Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Op i omdrejninger

Det er en brat overgang at vende tilbage efter ferie, og selv om sundhed og sundhedsvæsen ikke bliver glemt helt, er det vanskeligt at finde inspiration til den mest presserende arbejdsopgave.

Sygeplejersken 2000 nr. 30, s. 25

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Netop kommet tilbage fra ferie. Den faglige kommentar ligger og ulmer, skal afleveres torsdag i uge 29, men hvad i alverden skal den handle om? Jeg spørger den 13-årige.

''Ecstasy,'' er hans bud. Jeg spørger redaktionssekretæren. Hun har lagt et udklip fra en avis, hvor overskriften er ''Sygeplejersker erobrer jobbene.'' Jeg spørger min eneste kollega på bladet. ''Tja...'' siger hun og forsvinder ud ad døren. Jeg spørger multimediekvinden, som jeg deler kontor med.

''Netop vendt hjem fra ferie......'' foreslår hun og morer sig højlydt.

Et blik i dagens aviser giver ingen ideer, det er et kedeligt gensyn med emner, der har været skrevet om igen og igen. Kræftplanen, der ikke bliver overholdt, ecstasy, der oversvømmer landet. Alvorligt nok, men ikke lige noget, jeg kan bruge i dag.

Computeren, hvad rummer den så? Det viser sig, at redningen findes her.

Den første dag

En række beskeder, lidt ris og lidt ros. Muligheden for at sende en mail har givet en anden form for kontakt med læserne. Breve af mere privat karakter, men i hvert fald også hurtig respons, gode ideer og et regulært møgfald i ny og næ.

Men også breve af almen interesse, som afsenderen indimellem accepterer bliver trykt som en kommentar i bladet.

Tre ugers ophobet mail åbenbarer bl.a. et lille brev fra en sygeplejerske, som er tilfreds med en faglig kommentar. Hun spørger alligevel: ''Tror du, sådan et indlæg ændrer noget som helst, hvad håber du at opnå med det?''

Godt spørgsmål i en tid hvor fagbladets rolle diskuteres ikke mindst i bladets egne spalter.

En faglig kommentar kan ikke ændre verden, men hvis den kan inspirere eller give stof til eftertanke, er det, hvad jeg håber at opnå.

Og alle de faglige artikler, betyder de noget, ændrer de noget? Jeg talte for nylig med en sygeplejerske fra Jylland, som havde skrevet en artikel om ernæring. Hun havde modtaget så mange telefonopringninger, at hun efter et stykke tid var begyndt at registrere dem. Foreløbig var det blevet til mere end 30, og det var hun godt tilfreds med. Den foreløbigt sidste henvendelse kom fra et ministerium.

En anden sygeplejerske fra Sønderjylland fortalte i forbindelse med en samtale om en ny artikel, hun ville skrive, at hendes første artikel havde medført mere end 100 forespørgsler på den rapport, der lå til grund for artiklen.

Den type oplysninger får vi kun tilfældigt fat i på redaktionen, men det er vigtig viden i forhold til at finde ud af, hvilke områder der er brug for at dykke mere ned i eller opfordre flere til at skrive om.

Så jo, det nytter noget at skrive, og skulle en artikel ikke blive læst den uge, den bliver bragt, er der mulighed for at finde den senere. En mulighed mange benytter sig af, når de skifter arbejde eller skal skrive opgave.

Tværfagligt fagblad?

Else Jonsson spørger i en faglig kommentar i Sygeplejersken nr. 28, om et fagblad kan blive for fagligt. Det må læserne svare på. Andre fagblade er temmelig monofaglige, men i sidste nummer af Ugeskrift for Læger stillede en læge forslag om at indføre praktiserende sygeplejersker i Danmark. Forslaget ledsages af eksempler på, hvilke arbejdsopgaver en praktiserende sygeplejerske skal tage sig af.

Læger, hjemmehjælpere, fysioterapeuter m.fl. skriver med mellemrum i Sygeplejersken, så vi tænker da på hinanden i sundhedssektoren, og bladet er ikke hermetisk lukket for andre faggrupper.

Sygeplejerskens mail satte noget i gang, der blev en faglig kommentar ud af det, og sådan kan inspirationen komme ad kringlede veje. Tak for det. Når nu de andre ikke kunne hjælpe.