Faglig kommentar: Min Martin

En helt igennem begivenhedsløs aftenvagt på skadestuen. Lige indtil Mor ankommer med Martin på fire år. Drengen har skåret sig i fingeren med en køkkenkniv, da han skulle hakke tørrede abrikoser og mandler til en sund godbid til madkassen.

Martin tager situationen i stiv arm, og Mor taler. Taler og taler og taler om Martin.

Der findes åbenbart to modpoler blandt moderne forældre. Dem, der har kvalitetstid sammen med børnene hver fredag og i øvrigt tager let på, hvordan ungerne har det, og hvordan de opfører sig. Den type forældre kender ikke betydningen af ordet nej.

Opdragelse ­ det klarer skolen. Ungerne sejler i deres egen sø fra fredag til fredag.

Martins mor hører til i den modsatte ende af skalaen. Hele hendes verden, hendes liv og eksistens har et eneste omdrejningspunkt. Martin.

Den lille familie opholder sig på skadestuen i 2O minutter, hvor grundpillerne i Martins opdragelse bliver ridset op. Efter fem minutter overvejer jeg at ringe til Sigrid Riise for at få et godt råd om, hvordan jeg får stoppet den brusende syndflod af snusfornuftige principper krydret med udviklingspsykologiske teorier, der bliver fremsat med stor overbevisning. Det er brevkasseniveau, urokkelige sandheder, der udgør den hjemmestrikkede formel, Martin bliver opdraget ud fra.

Martin skal ikke vaccineres imod mæslinger, fåresyge og røde hunde. Mor har sørget for medlemskab af en privat smittering, der holder halvokkulte smittefester rundt om i amtet.

''Sidst tog vi faktisk en taxa til Brønshøj kl. 10 om aftenen, gjorde vi ikke også Martin,'' siger Mor og smiler til Martin, mens hun sætter sig ned i øjenhøjde med ham.

Martin er ikke blevet smittet med nogle af sygdommene endnu, men Mor har ikke opgivet. Smitteringen har søgt mange fonde om penge, så mødre og børn kan rejse til et af de områder i verden, hvor epidemierne raser. De mangler bare at få svar.

Martin må ikke blive passet af fremmede, før han når skolealderen. Han vil modtage uhensigtsmæssige impulser, siger Mor. Hvis han skal passes, og det er kun sket to gange til dato, skal det være af en DNA-testet person. Barnepigen skal være fri for smitsomme sygdomme, og hun skal være i slægtskab med Mor.

Familien bor i en lejlighed, hvor hoveddøren prydes af en fotostat af Martin.

''Heldigvis fik jeg flyttet brevkassen væk fra munden,'' siger Mor.

''Ikke også Martin.''

Mor sætter sig atter i øjenhøjde med Martin. Han nikker tålmodigt.

Jeg overvejer Karen Jespersen. Hvis der er overskud af øde øer, kunne Mor sejles hen på en af dem. Så kan hun sidde der, indtil hun lærer at tie stille.

Harmoni i øjenhøjde

Man skal lade være med at give Martin sandkage. Med mindre den er bagt af økologiske råvarer, må Martin ikke spise den.''Vi har engang måttet til udpumpning her på skadestuen, fordi han havde fået et stykke citronhalvmåne. Ikke også Martin,'' Mor er igen i øjenhøjde med Martin.

Hun må have læst i en bog, at det er sådan, barnet bliver harmonisk. En god portion øjenkontakt. Man kan ikke få for meget.

Martin er dømt til evig opmærksomhed, tænker jeg. Mor vil aldrig få en interesse, der er større end Martin. På et tidspunkt vil han nok reagere med spiseforstyrrelser eller grov kriminalitet, eller...

Martin vil hjem. Han har fået et solidt plaster på fingeren og trækker i sin Mor. Mor siger farvel og fortæller med et glad smil, at om fire måneder er vi kolleger.

''Og jeg har planer om at blive ansat på en børneafdeling eller en skadestue,'' siger hun.

Jeg giver Martin den oppustede plastichandske, som jeg har tegnet øjne og mund på.

''Farvel,'' siger jeg træt. På vej ud af døren hører jeg Mor:

''Martin, du må hellere give mig den handske. Man kan få latexallergi af den, og det er jo ikke så godt. Vel Martin.''

Jeg kan ikke se, om hun sætter sig i øjenhøjde, mens hun taler.