Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vikar på plastikkirurgisk privatklinik

Den første patient var en yngre kvinde, som skulle have foretaget en fedtsugning af lår og baller. Jeg var lige ved at gå i gulvet.

Sygeplejersken 2000 nr. 30, s. 30-31

Af:

Connie Broe, sygeplejerske

Et dagbogsblad fra november 1999

Beretningen er et af bidragene til en konkurrence, Sygeplejersken udskrev ved årtusindskiftet for at fastholde sygeplejerskers hverdag for eftertiden.

Se flere bidrag og læs mere om konkurrencen i boksen nedenfor.

De ringede fra vikarbureauet i går aftes og spurgte, om jeg kunne tage en dagvagt på et lille privathospital. Havde aldrig hørt om det, men sagde selvfølgelig ja med det samme. For det første lød det spændende, noget andet er, at hvis jeg skal leve af vikarjob, må jeg slå til, når der er arbejde.

At tænke sig at jeg på en måde er arbejdsløs efter næsten 20 år med fast arbejde i den offentlige sundhedstjeneste. O.k., jeg har selv sagt op, men helt ærligt er jeg faktisk lidt skræmt ved tanken om, at der ikke bare automatisk sættes penge ind på lønkontoen hver måned. Og dog. Der mangler jo personale mange steder. Jeg har været fem forskellige steder indtil nu, og det er chokerende at opdage, hvor mange afdelinger der har måttet lukke eller reducere patientantallet pga. sygeplejerskemangel. Jo, arbejde er der nok af, men hvorfor holder vi op i vore faste job og bliver vikarer? Er det lønnen eller måske manglen på personalepleje? Jeg ved det ikke engang selv.

Nå, tilbage til dagen i dag. Jeg mødte på hospitalet kl. otte i morges og blev venligt modtaget af fire sygeplejersker, hvoraf den ene, som også var vikar, skulle passe den lille sengeafdeling med plads til syv patienter. De tre andre var faste timelønsansatte, som alle havde været der i op til 10 år. Har aldrig tænkt på, at man kan være ansat sådan, men fidusen er selvfølgelig, at man kan tage ferie eller fri, når man ønsker det. Jeg blev vist rundt på klinikken, en plastikkirurgisk klinik. Foruden sengeafdelingen var der kontorer, undersøgelsesstuer, to operationsstuer og et køkken, hvor alt foregik, dvs. pauser, vask og sterilisering af instrumenter samt håndvask før operationerne. Det er mange år siden, jeg var operationssygeplejerske, så jeg regnede bare med at skulle gå til hånde på gulvet, men ifølge personalet ville jeg være til størst gavn ved at være vasket sterilt, så det blev jeg.

Barsk affære

Den ene sygeplejerske hentede den første patient, mens den anden satte mig i gang med håndvask og opdækning. Det viste sig at være en yngre kvinde, der skulle have foretaget en stor fedtsugning af lår og baller. Puha, jeg var lige ved at gå i gulvet, da lægen startede med at sprøjte saltvand blandet med lidokain ret så brutalt ind i fedtvævet. Det er for at løsne fedtcellerne, så det er lettere at suge fedtet ud bagefter.

Side 31 

Fedt, blod og væske suges ud i en beholder, hvor fedtet så vil stige op, så man kan se, hvor meget der suges ud i alt. For fremtiden vil jeg spise mindre og dyrke mere motion. Det var godt nok en barsk affære, der så ud til at blive smertefyldt postoperativt, men ifølge narkosesygeplejersken gør det ikke ret ondt. Patienterne får kun paracetamol o.l. bagefter. Jeg kunne nu godt tænke mig at se, om det kan have sin rigtighed. Da operationen var slut, fik patienten et par stramme bodypants på, som skal sidde de næste 14 dage, bl.a. for at forebygge yderligere blødning.

Noget for pengene

Nu var det så frokost, og jeg skulle skynde mig at spise, da vi skulle i gang med den næste patient hurtigst muligt. Det var en kvinde i fyrrerne med mammaptose (hængebryster). Jeg nåede lige at se hende, inden hun kom op på briksen og blev bedøvet. Det var lidt lettere at dække op til denne operation og meget spændende at assistere til.

Jeg nåede kun at være med til det ene bryst, fordi klokken efterhånden var blevet fyraften for mig, men det blev fantastisk flot. Sådan en operation koster 24.000 kr. Det samme koster fedtsugningen. Det er mange penge, men det må jo være folks egen sag, hvad de vil bruge deres egne penge til.

Selv om den ene af sygeplejerskerne var lidt emsig med, at jeg skulle lave noget hele tiden, fordi jeg er så dyr, har det været en meget spændende dag. Jeg har ikke haft noget med patienterne at gøre, før de var i narkose, men dagen har givet mig et lille indblik i, hvad der foregår på en privat klinik.

Connie Broe er i dag ansat på Enggådens Plejehjem i Dragør. 

Dagbøger fra en dag i november 1999

I 1999 udskrev Sygeplejersken en konkurrence om de bedste dagbogsoptegnelser fra en dag i november 1999. 

Hvordan var sygeplejen egentlig i det forrige årtusinde? Hvad foretog sygeplejersker sig, og hvordan var deres hverdag?

Der kom 210 dagbøger, og de tre vindere blev kåret den 11. februar 2000:

Jette Duedahl, sundhedsplejersker i Viborg

Kirsten Holm Dieckmann, primærsygeplejerske i Midtdjurs Kommune

Berit Andersen, sygeplejestuderende,

De tre vinderdagbøger blev bragt i Sygeplejersken nr. 8/2000, og resten af året blev der bragt en række af de mange gode dagbogsblade.

Dagbøger

Barnets tarv - Sygeplejersken nr. 8/2000               

I mit nærvær voksede hun - Sygeplejersken nr. 8/2000                 

En dag med Alfred - Sygeplejersken nr. 8/2000    

En aftenvagt på den lukkede - Sygeplejersken nr. 10/2000           

Sygeplejerske om bord - Sygeplejersken nr. 11/2000 

Nye flygtninge på vej - Sygeplejersken nr, 12/2000

Grænsen går ved sokkerne - Sygeplejersken nr. 13/2000

En dag på gastroskopistuen - Sygeplejersken nr. 14/2000

Aftenvagten - Sygeplejersken nr. 16/2000

Næste gang bliver det bedre - Sygeplejersken nr. 19/2000 

En nat på børneafdelingen - Sygeplejersken nr. 21/2000 

En dag i Ittoqqortoormiit - Sygeplejersken nr. 22/2000   

Indlagt på sin arbejdsplads - Sygeplejersken nr. 24/2000

Kære kollega fra fremtiden - Sygeplejersken nr. 25/2000

En støjende dag på hjerteafdelingen - Sygeplejersken nr. 27/2000  

Vikar på plastikkirurgisk privatklinik - Sygeplejersken nr. 30/2000 

Fødselsvægt: 1.225 gram - Sygeplejersken nr. 31/2000

En dag i forsvarets sundhedstjeneste - Sygeplejersken nr. 32/2000

Patienter kan mærke uærlighed - Sygeplejersken nr. 33/2000

En dag i omklædningsrummet - Sygeplejersken nr. 35/2000

Cyklende rådgiver i al slags vejr - Sygeplejersken nr.. 37/2000

Familie i opløsning - Sygeplejersken nr. 46/2000

Om konkurrencen

Priser til tre dagbøger - Sygeplejersken nr. 8/2000

Fra en dommers dagbog - Sygeplejersken nr. 13/2000

Et kig ind i sygeplejerskens univers - Sygeplejersken nr. 18/2000