig, at patienten ­ han er læge ­ har været ude i den store by og har fået taget prøverne der. Han vil medtage prøverne, når han kommer, har han ringet og meddelt anæstesiafdelingen i går! Ja, det ville jo have været rart at vide.

Borepause

De næste tyve minutter holder vi morgenkonference med afdelingens læger. Der er en del diskussion om, hvem der skal gå stuegang hvor, (der bores hidsigt i baggrunden), da der også er mandefald blandt lægerne i dag. Stuegang med Michael, det er okay. Konferencen slutter, og vi myldrer ud til patienterne.

Hvor er nu Michael? Vi må se at komme i gang. Michael er væk, sendt i ambulatoriet. Der er nogen, der er heldige. Jeg skal så gå stuegang med en anden læge senere på dagen. Det går rigtigt godt.

Nu møder patienten til DC-konvertering. Jeg tager pænt imod og forklarer, at det ville have været fint, hvis han havde delagtiggjort afdelingens personale i sine dispositioner om blodprøverne. Det ser ud til at more ham en del, at jeg har haft problemer, og jeg kan mærke irritationen komme kravlende. Dårlig kemi.

Nå, vi må jo have stoppet den boren, ellers risikerer vi jo, at han hænger oppe under loftet, når der bedøves. Telefonisk kontakt via sygehusledelsen til byggepladsen. Jo de skal nok stoppe boringen klokken 10, og hvis den lille dame så vil stikke hovedet ud og råbe og vinke, når de må starte igen. Min mindste kunst.

To unge læger dukker op. De har hørt, at der er DC-konvertering i dag. Det har den ene aldrig prøvet før, så det vil hun gerne foretage, vejledt af den anden. Nu sænker der sig en vidunderlig ro over hospitalet, klokken er 10, og vi må til sagen. Narkosen kommer til, alt fungerer perfekt, stille og roligt. Der skal tre stød til, før patientens hjerte makker ret og slår over i normal rytme. Det er lykkedes den unge læge at svitse patientens brystkasse grundigt. Pinligt. Det kommer til at gøre ondt. Jeg må sende en kollega over på hudklinikken efter noget stærk kortisonsalve, selv er jeg hos patienten, mens han vågner. Sikke en masse sludder og vrøvl folk kan finde på at sige under en narkoserus.

Stuegang med ørepropper

Nu er vi vel egentlig klar til lidt borelarm igen eller hva'? Enes med kollegaerne om, at vi ikke er helt klare endnu, bare fem minutter mere. Ud på altanen og råbe og vinke til drengene. De er desværre helt parate, og larmen starter igen.

Begynder stuegang med vores søde overlæge. Herligt. Vi kender begge patienterne fra dagen før, dog må alt det der med at stetoskopere, informere patienterne og andre nyttige ting springes over, larmen er for voldsom. Han står faktisk med sit betonbor lige uden for stuen, hvor vi befinder os. Hvordan har man dog tænkt sig, at folk skal kunne udrette noget fornuftigt på denne måde? Hvad regner ledelsen os for? Ikke en skid, det viser ørepropperne jo også tydeligt.

Patienternes frokost er lige serveret, og jeg er i gang med min, da vores sekretær melder en patient fra modtagelsen. Hun kunne ikke høre det hele, men han havde haft brystsmerter, da han kom. Imidlertid skulle han være smertefri nu. Godt, han kan få plads på firesengsstuen. Tanken er kun lige tænkt, så holder han der med alle tænkelige apparater og dyt og båt og læge, og der skal skaffes en enestue, og der skal gives trombolyse, og det skal gå stærkt.

En hurtig omrokering, og vi har en enestue klar. Hun blev søreme ikke glad, hende der lå der. Det gik også alt for stærkt. Og så lige midt i maden. Jeg koncentrerer mig om patienten. Han virker ikke medtaget, men har en frygtelig oprevet hustru med. Måske prøver han at underspille for hendes skyld. Smerter i brystet må han, hårdt presset, vedgå. Morfin og nitrodrop virker godt. Trombolysen bliver givet uden problemer, og i den lille time, det tager, får jeg deres historie, (vi har heldigt fundet en stue, der vender væk fra byggepladsen).

Hustruen er nyligt opereret for brystkræft, der har været komplikationer med infektion, og det lyder ikke særlig vellykket. Nu er hun lige blevet udskrevet, og så sker dette. Tilværelsen er barsk ved nogle. Manden har et stort hjerteinfarkt. Vi må håbe, at trombolysen virker, men han er kommet sent i forhold til smerternes opståen. Jeg pusler lidt om hustruen, mens manden døser, giver hende lidt at drikke og ringer til en datter, der lyder sød. Hun vil komme med det samme. Fint, den arme kone kan ikke være alene, det er tydeligt.

Fyraften

Min DC-konverterede patient fra i formiddags begynder nu at røre på sig. Han skal hjem, og det skal være nu! Larmen taget i betragtning lyder det jo meget fornuftigt. Hans hjerte slår da også pænt. Han låner sekretærens telefon. Og skælder konen ud, da hun ikke kan komme før om en halv time. ''Kvinder,'' fnyser han ad mig, da han forlader afdelingen.

Klokken nærmer sig tre. Det personale, der er mødt tidligt, siver ud. Jeg er tilbage med to kollegaer, vi skal aflevere afdelingen til aftenvagterne. Håndværkerne går gudskelov også hjem. Roen breder sig. En uendelig træthed melder sig, hovedpinen ligger lige om hjørnet. Mine kollegaer har det ikke stort bedre. Spændingerne sidder i hele kroppen. Vi må klage over den larm igen. De har sagt, at arbejdet skal stå på i et år. Bare nogle af patienterne ville råbe op.

Aftenholdet møder, friske og uden større forståelse for vores trætte ansigter. De har jo heller ikke prøvet at deltage i dette cirkus. Rapporten bliver afleveret uden forsinkelser, og dagens arbejde er slut. Vi sidder og oser lidt sammen. Det er hyggeligt, men det sker efterhånden sjældent. Der er aldrig rigtig tid. I dag har vi brug for det. De tre af os har været sammen hele dagen uden at kunne veksle to ord. Godt man har fri i weekenden.