Faglig kommentar: Læg jammerkommoderne på is

Sygeplejersker skal have indflydelse, sygeplejersker vil have indflydelse, sygeplejersker skal blande sig i den sundhedspolitiske debat, sygeplejersker skal være med, hvor beslutningerne tages...

Inden remsen bliver for lang, hvorfor så ikke vende skråen og spørge, hvor al den indflydelse skal komme fra. Vil statsministeren, sundhedsministeren og samtlige formænd for sundhedsudvalgene i landets amter og kommuner pludselig vågne op en morgen og erkende, at alt det, de har manglet gennem hele deres politiske liv, er sygeplejersker til at vejlede og rådgive sig om essentielle og tungtvejende problemer i sundhedssektoren. Næppe.

Indflydelse er ikke noget, sygeplejersker bare får en dag, fordi nogen tænker venligt på gruppen af indflydelseshungrende kvinder i den primære og sekundære sundhedssektor.

Indflydelse er noget, man tager. Grundig forberedelse, ordentlige argumenter og om nødvendigt retoriske øvelser i kælderen er med til at bane vejen. Det kan være en overvindelse at stå offentligt frem, så taleøvelser uden for familiens rækkevidde eller natlige skriveøvelser kan være en fremragende hjælp, hvis sygeplejersker har noget på hjerte, der kan tænkes at interessere andre end dem selv.

Tiden er løbet fra synspunkter, der kun bunder i snusfornuft og hjemmestrikket logik tilsat en halvfornærmet fourettelse over, at sygeplejersker, trods alle ønsker om det modsatte, stadigvæk er forholdsvis usynlige på den offentlige arena. Sygeplejersker bliver ikke synlige af at sige, at de vil være det.

På bagerste række

Hvor modige er sygeplejersker? Indflydelse kræver mod. Så snart nogle har en mening, vil nogle andre have en anden mening, for sundhedssektoren er lige så smækfuld af interessemodsætninger, som alle andre områder i samfundslivet. Modstanden kan komme fra ganske uventede kanter og antage former, man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Så ud over at have argumenterne i orden skal jordforbindelsen også være det.

Hvis sygeplejersker mener det med indflydelse alvorligt, skal jammerkommoderne lægges på is. Alle dem iblandt os, der altid mener, at ingenting kan lade sig gøre. Dem, som bremser alle idéer og ikke vil kaste sig ud i noget som helst ­ og da slet ikke to minutter efter fyraften. Dem, som sidder på bagerste række med korslagte arme på de få kurser, de er nødt til at deltage i. Dem, som af uransagelige årsager har stor magt over alle de andre.

Frem i rækkerne med de aktive, engagerede sygeplejersker, der med stor sikkerhed roder og regerer med faget, undersøger det ene og det andet og griber til handling i forhold til det, de finder ud af. Det er dem, der skal have og tage indflydelse.

Det vrimler med faglige kurser i alt fra urininkontinens til psykisk arbejdsmiljø. Det, der mangler, er at drysse formidlingsteknik ud over den faglige viden. Hvordan får sundhedsplejersken f.eks. fortalt de lokale politikere, at en tidlig og relativt billig indsats imod alkoholindtagelse er værdifuld, hvis alkoholdebuten ikke skal foregå i femte klasse, men ønskes forsinket til ottende? Hvilke argumenter og ikke mindst eksempler skal sundhedsplejersken bringe frem i lyset, hvis hun ønsker, at der bliver lyttet til hende?

Beskrivelsen af en optimal sundhedsplejerskeintervention på fire timer med et holistisk udgangspunkt vil få de fleste til at falde i søvn, mens oplysningen om, at hver femte elev i femte klasse har været fuld, formentlig vil give tilhørerne lyst til at høre mere om, hvordan den situation kan undgås.

Projektforløb og større kurser skal indeholde information om eller endnu bedre øvelser i formidling. Sygeplejersker skal lære at åbne munden eller tænde for computeren, hvis de vil sætte deres fingeraftryk på fremtidens sundhedsvæsen, for så meget er sikkert, indflydelsen kommer ikke med posten.