Synspunkt: Slut med at lave mad selv

Madlavning med den enkelte unge har gennem en årrække været en daglig opgave og en naturlig del af det miljøterapeutiske tilbud på vores ungdomspsykiatriske afdeling. Nu er dette miljøterapeutiske arbejde blevet ramt pga. en bekendtgørelse om levnedsmiddelhygiejne.

Gennem flere år har vi målrettet arbejdet med miljøterapi til indlagte patienter med det formål at bevare og om muligt udbygge indlærte færdigheder. Det kan være i sociale sammenhænge og i færdigheder, den unge har brug for i dagligdagen for at kunne klare sig selv. Det er først og fremmest unge mellem 15 og 18 år, der stadig bor hos deres forældre, vi møder i afdelingen. Unge, der på forskellige niveauer er i gang med at forberede sig på at etablere en tilværelse uden for hjemmet. Det er samtidig unge, der på hvert deres område har nogle besværligheder, der berettiger indlæggelse på en ungdomspsykiatrisk afdeling. Nogle har begyndende svære sindslidelser eller personlighedsforstyrrelser, andre er indlagt til observation for en mulig psykiatrisk lidelse.

Den 20. juli 1998 trådte bekendtgørelse nr. 529 om egenkontrol i fødevarevirksomheder i kraft. Det er en udløber af tidligere bekendtgørelse nr. 1.000 af 27. november 1996 om levnedsmiddelhygiejne, hvori bl.a. de lovmæssige krav til fysisk indretning og udstyr af central- og afdelingskøkkener er beskrevet. Der stilles helt konkrete krav til den uddannelsesmæssige baggrund hos personale, som beskæftiger sig med tilvirkning og servering af mad. Egenkontrol kan beskrives som en række systematiske handlinger, som virksomhederne udfører for at sikre, at fødevarelovgivningen overholdes. Egenkontrol er en del af virksomhedernes kvalitetskontrol.

Denne meddelelse fik vi i foråret 1999 og måtte konstatere, at det arbejde, vi hidtil havde udført, måtte ændres i væsentlig grad. I et brev fra hygiejnisk forvaltning fik vi at vide, at den fysiske indretning af afdelingens køkken ikke svarede til de lovmæssige krav, hvis vi fortsat skulle lave mad. Vi mangler blandt meget andet tre håndvaske og et stålbord til håndtering af jordforurenede grønsager. Der må heller ikke være direkte sollys i køkkenet, og gardinerne måtte ikke hænge der af hygiejniske grunde. Disse mangler bevirkede, at vi i løbet af ganske kort tid ikke måtte tilberede nogen form for levnedsmidler eller mad i afdelingens køkken. Vi må godt lægge jordbær på en færdigkøbt marengsbund og hælde fløde over. Vi må bare ikke piske fløden, da vi så i lovens forstand har tilvirket levnedsmidler. Det nuværende køkken har de faciliteter, et ordinært køkken i ethvert hjem indeholder, og i alle de år, hvor personalet og de unge har lavet mad i disse rammer, har vi ikke haft et eneste tilfælde af sygdom eller skade, der har kunnet referere til madlavningen. Der har altid været udvist stor ansvarlighed i personalegruppen, der har overholdt almene hygiejniske principper.

Det værste har været tilsidesættelsen af vores hidtidige arbejde og ikke mindst det miljøterapeutiske og plejemæssige tab for de unge. Vi er også blevet pålagt betydelige administrative opgaver. Gennem otte måneder har vi skullet udføre egenkontrol i vores afdeling og gjort vore erfaringer.

At lave mad kan synes som noget af det mest naturlige og rutinemæssige. Men i arbejdet med de ungdomspsykiatriske patienter er der gemt en betydelig mængde procesorienterede opgaver. Hvad er sund mad? Hvordan køber jeg ind? Hvad koster tingene? Hvad skal jeg bruge til disse retter? Hvordan planlægger jeg et måltid? Kan jeg købe ind til flere dage? Hvordan bliver det hele færdigt på samme tid? Dække bord? Vaske op? Hvorfor kan vi ikke bare få spaghetti og pølser hver dag?

Alle disse spørgsmål skal besvares i forbindelse med det at tilberede et måltid. Det er alle områder, der er gået tabt for den unge. Det er ganske svært at forholde sig til, hvis ikke den unge står med det i hånden, og det viser sig, at interessen og fællesskabet i arbejdsprocesserne er gået tabt. Også pædagogiske processer har vi mistet i forholdet til de unge. Vi har f.eks. måttet sige farvel til et område som, hvordan man opfører sig i et køkken. Her tænkes også på hygiejnen, og vi har mistet alle de gode relationer mellem personale og patienter, der tidligere blev skabt i forbindelse med madlavningen. Vi har mistet nogle væsentlige pædagogiske opgaver og et socialt samspil, og dagligdagen i afdelingen har ændret karakter fra det nære daglige liv til et mere passivt institutionsliv. En dagligdag, hvor væsentlige daglige handlinger i højere grad bliver serveret, frem for at den unge deltager aktivt.

Der er nu en betydelig højere grad af passiv adfærd, hvor bl.a. fjernsynet med diverse ligegyldige amerikanske talkshows fylder mere i det daglige.

Hvorfor bruger vi så ikke bare den tid, vi får til overs, sammen med de unge? Det ville vi gerne, men et væsentligt aspekt ved egenkontrol er, at uddannet personale skal være garant for, at den serverede mad svarer til de hygiejniske regler for levnedsmidler. Det kræver faktisk, at et uddannet personalemedlem i mindst en time er beskæftiget ved hvert måltid. Det forholder sig sådan, at den indlagte patient ikke må have kontakt med maden, før han eller hun tager den i munden. Alle portioner skal serveres af uddannet personale, der skal være iklædt korrekt beklædning og have udført en håndvask, der minder om en steril håndvask. Temperaturen i køleskab og af opvaskemaskinens skyllevand inden opstart samt kernetemperaturen i den varme mad skal dagligt kontrolleres og skrives ned. Er temperaturen ikke som foreskrevet, skal der udfærdiges en afvigerrapport, der skal danne grundlag for at løse problemet. Egenkontrollen har ikke givet mere tid til patientkontakt. Tværtimod har vi mistet mindst tre timer om dagen til praktiske opgaver og administration. Opgaver, der tidligere blev udført af rengøringspersonalet eller af miljøpersonalet sammen med de unge og uden det administrative arbejde. Resultatet er, at det potentiale, der lå i at arbejde miljøterapeutisk for at styrke den enkelte til bedre at klare og imødekomme så væsentligt et område som at kunne forsørge sig selv, er gået tabt. Det er ikke længere muligt at bygge på den unges ressourcer til at møde den verden, han eller hun skal ud i. Vi har kunnet konstatere en betydelig højere grad af passivitet hos de unge.

Tidligere arbejdede vi dynamisk med en helhedsorienteret tilgang. Nu består den væsentligste opgave i at aktivere den unge, uden at vi kan arbejde med et område, der på længere sigt skal styrke den unge til at klare en tilværelse alene.

Begrænsningerne er også gået ud over arbejdsmiljøet. Medarbejdere, der gennem mange år har arbejdet ansvarsfuldt og udviklende, kan ikke længere bruges til at lave mad. Tidligere blev der arbejdet engageret og deltagende omkring kost, madlavning m.m. Nu møder medarbejderne opgaven, der nu hedder ''spisesituationen,'' mekanisk og rutinemæssigt. En kvindelig medarbejder på 52 år med mange års erfaring i at arbejde med unge skal pludselig på det såkaldte ''pølsekursus'' (certifikatuddannelsen for levnedsmiddelhygiejne) for at måtte komme i berøring med maden. Madhygiejne er nemlig ikke en del af hendes grunduddannelse. Det har ikke været befordrende for arbejdsglæden. Kun sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter må have berøring med levnedsmidler i kraft af deres uddannelse. Der har været en fornemmelse af kontrol, og troen på, at den enkelte medarbejder arbejder ansvarsbevidst og forsvarligt, har lidt et knæk. Endelig har det været belastende, at personalet dagligt har måttet konfrontere den enkelte patient med, at vedkommende ikke er i stand til at behandle madvarer tilfredsstillende og derfor skal have serveret al sin mad.

Når ét system lovmæssigt pålægger andre systemer, i dette tilfælde en dynamisk og fremadrettet ungdomspsykiatrisk afdeling, kan der gå så gruelig meget tabt. Det vi er gode til, nemlig miljøterapien, kan vi ikke længere få lov til at udføre i det omfang, vi ønsker. Værst er dog, at den unge, der ved indlæggelsen måske var en selvstændig og ressourcemæssigt velfunderet person, let falder ind i en rolle som passiv modtager af daglige fornødenheder og måske udskrives som en passiv, forventningsfuld ung frem for som en, der har mod på at møde verden uden for hospitalets og forældrenes trygge rammer. Den unge bliver taberen, når systemerne kolliderer.

Vi har ladet os fortælle, at vi her i Nordjyllands Amt er de første, der skal indføre dette egenkontrolprogram, og at det siden skal være landsdækkende. Når først man har grinet ad det ­ fundet ud af, at det er seriøst ment ­ og derefter grædt, er det vigtigt for os at videregive, at de love og bekendtgørelser, vi nu skal forholde os til på ungdomspsykiatrisk afdeling, godt kan bruges til noget positivt. Det er frem for alt vigtigt at have de fysiske rammer i orden, da disse i sig selv kan medvirke til, at man stadig kan tilberede mad sammen med de unge og bibeholde dette vigtige miljøterapeutiske tilbud.

Erik Bertelsen arbejder på Ungdomspsykiatrisk afsnit A 12, Aalborg Psykiatriske Sygehus.

Billedtekster
Den indlagte patient må ikke have kontakt med maden, før han eller hun tager den i munden. Alle portioner skal serveres af uddannet personale, der skal være iklædt korrekt beklædning og have udført en håndvask, der minder om en steril håndvask.

En kvindelig medarbejder på 52 år med mange års erfaring i at arbejde med unge skal pludselig på det såkaldte ''pølsekursus'' for at måtte komme i berøring med maden. Det har ikke været befordrende for arbejdsglæden.