Sygeplejersker og assistenter

De første social- og sundhedsassistenter afsluttede deres uddannelse medio 1993. På de somatiske sygehuse blev de ikke netop modtaget med begejstring, idet såvel sygeplejersker som sygehjælpere anså dem for at udgøre en konkurrerende faggruppe.

Kun få af disse social- og sundhedsassistenter fik ansættelse på de somatiske sygehuse, hvorfor afdelingernes kendskab til den nye faggruppe i begyndelsen var ringe. De senere år er gruppen af social- og sundhedsassistenter dog vokset støt på mange af landets sygehuse.

På Randers Centralsygehus, medicinsk afdeling, blev der i sommeren 1998 på social- og sundhedsassistenternes opfordring afholdt et debatmøde om implementering og indplacering af social- og sundhedsassistenter på de medicinske afsnit. Baggrunden for debatmødet var, at faggruppen oplevede, at der fortsat eksisterede en stor usikkerhed omkring deres indplacering og berettigelse på sygehuset.

På mødet deltog oversygeplejersken, afdelingssygeplejersker samt social- og sundhedsassistenter ansat i medicinsk afdeling. En lang række problemstillinger blev behandlet. Et fællestræk ved disse var, at mange social- og sundhedsassistenter oplevede, at de ikke kunne/måtte bruge de kvalifikationer, som de havde opnået under deres uddannelse. Sygehjælpere, der havde gennemført uddannelsen til social- og sundhedsassistent, oplevede, at der ingen ændringer skete i deres arbejdsopgaver.

Kun få afdelinger havde efter ansættelser af social- og sundhedsassistenter foretaget en revurdering af den hidtidige arbejdstilrettelæggelse og opgavefordeling. På de fleste afdelinger var der ikke foretaget ændringer. Under mødet kom det endvidere frem, at mange sygeplejersker var usikre på social- og sundhedsassistenternes uddannelsesmæssige baggrund og kompetence. Usikkerheden kunne henføres til grundlæggende forhold som fastlæggelse af kompetenceområder samt opgavefordeling mellem social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og sygehjælpere.

Sygeplejerskerne tilkendegav bl.a., at de var bekymrede for at blive draget til ansvar for arbejdsopgaver udført af social- og sundhedsassistenter. De var følgelig modvillige til at give arbejdsopgaver fra sig.

En arbejdsgruppe blev nedsat til at arbejde videre med problemstillingerne. Gruppen bestod af otte deltagere: Fem social- og sundhedsassistenter, to afdelingssygeplejersker samt den uddannelsesansvarlige sygeplejerske for de medicinske afsnit. Gruppen blev endvidere sammensat således, at alle de syv medicinske afsnit, som havde ansat social- og sundhedsassistenter, var repræsenteret i gruppen.

Omfattende arbejdsproces

For arbejdsgruppen blev det en omfattende arbejdsproces, inden det færdige resultat forelå. Resultatet blev et struktureret oplæringsprogram for social- og sundhedsassistenter med ansættelse i Medicinsk afdeling.

Afdelingssygeplejerskerne var vigtige sparringspartnere igennem hele arbejdsprocessen, idet arbejdsgruppen betragtede dem som meget centrale personer i forhold til en implementering af oplæringsprogrammet i de enkelte afsnit.

Oplæringsprogrammet blev desuden udsendt til de enkelte medicinske afsnit til høring og kommentarer, det blev præsenteret og drøftet på personalemøder og med den gruppe af social- og sundhedsassistenter, som havde indkaldt til debatmødet året tidligere. Kommentarer, ønsker og ændringsforslag blev herefter samlet og indgik i gruppens revision af materialet.

I foråret 1999 forelå oplæringsprogrammet i en endelig udformning og var klar til brug. Formålet med programmet er:

• at medvirke til at tydeliggøre muligheder og dermed også begrænsninger for anvendelse af social- og sundhedsassistenternes kvalifikationer

 Side 27

• at sikre en større ensartethed i social- og sundhedsassistenternes arbejdsopgaver på de enkelte afsnit
• at modvirke usikkerheden blandt de øvrige personalegrupper omkring social- og sundhedsassistentens arbejds- og kompetenceområde.

Ud over at programmet skal styrke og udvikle social- og sundhedsassistenternes kvalifikationer til gavn for såvel dem selv som deres samarbejdspartnere, er formålet ikke mindst, at programmet skal sikre et kvalitetsløft i patientarbejdet.

Det fremgår således af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, at en social- og sundhedsassistent kan anvendes fleksibelt og bredt med selvstændighed i opgavevaretagelsen.

Med hensyn til en selvstændig varetagelse af arbejdsopgaver er det imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at en styrkelse af social- og sundhedsassistenternes kvalifikationer er nødvendig. Ikke mindst som følge af udviklingen på sygehusene i retning af flere dag- og ambulante patienter samt af, at indlagte patienter færdigbehandles og udskrives tidligere end hidtil. Denne udvikling medfører, at arbejdsopgaverne hos mange af de indlagte patienter er af betydelig mere kompleks karakter end tidligere. Derfor mener vi, at grunduddannelsen nødvendigvis må suppleres med yderligere introduktion og oplæring i forhold til de aktuelle arbejdsopgaver, som findes på det pågældende arbejdssted.

Opgaver og oplæring

En social- og sundhedsassistent er i kraft af sin grunduddannelse, som er på halvandet år, kvalificeret til selvstændigt at varetage grundlæggende sygeplejeopgaver. Ifølge lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser er det ledelsens opgave at klargøre, hvad der på et givet arbejdssted er grundlæggende sygeplejeopgaver.

I arbejdsgruppen henholder vi os her til en vejledning, der er udstedt af Chefsygeplejerskerådet i Århus Amt i 1995. I oplæringsprogrammet henviser vi til denne vejledning, men beskriver ikke disse grundlæggende opgaver yderligere. I oplæringsprogrammet er der tale om de arbejdsopgaver, som social- og sundhedsassistenter i kraft af deres grunduddannelse ikke er kvalificerede til selvstændigt at varetage, men som de behøver yderligere introduktion/oplæring i for at opnå kompetence. Vi har valgt at kalde disse arbejdsopgaver for specielle sygeplejeopgaver.

De specielle sygeplejeopgaver er mest administrative og praktisk/instrumentelle opgaver. Eksempelvis kan nævnes modtagelse af indkaldte og subakutte patienter, udskrivelse af patienter, skyl af venflon og administration af inhalationsmedicin.

I arbejdsgruppen havde vi mange drøftelser/overvejelser om, hvilke opgaver der skulle indgå i oplæringsprogrammet. Skulle gruppelederfunktionen i en eller anden udstrækning, stuegang samt forskellige vejlednings og undervisningsopgaver være en del af oplæringsprogrammet?

Vi blev enige om, at tiden ikke var moden, da det i første omgang handlede om indplacering, accept og forståelse for social- og sundhedsassistenterne som faggruppe. De specielle sygeplejeopgaver, der er medtaget i oplæringsprogrammet, er derfor ikke tænkt som stationære opgaver, men opgaver, der kan være med til at bane vej for den videre udvikling.

Selvstændighed og ansvar

Oplæringsprogrammet udleveres til alle nyansatte i forbindelse med introduktionen til medicinsk afdeling. Programmet består af to dele. Første del er en beskrivelse af, hvordan social- og sundhedsassistentens oplæring i specielle sygeplejeopgaver skal finde sted. Heraf fremgår, at det er sygeplejersker, der forestår den oplæring, som skal foregå igennem hele det første år af ansættelsen.

Social- og sundhedsassistenten er ansvarlig for at være bevidst om og opsøgende over for oplæringsmuligheder, men det er afdelingssygeplejersken, der har det overordnede ansvar for, at oplæringen finder sted inden for det givne tidsrum. Efter henholdsvis tre og seks måneder gennemgår afdelingssygeplejersken oplæringsprogrammet med den ansatte, og der indgås aftale om den videre oplæring. Selve oplæringen foregår i tre etaper:

Først får social- og sundhedsassistenten vist og forklaret opgaven. Dernæst udfører social- og sundhedsassistenten opgaven under vejledning, og til sidst udfører hun/han opgaven selvstændigt under kontrol af sygeplejerske.

Oplæringen har først fundet sted, når social- og sundhedsassistenten har demonstreret, at vedkommende har de nødvendige teoretiske og praktiske forudsætninger for at udføre opgaven selvstændigt.

Ved selvstændighed forstås, at social- og sundhedsassistenten selv har ansvaret for den konkrete opgavevaretagelse, men også for om nødvendigt at indhente yderligere vejledning og oplæring.

Specielle sygeplejeopgaver

Oplæringen finder sted ifølge de udarbejdede sygeplejestandarder, der findes på samtlige medicinske afsnit. Der er således angivet rammer for oplæringen og den ønskede kvalitet. Det kræver vel at mærke, at såvel sygeplejersken som social- og sundhedsassistenten er i stand til at tilpasse standarden til den aktuelle situation hos den enkelte patient. Social- og sundhedsassistentens kompetence beskrives som refleksiv. Dvs., at den pågældende selv skal overveje og vurdere sine kvalifikationer i forhold til den konkrete opgave og patientens situation som helhed.

I det øjeblik, oplæringen har fundet sted, og kvalifikationerne er efterprøvet, har social- og sundhedsassistenten selv ansvaret, hvis vedkommende påtager sig opgaven.

Anden del af oplæringsprogrammet består af et oplæringsskema, hvoraf det fremgår,

Side 28 

Billede

Side 29 

hvilke opgaver den enkelte social- og sundhedsassistent skal oplæres til at varetage selvstændigt. Skemaet tjener samtidig som dokumentation for, at oplæringen har fundet sted, og underskrives af de sygeplejersker, som forestår oplæringen.

I oplæringsprogrammet er beskrevet to typer af specielle sygeplejeopgaver. Dels er der tale om de specielle sygeplejeopgaver, der på forhånd er udvalgt af arbejdsgruppen, og som alle social- og sundhedsassistenter kan/skal oplæres til at kunne varetage selvstændigt. Det er opgaver, der er hyppigt forekommende på alle afsnit, så det er muligt at opnå rutine i udførelsen af disse.

Dels er der tale om de specielle sygeplejeopgaver, der er specifikke for det enkelte afsnit og evt. også for den enkelte social- og sundhedsassistent.

Derved er der i oplæringsprogrammet taget højde for, at social- og sundhedsassistenten har en specifik kompetence. Det specifikke hentyder til, at social- og sundhedsassistenten kan få tillagt kompetence til at udføre en specifik opgave, og at en social- og sundhedsassistent kan have viden og erfaring, som giver vedkommende kompetence til opgaver, som en anden social- og sundhedsassistent ikke må udføre (1).

Det er afdelingssygeplejersken, der vurderer, hvilke specifikke opgaver der kan være tale om i det pågældende afsnit. Hvis der på oplæringsprogrammet tilføjes specifikke opgaver, skal oplæring i disse finde sted på samme vis som beskrevet ved de udvalgte specielle sygeplejeopgaver. Altså skal der også udarbejdes en standard for disse opgaver.

Kvalifikationer bliver anvendt

Arbejdsgruppen har i januar 2000 afholdt evalueringsmøde med henblik på en revidering af oplæringsprogrammet samt planlægning af det videre forløb og eventuelle nye tiltag.

Forud for dette møde var der udsendt spørgeskemaer til samtlige 26 ansatte social- og sundhedsassistenter i medicinsk afdeling. Spørgsmålene skulle give arbejdsgruppen en rettesnor for:

• om formålet med oplæringsprogrammet var/blev indfriet
• om oplæringen foregik som beskrevet
• om der var forslag til ændringer af oplæringsprogrammet.

Alle social- og sundhedsassistenter i medicinsk afdeling besvarede disse spørgeskemaer. Ud fra skemaerne kunne vi konkludere, at oplæringsprogrammet i store træk havde haft den ønskede effekt, og at formålet var godt på vej til at blive indfriet.

Social- og sundhedsassistenterne gav udtryk for, at deres kvalifikationer nu blev anvendt, og at programmet desuden åbnede op for gode muligheder i forbindelse med yderligere opkvalificering. Kun to gav udtryk for, at der ingen ændring var sket.

Der var en del forslag til nye opgaver, som kunne tænkes tilføjet i programmet. Mange ønskede endvidere, at der blev sat mere fokus på de specifikke opgaver både i det enkelte afsnit, men også i forhold til den enkelte social- og sundhedsassistent.

Oplæringen foregik med enkelte undtagelser som beskrevet, og der var udtalt tilfredshed med oplæringen i forhold til de udarbejdede standarder. Sygeplejerskerne indgik aktivt i oplæringen, og social- og sundhedsassistenterne oplevede ikke den samme usikkerhed om deres arbejds- og kompetenceområde som tidligere.

Ud fra disse evalueringsresultater foretog arbejdsgruppen kun få ændringer i oplæringsprogrammet, og der blev ikke tilføjet flere, andre eller nye specielle sygeplejeopgaver til programmet. Det skyldes først og fremmest, at der i øjeblikket arbejdes på, at materialet skal justeres og gøres brugbart for hele Randers Centralsygehus. I samme forbindelse er det desuden tanken, at oplæringsprogrammet skal indgå i lønforhandlingerne hos social- og sundhedsassistenterne.

Revurdering af faggrænser

Set i lyset af de ubesatte sygeplejerskestillinger og udsigten til en endnu større mangel på sygeplejersker i fremtiden må faggrænser forventes at undergå en revurdering. Der er ikke en skarp grænse mellem sygeplejerskers og social- og sundhedsassistenters arbejdsopgaver, og ofte er der tale om et tæt samarbejde imellem disse to faggrupper. Et samarbejde, der fordrer gensidig respekt og tillid for at løse opgaverne bedst muligt for den enkelte patient. Behovet for kvalitet og kontinuitet i patientplejen skal tilgodeses, og det er væsentligt, at sammensætningen af plejepersonale vurderes i lyset af mængden og karakteren af arbejdsopgaver på det enkelte afsnit. 

Birthe Husted er afdelingssygeplejerske, Randers Centralsygehus.

Ruth Skriver er uddannelsesansvarlig sygeplejerske, Randers Centralsygehus. 

Litteratur

1. Lov om grundlæggende Social- og sundhedsuddannelser med kommentarer m.v. Redaktion: Erik Ustrup; Frederikshavn: Dafolo; 1996.