Boganmeldelser

EMIL FRA LØNNEBERG I TREDJE POTENS

Tore Duvner

Umulige børn

Det hyperkinetiske syndrom

København: Hans Reitzels Forlag 1999
60 sider, 175 kr. 

Børn, der har vanskeligt ved at se detaljer i skolearbejdet, vanskeligt ved at bevare koncentrationen om opgaver, svært ved at forstå instruktioner, undgår opgaver, der kræver længere tids mental anstrengelse, let distraheres af det, der sker i omgivelserne eller sidder uroligt på stolen uden ro på hænder og fødder.

Til tider er de blevet sammenlignet med Emil fra Lønneberg i tredje potens. Andre betragter dog deres adfærd som et skjult handicap, i fagkredse benævnt det hyperkinetiske syndrom. Det hyperkinetiske syndrom betegner en tilstand hos børn og unge karakteriseret af impulsivitet, overaktivitet og vanskeligheder med koncentrationen.

Den nyeste forskning viser, at det hyperkinetiske syndrom er udpræget arveligt, idet næsten 80 pct. af diagnosticerede børn har nære slægtninge med lignende problemer. 10 gange så mange drenge som piger undersøges og får diagnosen, hvilket kan skyldes, at piger ikke er så aggressive, selvhævdende og ekspanderende på andres bekostning, som drenge kan være.

Tore Duvner har en omfattende viden om børn og unge og har i en årrække beskæftiget sig med børn og unge inden for psykiatri og medicin. Duvner sammenfatter det hyperkinetiske syndrom fra et neuropsykologisk perspektiv og nævner tre grundlæggende vanskeligheder. For det første svigtende impulshæmning, hvor barnet let distraheres af nye indtryk og tanker og er opfyldt af intensive følelsesudtryk ­ barnet er aldrig i ligevægt. For det andet har barnet vanskeligheder med at tilpasse aktivitetsniveauet til en given situation, hvilket kan vise sig ved, at barnet skifter mellem det ene øjeblik at være langsomt og dagdrømmende til at være overgearet og motorisk uroligt.

Den tredje grundlæggende vanskelighed er, at barnet har ringe udholdenhed og svært ved at arbejde mod langsigtede mål. Dette kalder Tore Duvner et svagt belønningssystem. 70 pct. af børn med hyperkinetisk syndrom har stadig disse vanskeligheder i de sene ungdomsår, og mindst 30 pct. har motivations- og koncentrationsvanskeligheder som voksne. De har også mange positive personlighedstræk: Nysgerrighed, spontanitet, mod, kreativitet, projekter og aktiviteter sættes i gang, de lader sig ikke forstyrre og har stor energi til at gennemføre det, der morer dem. Med dette in mente stiller Tore Duvner et rigtigt godt spørgsmål: Hvordan kan skolen udnytte denne kraft? Her ligger en pædagogisk udfordring for lærere og socialpædagoger. Opmærksomhed, koncentration, undersøgelser omkring motorik, perception og tænkning samt ledsagende sygdomme belyses redeligt og sagligt.

Børnene kan hjælpes gennem information, vejledning, positiv omformulering, koncentrationstræning og medicin for blot at nævne enkelte foranstaltninger. Bogen er et tydeligt eksempel på, at der er hjælp at hente til disse handicappede børn gennem øget viden og forståelse. Det koster penge, for i praksis betyder det en til en-kontakt. Børnene har behov for en støtteperson, ellers vil de opleve det ene nederlag efter det andet. De kan udvikle sig til skolens bøller, udelukkelse fra undervisningen og i værste fald indlede en afvigerkarriere i retning af kriminalitet og misbrug. ''Umulige børn'' henvender sig bredt til alle i kontakt med disse børn og unge.

Af Anne Winkel, ansvarlig praktikvejleder, Klintegården, Skibbyhøj. 

LINEDANSER MED SVØMMEVINGE

Lise Giødesen

Børn kommer også på sygehus

-­ en film for børn
Hellerup: L G Film 1999
Bearbejdet 30 minutters video-film, 300 kr.
Distribueres gennem Komiteen for Sundhedsoplysningen

Kommer jeg i løbet af en arbejdsdag til at sige ''oh kay,'' lyder det venligt, men bestemt fra den anden side af skrivebordet: ''Gå ud og vask din mund.'' Anne Vesterdal er en nidkær vogter af det nuancerede og korrekte danske sprog. Godt, hun ikke er anmelder af ''Børn kommer også på sygehus.'' Her siger den første sygeplejerske, som Camilla, filmens hovedperson, møder, oh kay to gange, inden seerne slipper hende af syne igen, og lægen fortsætter. Oh kay'erne flyver gennem luften. Det lyder altså dumt. Når det er sagt, er der ikke mere at komme efter.

Lise Giødesen har skabt en fin og informativ film for børn og deres voksne, en film uden for mange dikkedarer. Målgruppen er børn fra treårs alderen. Camilla på ni år, som er linedanser i sin fars minicirkus, kommer på skadestuen efter et fald fra linen. Hun bliver indlagt på en børneafdeling, fordi hun har ondt i maven. Det hele er gået så stærkt, at far stadigvæk har sit klovnekostume på inklusive den røde næse. Det viser sig at være en god idé. Far overtager rollen som fortæller og går på opdagelse på børneafdelingen. Han er en gevinst, fordi han forklarer tingene lidt mindre strømlinet end sygeplejersker og læger, der alle er smilende, sympatiske og meget rutinerede formidlere.

For det barn og den voksne, der ikke har været på en skadestue eller været indlagt, giver filmen forståelige forklaringer på de undersøgelser og behandlinger, børn hyppigst kommer igennem. En objektiv undersøgelse, hvor blodtryksmanchetten bliver sammenlignet med en svømmevinge. Velkendt for de fleste børn og ufarlig, hvis man ikke bryder sig om manchet og måleapparat. En gummihammer til afprøvning af reflekser kalder Camilla for en hoppebold. Lungekapaciteten måles ved at puste gennem en elefantsnabel, intravenøs væske oversættes med at drikke gennem armen, og sådan kan man blive ved med at finde ting fra et velkendt univers, der kan anvendes som forklaring i det nye og ukendte. Tonen mellem barn, far og personale er tryg og familiær. Kun fornavne. Det er sikkert rart for børnene, men et efternavn ville måske være rart for forældrene.

Klovnen og Camilla når igennem scanning, røntgen, gipsanlæggelse, inhalationsmaske, blodprøvetagning, bedøvelse og operation, men heldigvis går det ikke ud over Camilla alt sammen. Der er klippet små historier ind om andre børn med passende sygehistorier, som bliver hjulpet på børneafdelingen. Den trettenårige co-anmelder mente, at han ville være mere tryg, hvis han skulle opereres, for nu havde han set, hvordan en bedøvelse foregik. Og det må lige præcis være meningen med klovnen og Camilla, når man tager i betragtning, at ca. 60.000 børn hvert år bliver indlagt på sygehus.

Af Jette Bagh, sygeplejefaglig medarbejder på redaktionen, Sygeplejersken.