Patienter kan mærke uærlighed

Dagbog fra den 9.11.99. Jeg møder klokken 15.00 i dag. Jeg skiftede afdeling den 1.10.99. Min arbejdsplads er nu en nyåbnet intensiv (lukket) psykiatrisk afdeling. Personalet spiser aftenbuffet sammen med patienterne. Det er et godt og betydningsfuldt element i miljøterapien. Samtidig får det os nok til at være mere opmærksomme på, hvordan rammerne omkring måltidet skal være. Der skal helst ikke ske noget, der tager appetitten fra folk.

Vi aftaler, at Børge skal have sin mad serveret og ikke selv tage den fra buffeten. Han er meget generet af bivirkninger fra sin neuroleptiske behandling. Mundvandet løber nærmest i kaskader ud af munden. Det

Side 27 

er ret ulækkert. Børge plejer godt nok at blive sur, når personalet vil bestemme på hans vegne, men det er der ikke noget at gøre ved. Vi kan heller ikke være andet bekendt over for de andre patienter.

Det er min sjette arbejdsdag på syv dage. Jeg begynder at kunne mærke tyngden af den massive påvirkning fra patienterne. Marie virker temmelig opkørt i dag. Hun vandrer hvileløst rundt, og hver gang hun møder én, siger hun et eller andet spydigt.

Jeg kan godt forstå, at hun savner sit lille spædbarn. Marie har været indlagt i en uge, og i den tid har hun ikke været sammen med barnet. I aften har hun været mere opkørt, end jeg før har set. Hun skælder mig ud, når jeg prøver at komme i kontakt med hende. ''Du kan jo bare skride hjem til dine børn,'' råber hun.

Hun smed en juicebrik efter mig, fordi hun mente at have hørt mig sige, at jeg manglede noget. Jeg er hendes kontaktperson, så det er egentlig naturligt nok, at det er mig, der får det glatte lag. Jeg kan bare mærke, at jeg har svært ved at klare det i dag. Jeg er lige ved at tude og tror, min hudløshed hænger sammen med, at jeg har haft mange arbejdsdage i den forløbne uge. Så når jeg ikke at få koblet ordentligt af. Men det er vigtigt, at jeg holder kontakten ud, og så må jeg bruge mine kolleger til at læsse af på.

Jeg sammenligner tit kontaktpersonrelationen med forældre-barnrelationen: Uanset hvilke sider af sig selv, patienterne viser, skal jeg være der, parat til at bære og neutralisere deres svære følelser. Jeg prøver at vende det til noget positivt og tænker, at når hun afreagerer over for mig, så er det, fordi hun er tryg ved mig. Akkurat som børn gør over for deres forældre. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at man skal acceptere en hvilken som helst adfærd fra patienterne. Jeg har sagt til Marie, at hun ikke skal råbe, kaste med ting og smække med dørene. Jeg kan bare mærke, at som aftenen skrider frem, får jeg mere og mere lyst til at vende det døve øre til. Jeg orker ganske enkelt ikke den slags konfrontationer lige nu.

Efter nogle timer ændrede Marie pludselig totalt adfærd. Da jeg sad i dagligstuen, kom hun ind og satte sig på mit armlæn. Hun gav mig en kage. Jeg opfattede det som en måde at sige undskyld på. Hun begyndte at græde, og spurgte, om hendes barn ville blive bortadopteret. Vi gik ind på hendes værelse for at være uforstyrrede, og jeg forsøgte at trøste hende, så godt jeg kunne, uden at love hende noget. Jeg blev glad over, at hun af sig selv kom hen til mig. Det må være udtryk for, at hun har en vis tillid til mig.

Det er svært at holde sine egne følelser adskilt fra Maries. Det rammer én lige i hjertet, når hun sidder og græder, fordi hun savner sit barn. Jeg tror, enhver mor ved, hvor amputeret man føler sig, når man ikke har sit spædbarn hos sig. Samtidig ved jeg jo også, at hun har en svær sindslidelse, og at hun i øjeblikket ikke er i stand til at tage vare på hverken sig selv eller barnet.

Med det kendskab jeg har til hendes sygehistorie, tror jeg imidlertid på, at hun bliver så rask, at hun vil kunne tage vare på sit barn. Det gør, at jeg helt ærligt kan sige til hende, at jeg tror på, at hun kommer hjem til sit barn igen. Jeg ved bare ikke hvornår. Men jeg er glad for at kunne sige det. Hvis jeg ikke mente det, var jeg blevet nødt til at undlade at svare på spørgsmålet. Patienterne kan mærke, hvis man ikke er ærlig.

Behov for skærme

Karen er i godt humør i aften. I går puttede hun sig under dynen og var ikke til at lokke frem. I dag vil hun meget gerne have kontakt. Der er faktisk ingen grænser for, hvad hun vil have, jeg skal hjælpe hende med. Hun får vasket hår, får fodbad, ordnet og lakeret negle. Skægstubbene bliver raget af, alt imens vi sludrer om løst og fast.

Jeg tror, det tager halvanden time at nusse om Karen. Jeg nyder at have tid til det. Det er en god måde at have kontakt med Karen på. Hvis vi bare sidder over for hinanden og snakker, drejer hun hele tiden samtalen ind på sin utilfredshed med at være tvangstilbageholdt. Hun kan hverken forstå eller acceptere, at overlægen har ret til at beslutte det. Hun kan blive ved med at ytre sin utilfredshed, akkurat som en grammofon, der kører i samme rille.

Mens jeg hjælper Karen, og går ud og ind af hendes værelse for at hente diverse ting, kan jeg høre, at mine kolleger sidder inde på kontoret. Jeg kan høre dem grine, så de lader til at hygge sig. Det kan jeg vel ikke have noget imod? Og dog. Jeg kan mærke, at det generer mig. Det generer mig, at patienterne skal henvende sig på kontoret, hver gang de vil i kontakt med personalet. Jeg synes også, at personalet skal vise interesse for patienterne og ikke kun komme frem, når der er nogen, der laver uro. Samtidig har jeg selv et stort behov for at få talt med mine kolleger lige nu og få læsset af.

På min tidligere afdeling snakkede vi somme tider om, at der var en sammenhæng mellem den tid, personalet tilbringer på kontoret, og hvor sindssyge patienterne er. Jeg tror, det hænger sammen med, at personalet ligesom patienterne har brug for skærmning indimellem. Vi har brug for at skærme os for alle de projektioner, der læsses over på os, når vi er sammen med psykotiske mennesker.

Men det er nu alligevel paradoksalt, at jo mere patienterne har brug for os, jo mere skærmer vi os fra dem. Jeg tror også på, at supervision vil give mere energi til at være sammen med patienterne. Lige nu føler jeg mig meget tynget af at bære på patienternes svære følelser. Der er først nu ved at blive lavet en aftale med en supervisor. Ledelsen vidste ikke, om der var råd. Jeg kan ikke forstå, at man har råd til at lade være, hverken for patienternes eller personalets skyld. Jeg er bekymret for, at jeg kan ende med at blive en kold skid i mit behov for skærmning. Indtil videre må jeg bruge afdelingens dagbog til at få læsset af og få beskrevet de vanskelige dilemmaer. Jeg får heldigvis talt med mine kollegaer, inden vi har fyraften. Jeg mærkede atter klumpen i halsen, da jeg fortalte, hvor svært jeg havde det med Maries vrede. Paradoksalt nok er det, som gør den psykiatriske sygepleje svær og til tider belastende, det samme, som gør den spændende og udfordrende.

Nina Eitmann er ansat på Psykiatrisk Sygehus, Hillerød.