Forbudte følelser og uskrevne regler

For en sygeplejerske var forelskelsen i en patient præget af dårlig samvittighed og en følelse af at være uprofessionel. Hvis hun havde risikeret at skulle skifte job, ville hun have undertrykt sine følelser.
Som sygeplejerske kom Louise, 31 år, i kontakt med en patient, der var alvorligt kvæstet efter et trafikuheld. Han var indlagt på den afdeling, hun arbejdede på, hun forelskede sig i ham, og han gengældte tydeligvis hendes følelser. Louise forsøgte at slå forelskelsen hen. Han var jo patient, og ''sådan noget gjorde man ikke.'' Desuden handlede hendes følelser nok mere om medlidenhed end om kærlighed.

Efter en uges tid blev han flyttet til en sengeafdeling. Louise kunne ikke lade være med lige at lægge turen forbi hans enestue for at sige hej.

Men selv om hun var forelsket, kunne hun ikke være rigtig glad.

''Jeg havde dårlig samvittighed. Både over for mine kolleger, mig selv og over for ham. Jeg følte mig uprofessionel, og hele tiden tænkte jeg på, at det ikke kunne blive ved at fortsætte,'' fortæller hun i dag.

Men tiltrækningskraften var stærk, og hun kiggede forbi patienten hver dag. De blev også kærester, men i de måneder, de var sammen på sygehuset, havde Louise hele tiden i baghovedet, at hun opførte sig forkert.

''Det hedder sig jo, at man ikke bør involvere sig på den måde med patienterne, og jeg var flov over mig selv. Jeg bildte også de andre sygeplejersker ind, at jeg kendte ham i forvejen,'' siger Louise.

Påvirket dømmekraft
I løbet af den uge, hvor patienten var indlagt på hendes afdeling, var hun aldrig ude for en akut situation, hvor hun skulle reagere hurtigt og rationelt.

''Men risikoen for, at min dømmekraft kunne blive påvirket af mine følelser, var til stede, og hvis han var blevet meget dårlig, ville jeg have bedt om at blive flyttet til en anden stue,'' siger Louise.

Kæresteforholdet gik i stykker, inden patienten blev udskrevet.

''Det startede skævt. Han lå jo bare dér, og jeg tilbragte efterhånden hele min vågne tid på hospitalet. Enten var jeg på arbejde, eller også sad jeg hos ham. Han håbede på, at vi kunne fortsætte som kærester, når han kom ud igen, men det kunne jeg ikke. Vi sås nogle gange som venner, da han var blevet udskrevet, men jeg gav det vist aldrig den chance, det fortjente. Jeg tror, jeg undertrykte mine følelser for ham, fordi jeg var så farvet af tanken om, at det var forkert af mig,'' siger Louise og tilføjer:

''Hvis vi var fortsat som kærester, skulle jeg have været sygeplejerske for ham i lang tid, inden vi måske kunne have fået et ligeværdigt forhold.''

Adspurgt, om nedfældede regler om den slags relationer mellem personale og patienter ville have fået hende til at handle anderledes, siger hun:

''Hvis konsekvensen havde været, at jeg måtte skifte afdeling, så tror jeg, at jeg havde undertrykt mine følelser. Jeg ville ikke have indledt noget så usikkert på bekostning af et godt job. Men hvis konsekvensen havde været en reprimande fra min leder, ville jeg muligvis have holdt det endnu bedre skjult og have haft endnu dårligere samvittighed.''

Helle, hendes mand og deres tre børn er et levende bevis på, at et forhold mellem en sygeplejerske og en patient også kan udvikle sig lykkeligt.
Helle, 40 år, traf sin nuværende mand, da han i en ganske kort periode var indlagt på hendes afdeling. De talte kun med hinanden få gange på sygehuset, inden han blev udskrevet, men sympatien mellem dem var ikke til at tage fejl af, og de aftalte at ses ''udenfor.''

I modsætning til de andre parforhold, Sygeplejersken beskriver på disse sider, førte Helles møde med patienten til et ligeværdigt forhold, som nu har varet i 12 år. De to har også tre børn sammen. Parret er dog ikke meget for at fremstå som ''sygeplejersken og patienten.''

''Vi tænker ikke på os selv som patient og sygeplejerske. Vi er et ganske almindeligt par, og vi kunne lige så godt have mødt hinanden et hvilket som helst andet sted,'' siger Helle. Hun husker dog, at hun i starten var påvirket fagligt af situationen.''Da jeg så ham på sygehuset, tænkte jeg, at han da var en flot fyr. Sådan havde jeg ellers aldrig tænkt om en patient, og det fik mig til at føle mig uprofessionel. Jeg syntes nok også, det var lidt pinligt. Det var sådan noget, man ellers kun læste om i romanerne ­ og det gjorde man bare ikke,'' siger hun. Men de to var ikke i tvivl om, at det skulle være dem, så efter nogle måneder, kunne Helle med sindsro sige til sine kolleger, at de aldrig ville gætte, hvem hun var blevet kæreste med.

Der arbejdede imidlertid også en skarpsindig sygehjælper på afdelingen.

''Hun sagde med det samme, at hun da godt vidste, at det var den patient med det og det nummer. Hun havde hele tiden kunnet se, hvordan vi havde haft det med hinanden, selv om jeg syntes, at jeg havde skjult det godt,'' fortæller Helle.

Fra kollegerne lød der ingen bebrejdelser. De var bare glade på deres vegne, og mødte hende med forståelse.

Hendes mand var indlagt i så kort en periode, at deres følelser ikke nåede at få betydning i forhold til hendes arbejde, men en overgang, hvor de ikke kunne vide, om han ville få et tilbagefald, var de ret optaget af, hvordan de i givet fald skulle håndtere det.

''Hvis han var blevet indlagt igen på min afdeling, så ville vi have foregivet, at vi ikke kendte hinanden og håbet på, at vi ikke blev opdaget. Og hvis jeg var blevet sygeplejerske for ham, så er jeg sikker på, at vi kunne have tacklet det uden problemer, siger hun.''

Som ung sygeplejerske forelskede Bente sig i en patient, de flyttede sammen og fik et barn sammen. Det kostede hende arbejdet på afdelingen.

For knapt 25 år siden var Bente, 47 år, ansat i sit drømmejob på en afdeling med infektionspatienter, som var indlagt i månedsvis. Hun havde kæmpet hårdt for at få en stilling på afdelingen, som bl.a. udmærkede sig ved et godt sammenhold mellem de ansatte, som også så hinanden privat. Afdelingen var ligeledes kendetegnet ved, at personalet var meget nært knyttet til patienterne.

Sygeplejen, som i høj grad bestod af store sårrensninger, foregik over flere timer ved sengen, hvilket betød, at sygeplejerskerne kom i tæt kontakt med patienterne.

''De lå der som regel forfærdeligt længe, og for at ''resocialisere'' dem, tog vi dem en gang imellem med til personalefesterne. Hvis en patient døde, deltog vi også nogle gange i vedkommendes begravelse. Og det uanset om det var en gammel dame, en sut eller en ung mand,'' fortæller Bente om afdelingen. Hun tilså bl.a. to mænd, som lå på en to-sengsstue. Bente lagde særligt mærke til den ene af dem.

''Han var meget charmerende, og alt hvad der kunne gå galt behandlingsmæssigt, var gået galt for ham. Han lå i gips fra brystet og ned, og så var han lige blevet forladt af sin kæreste. Jeg fik bare så ondt af ham,'' siger Bente.

Set i bakspejlet kan hun godt se, hvad det var, der skete:

''Jeg troede, jeg kunne redde ham, og gøre alt godt for ham igen, hvis bare jeg passede og plejede ham som en lille Florence Nightingale,'' siger hun.

Patienten med hjem i weekenden
Som tiden gik blev sympatien mellem sygeplejersken og patienten stærkere. De snakkede bedre og bedre sammen, men der foregik ikke noget ''kriminelt'' mellem dem på sygehuset.

''Der var ikke noget med, at jeg hoppede op i sengen til ham eller sad og kyssede ham. Måske holdt vi lidt i hånden, men det var også alt,'' husker Bente.

Men så gjorde hun noget utraditionelt. Hun inviterede patienten med hjem på weekend. På det tidspunkt havde han været indlagt i over et halvt år, og i modsætning til de fleste andre patienter kom han ikke hjem en gang imellem, fordi hans kæreste havde gjort det forbi, og fordi hans sygdom krævede speciel hjemmesygepleje.

Snart blev patienten bragt hjem til Bente med Falck hver eller hver anden weekend.

''Ledelsen og mine kolleger vidste det og accepterede det. Men jeg var selvfølgelig godt klar over, at der var noget forkert ved det. Og så alligevel ikke. Vi var ­ på nær en enkelt gang ­ aldrig sammen i arbejdstiden, og jeg har aldrig hørt fra hverken chefer, kolleger eller patienter, at jeg negligerede nogle af de andre patienter. I øvrigt holdt jeg efter aftale med afdelingssygeplejersken op med at passe ham efter nogen tid,'' siger Bente.

De fleste på afdelingen accepterede forholdet ­ nogle af dem stiltiende ­ men ikke alle billigede det.

''Jeg mærkede en kulde og fik nogle spydige bemærkninger fra nogle af kollegerne og fra oversygeplejersken. På de tilstødende afdelinger gik snakken også. Ingen sagde noget direkte til mig, men det var tydeligt, at sådan noget gjorde man bare ikke. Det var da også problematisk nogle gange,'' erkender hun, men tilføjer:

''Jeg syntes, det var noget hykleri, at det var helt i orden at folk under julefrokosten kastede sig over overlægen, som var gift, mens det ikke var comme il faut, at jeg som single var begyndt at se en patient, som også var uafhængig af forhold.''

Til sidst besluttede hun sig for at droppe jobbet til fordel for kærligheden. Hun skiftede afdeling, selv om hun var ked af at skulle opgive sit ønskejob og undvære kollegerne.

Hendes kæreste blev udskrevet, de flyttede sammen, og nogle år senere fik de et barn sammen. Forholdet holdt fire år.

''Vi fik aldrig et normalt, ligeværdigt forhold. Jeg fortsatte i rollen som sygeplejerske og han som patient. Jeg skulle skifte hans sår og sørge for hans medicin, og da vi fik et barn, blev det endnu mere tydeligt, at jeg var mor eller sygeplejerske for ham. Men jeg fastholdt ham selv i patientrollen ved at vise ham medlidenhed, og jeg undskyldte mange af hans fejl med hans sygdom,'' fortæller Bente.

Retningslinier en fordel for personalet
Hun synes, at ledelsen på sygehusene skulle se i øjnene, at de fleste forhold opstår på arbejdspladser, og derfor indføre en politik om mere åbenhed på området. I dag er emnet stadig et tabu for ledelsen, mener hun.

Hun kunne personligt godt have ønsket sig, at hendes daværende afdeling havde haft en klar politik og klare sanktioner for forhold mellem sygeplejersker og patienter.

''Hvis jeg fra starten havde vidst, at jeg kunne risikere at skulle flytte til en anden afdeling, eller at jeg f.eks. ville få en negativ anmærkning i mine ansættelsespapirer, så ville jeg nok ikke have gjort det. Og for min leder ville det også have været nemmere at håndtere sådan en som mig, hvis hun havde haft den slags retningslinier at støtte sig til,'' siger hun og tilføjer:

''Når der ikke er retningslinier, kommer håndteringen af forhold mellem patienter og sygeplejersker til at afhænge af, hvilket syn oversygeplejersken tilfældigvis har på dem. Det er forvirrende for personalet. Og på samme måde som med aids-politik, mener jeg, man skal lave sådan en politik i ''fredstid,'' når der ikke er nogen episoder. Så bliver de ikke personafhængige.''