Ingen dansk plan for forebyggelse

Sygeplejerske Ingrid Willaing ser følgende ønskescenario for sig: En patient kommer ind på sygehuset med en sygdom, der sandsynligvis er opstået pga. en usund livsstil. Sygdommen vil stagnere eller blive forværret, hvis denne patient ikke ændrer adfærd. Patienten mødes af et personale, som har sin kliniske viden om livsstilssygdomme i orden, og som ved, at løftede pegefingre ikke nytter noget.

Personalet er til gengæld blevet trænet i motivationsteknikker og har tilmed mulighed for at henvise patienten til f.eks. et kosthold eller en rygeafvænning. Alle på sygehuset ­ fra øverste sygehusledelse til de ansatte ''på gulvet'' ­ fokuserer på, at der skal bruges kræfter på at forebygge sygdomme, ikke blot behandle og lindre.

Ingrid Willaing er forebyggelseskoordinator på Frederikssund Sygehus. Det scenario, hun forestiller sig, bliver ikke til virkelighed med et fingerknips.

''Nej, desværre. For det er jo sådan, at der ikke findes særlig mange steder i Danmark, hvor man har etableret forebyggelse på sygehusene. Ingen er konkret ansvarlig overordnet for området, det er bare noget, der svæver,'' siger hun.

Det er et stort problem, mener Ingrid Willaing. Hun siger, at mange af de patienter, der bliver indlagt på sygehusene, formentlig kunne blive hjulpet mere fornuftigt, hvis de ansatte var bedre rustet til at forebygge.

''Der er f.eks. utroligt mange, som kommer ind med tobaksrelaterede sygdomme, og som stadig ryger. For disse patienter ville det være en stor fordel, at vi på sygehusene systematisk sørgede for at oplyse dem om, hvilken indflydelse rygningen har på det, de fejler, og at vi havde nogle regulære tilbud, som vi kunne henvise dem til,'' siger hun.

Ingen ansvarlige

Før hun blev forebyggelseskoordinator på Frederikssund Sygehus, har Ingrid Willaing arbejdet på Bispebjerg Hospital. Hun var med til at gennemføre forskellige forebyggelsesprojekter, da hospitalet blev udpeget som modelsygehus for forebyggelse. Hun er endvidere Master of Public Health-studerende, og til sommer forsvarer hun sin afhandling. I januar blev hun opfordret til at holde et oplæg på den svensk-danske konference ''Sund, Sundere, Øresund,'' organiseret af Medicon Valley Academy, MVA (se boks side 17).

På konferencen fortalte hun om strukturen for forebyggelse på sygehuse ­ eller rettere manglen på struktur ­ i Frederiksborg Amt, hvor hun selv arbejder.

''Det kendetegner de danske sygehuse, at de har en meget løs eller en helt manglende struktur, når det gælder forebyggende indsatser. Så vidt jeg ved, er der ingen amter i landet, der har taget alvorligt stilling til forebyggelse,'' siger Ingrid Willaing og fortsætter:

''Amterne uddeler godt nok nogle puljepenge til forskellige forebyggende projekter, men der er ingen amter, som har en struktur, der sikrer, at forebyggelsestiltag overhovedet finder sted, eller at forskellige projektresultater bliver implementeret i sygehusenes

Side 17 

daglige drift. Amterne har ikke udpeget nogen overordnet ansvarlig for forebyggelse på sygehusene. Den er helt afhængig af, om der sidder en ledelse på sygehuset eller sundhedsområdet, som synes, at forebyggelse er vigtig.''

Svensk model

På Øresundskonferencen lærte den danske forebyggelseskoordinator, at Sverige for nylig har opdelt sygehusområdet, så der nu findes en køber- og en sælgerfunktion. Amtet har som sygehusejer ansat en indkøber, en ''beställare,'' som står for at købe sygehusydelser til borgerne i et bestemt område. I Helsingborgområdet er det f.eks. en socionom, der er ansat som beställare, og hun definerer de krav, som sygehusydelserne skal opfylde, for at amtet vil købe dem til sine borgere. I kravene kan lægges vægt på, hvilke forebyggende elementer, en sygehusydelse skal indeholde.

''Man har ikke så mange erfaringer med beställar-funktionen i Sverige endnu, men jeg tror, at modellen kan være med til at rette fokus hen på, hvor vigtig forebyggelse er,'' siger Ingrid Willaing. Hun er overbevist om, at sygeplejersker kan komme til at spille en vigtig rolle i forebyggelsesarbejdet.

''I arbejdet med at forebygge livsstilssygdomme vil sundhedspersonale ­ og ikke mindst sygeplejersker ­ være en naturlig arbejdskraft, som kunne tage fat i patienterne, når nu de alligevel er kommet i kontakt med sundhedsvæsenet. Jeg siger ikke, at sygeplejersker skal have monopol på forebyggelse, men de har en bred viden og en klinisk baggrund, og så er de vant til at kommunikere og se patienten i et hverdagsperspektiv,'' siger hun og peger på, at mange sygeplejersker allerede i dag står for f.eks. rygeafvænning og vejledning i kost og motion i samarbejde med andre faggrupper, som diætister og fysioterapeuter.

Manglende kompetence

''Men hvis sygeplejersker skal gøre sig gældende på forebyggelsesområdet, kræver det nogle kompetencer, som ikke er til stede hos personalet alle vegne. Det kræver, at de ved, hvilken indflydelse forskellig usund levevis har på helbredet, og det er jeg ikke sikker på, at alle sygeplejersker ved lige meget om. F.eks. er der en stigende mængde dokumentation for, at i forbindelse med bedøvelse og operation indebærer det en risikofaktor at ryge og drikke alkohol. Dels for lungeproblemer under operationen og dels for sårkomplikationer efter operationen. Og det gør man de fleste steder ikke ret meget ud af at fortælle patienterne,'' siger Ingrid Willaing og nævner som undtagelse, at personalet på eksempelvis lunge- og hjertemedicinske afdelinger er gode til at informere patienterne om disse farer.

''Forebyggende viden indgår godt nok i stigende grad i grunduddannelsen til sygeplejerske, men der er jo masser af sygeplejersker, som har fået deres grunduddannelse, dengang den ikke indgik, og efteruddannelsen af f.eks. rygestopinstruktører gælder langt fra alle sygeplejersker,'' siger Ingrid Willaing og tilføjer, at en efteruddannelse også bør omfatte de nyeste kommunikations- og motivationsteknikker.

Henvisning til konkret hjælp

Men det er ikke nok, at sundhedspersonale opnår kvalifikationerne til at give patienterne en kvalificeret vejledning. Ifølge Ingrid Willaing er det også afgørende, at der bliver etableret nogle tilbud til patienter, som gerne vil ændre livsstil, men ikke kan gøre det på egen hånd. ''Man kunne tænke sig, at sygehusene oprettede forebyggelsesklinikker med tilknyttet faglig ekspertise, bl.a. sygeplejersker, som følger med i nye forskningsresultater, der løbende integreres i den vejledning og behandling, patienterne får. Og personalet skulle så kunne henvise patienter til eksempelvis motionshold, kosthold eller rygeafvænning,'' siger Ingrid Willaing.

Hun mener, den forebyggende indsats ville være mere effektiv, hvis personalet, ved at kunne henvise patienterne til noget konkret hjælp, får mulighed for at gøre noget i stedet for bare at fortælle og informere om, at en bestemt levevis er farlig, og at man kan holde op på den og den måde.

Hun er sikker på, at forebyggelse med tiden vil få en større plads i det danske sundhedsvæsen. ''Selv om man ikke kan ændre strukturen i store organisationer med et trylleslag, så tror jeg, at forebyggelse vil komme til at indgå i højere grad, end den tidligere har gjort. Men det forudsætter, at sundhedsledelserne stiller krav om forebyggelse. Og det er lige fra den øverste politiske top ned gennem amtsledelsen og ud lokalt i sygehusledelserne.''

Hun drager en parallel til et andet begreb i sundhedsvæsenet, nemlig kvalitet:

''Igennem 10 år har mange ildsjæle kæmpet for kvalitet i sundhedsvæsenet. I mange år har der siddet kvalitetschefer rundt om i amterne. Men det er først nu, hvor Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet stiller krav og laver evalueringscentre og nationale råd for kvalitet, at kvaliteten endelig er begyndt at fylde noget i sundhedsvæsenet. På samme måde tror jeg også, at der skal sidde nogle mennesker, som har ansvar for at integrere forebyggelsen, hvis den skal slå igennem. Og der skal selvfølgelig være nogle penge til det.''