Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ændring af reglerne for autorisationsfratagelse

Ændring af reglerne for autorisationsfratagelse.

Sygeplejersken 2000 nr. 30, s. 24

Af:

Lene Gredal, sygeplejerske, cand.jur.

Patienternes sikkerhed bliver sat i fokus, når ændringer af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse træder i kraft den 1.7.00. Her ændres reglerne for autorisationsfratagelse. Sundhedsstyrelsen får med denne lovændring større mulighed for at korrigere en uforsvarlig adfærd samt for på et tidligt tidspunkt at kunne gribe ind ved en sundhedspersons misbrug eller sygdom. Hensigten er at styrke tilliden til autoriserede sundhedspersoners faglige virksomhed. Derfor får Sundhedsstyrelsen nu større mulighed for at gribe ind, hvis en autoriseret sundhedsperson i sit arbejde må antages at være til fare for patienterne.

Til autoriserede sundhedspersoner hører læger, sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter mfl.

Sundhedsstyrelsen kan nu påbyde en autoriseret sundhedsperson at medvirke vedundersøgelser og kontrolforanstaltninger samt til at udlevere helbredsoplysninger. Det kan f.eks. dreje sig om undersøgelser ved speciallæge i psykiatri eller neurologi.

Hvis påbuddet ikke efterkommes, kan Sundhedsstyrelsen påbyde personen helt eller delvist at indstille sin virksomhed. Fortsætter sundhedspersonen sin virksomhed, kan autorisationen fratages.

Samtidig med at kravet til at medvirke til undersøgelser er skærpet, er også kravet til den faglige virksomhed skærpet. Tidligere kunne kun fare ved grov forsømmelighed være årsag til autorisationsfratagelse. I denne lovændring kan også alvorlig eller gentagen kritisabel faglig virksomhed give anledning til påbud fra Sundhedsstyrelsen.

En anden hensigt med loven har været, at Sundhedsstyrelsen skulle kunne følge op på allerede konstateret kritik af faglig virksomhed. Derfor vil de forhold, Sundhedsstyrelsen tager sig af, oftest være behandlet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn eller domstolene.

For sygeplejersker vil det kunne komme til at dreje sig om grov forsømmelse efter lov om sygeplejersker § 10 eller alvorlig eller gentagen kritisabel adfærd. En anden årsag kunne være manglende grundlæggende viden, så sygeplejersken derved er til fare for patienterne.

Sundhedsstyrelsen vurderer årligt ca. 200 autorisationsforhold for sundhedspersoner, heraf ca. 90 forhold for sygeplejersker. I en stor del af forholdene indgås frivillige aftaler om uvarslede urinkontroller og misbrugsbehandling. Nogle vælger en anden stilling uden patientkontakt eller forlader arbejdsmarkedet. I ca. 10 tilfælde ender sagen med autorisationsfratagelse eller autorisationsfrasigelse, af disse er 4-5 sygeplejersker. Sundhedsstyrelsen forventer, at de nye regler kun vil finde anvendelse i begrænset omfang.

Kilder

  1. Bekendtgørelse af lov om sygeplejersker, nr. 759 af 14.11.1990.
  2. Straffeloven, Lovbekendtgørelse nr. 648 af 12.8.97.
  3. Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., nr. 215 af 9.4.1999.
  4. Lov om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., nr. 258 af 12.4.2000.