Psykoedukation for kosovo-albanske flygtningebørn

For godt et år siden kom ca. 3.000 Kosovo-albanske flygtninge til Røde Kors' asylcenter på Randers Kaserne. Flygtningene var inviterede af den danske regering, og Udlændingestyrelsen havde bedt Dansk Røde Kors om at sørge for indkvartering, opholds-, skole-, fritids- og sundhedstilbud til både voksne og børn. Der var storfamilier med 3-4 generationer, børnerige familier og familier med gamle, syge og handicappede.

De første 150 flygtninge kom den 30. april 1999, og derefter kom der 2-3 fly om ugen de næste par måneder. Flygtningene blev efter ankomsten screenet af sygeplejersker og sundhedsplejersker og var til samtale med repræsentanter fra Udlændingestyrelsen.

Derefter blev de flyttet til de 12 andre ''Kosovo-centre,'' som i al hast var blevet etableret. Randers Kaserne endte med at blive hjemsted for ca. 750 beboere det næste år. 

Sundhedsplejerskerne screenede alle børnene, og alle børn over ni år udfyldte et

Side 17 

spørgeskema. De blev bl.a. spurgt om, hvordan de havde haft det psykisk inden for de sidste syv dage. Undersøgelsen viste, at en stor del af børnene var i fare for at udvikle Post Traumatisk Stress Disorder (PTSD). På baggrund af dette blev der frigjort penge til at udvikle og udføre et psykoedukationsprojekt for alle børn fra 3-18 år.

Psykoedukation

Psykoedukation er undervisning i at mestre reaktioner på psykisk belastning. Det er ikke terapi. Børnene har udviklet nogle symptomer og mestringsstrategier for at klare sig under krigen og flugten. Psykoedukationen går ud på, at disse identificeres, og at børnene bliver klar over, at de andre børn i gruppen har tilsvarende eller lignende oplevelser bag sig ­ oplevelserne almengøres. Børnene finder således ud af, at andre har det på samme måde som de selv.

Teamet bestod af en sundhedsplejerske, som var programleder og tovholder for hele processen, en psykolog, som var ansvarlig for indholdet, en børn- og ungemedarbejder, som kendte børnene fra deres fritidsliv, og en Kosovo-albansk tolk.

Planlægningb på Center Randers

På Center Randers indkaldte sundhedsplejerskerne alle forældre til stormøde, hvor vi introducerede psykoedukationsprogrammet. Vi gjorde meget ud af at fortælle, at det var et gruppeforløb, hvor vi ville identificere og almengøre problemer og oplevelser børnene imellem, og at det ikke var terapi. Der mødte 33 forældre op, som tilsammen repræsenterede knap 100 børn.

Af de 750 beboere på Center Randers var ca. 300 børn, og der blev etableret 20 aldersopdelte grupper med 15 børn i hver.

En del praktiske ting skulle være i orden ­ bl.a. faldt ramadanen midt i projektperioden. Møderne skulle derfor ikke holdes om formiddagen, hvor de fleste børn og voksne sov.

Lokalerne blev hurtigt fundet, men der skulle også skaffes borde, stole, duge til bordene og pynt på væggene for at hygge lidt på de store, kolde kasernerum. Meningen var, at rummene skulle virke indbydende, så det var rart at være der både for beboere og personale. Det blev i øvrigt hurtigt nogle eftertragtede rum for andre at benytte.

Alle børn blev opdelt i grupper efter alder.

Her på centret var vi fem sundhedsplejersker, som fordelte grupperne mellem os efter interesse. En havde lyst til at arbejde med store børn, en anden med de mindste skolebørn, en tredje med forældrene til de små børn, og sådan blev grupperne fordelt. Der blev lavet aftale med fem psykologer, som havde erfaring med at arbejde med børn fra fremmede kulturer, som havde været igennem traumatiske oplevelser.

Invitationerne til børn og forældre blev personligt afleveret. Vi fik tilladelse fra forældrene til, at deres børn måtte deltage, og tilsagn fra børnene om, at de ville deltage. Med i denne proces deltog selvfølgelig en tolk.

Psykoedukationsprogrammet skulle erstatte sundhedsplejerskernes årlige forebyggende sundhedssamtale med børnene i alderen 3-18 år, men der ville stadig være mulighed for besøg efter behov. Sundhedstilbudene til de 0-3 årige blev udført efter Dansk Røde Kors' standard, som foreskriver 12 besøg inden for barnets første tre leveår.

Hver gruppe havde et forløb på i alt fem gange a to timer. For børn fra 3-6 år var der tale om forældremøder, hvor børnene ikke deltog.

For de ældre børn bestod forløbet af et indledende forældremøde. Herefter tre møder for børnegruppen uden forældrene samt et afsluttende forældremøde.

STROF-modellen

Gruppemøderne var meget strukturerede og byggede på ritualer, organiseret leg og forældresamarbejde. De foregik efter STROF-modellen:

S for struktur,

T for tegn og tale (samt tolk),

R for ritualer,

O for organiseret leg,

F for forældresamarbejde.

Formålet med modellen er at hjælpe traumatiserede flygtninge til hurtigere at få hold på deres hverdag.

Strukturen på møderne skulle så vidt muligt være ens fra gang til gang. Vi skulle tale om tingene, vi skulle have nogle ritualer, nogle sjove lege, som kunne skabe energi, lege, som kunne samle koncentrationen og afspændingsøvelser, når tingene blev for svære at tale om. En afspændingspædagog lærte os nogle enkle øvelser i afspænding og grounding, dvs. hvordan man psykisk bevarer jordforbindelsen.

Forældresamarbejdet var en vigtig del af programmet. Det er betydningsfuldt, at forældrene følger med i det, der foregår med deres børn på centret ­ både i børnehaven, skolen, fritidsklubben og ved andre aktiviteter.

De små børn

I forældregruppen for de 3-6 årige talte vi om børns normale udvikling og deres normale reaktioner på traumer og voldsomme belastninger. Dette for at forældrene kunne se, at langt de fleste af deres børns reaktioner var normale reaktioner på unormale forhold. Hver familie fik lov til at fortælle deres historie og beskrive de problemer, som var specielle for deres barn/børn. Derved opdagede forældrene, at de ikke var alene med problemerne, og at der var mange sammenfald i reaktionsmønstrene hos forskellige børn på samme alder. Problemerne blev identificeret og almengjort i gruppen. Vi talte om, hvad de gjorde, og hvad de kunne gøre for at mindske disse symptomer og hjælpe børnene til at få det bedre ­ at skabe mestringsstrategier.

Vi fulgte principperne i STROF-modellen, hvor forudsigeligheden af forløbet er meget vigtig. Alle møderne startede med et kort resume af, hvad der var foregået i gruppen gangen før, og vi rundede af med at opsummere dagens forløb.

Der var ofte et par småbørn med til møderne, selvom aftalen var, at børnene så vidt muligt skulle passes af andre end den af forældrene, som deltog i mødet. Det skete også jævnligt, at forældre kom senere eller gik før tiden, fordi de skulle noget andet. Der var mange andre aktiviteter på centret,

Side 18 

såsom undervisning og forskellige former for kurser, som blev afholdt på samme tid. Desuden skulle en del beboere til læge, tandlæge, eller de var blevet indkaldt til undersøgelser på sygehus osv. Forældrene prioriterede dog møderne højt. De, der mødte op, var meget engagerede.

Njeri mundet me ki vehten keqe në shumë menyra 

Man kan ha' det svært på flere måder.

De større børn

For de 6-18 årige startede vi med et indledende forældremøde, hvor vi talte om deres børn og om, hvordan det havde påvirket dem at være i krig, på flugt og komme til et fremmed land. Vi understregede, at det var naturligt for børn og voksne at reagere på disse belastninger. Desuden drøftede vi meget, hvordan forældrene kunne rumme og håndtere børnenes reaktioner, og vi gav dem ideer til mestringsstrategier.

Vi snakkede også om, hvad vi ville foretage os med deres børn på børnemøderne. En stor del af forældrene gav udtryk for, at de var meget taknemmelige for, at vi ville tale med deres børn, da de ikke selv magtede at gøre det.

Børnemøderne foregik om eftermiddagen så vidt muligt efter skoletid. I enkelte tilfælde aftalte vi med skolen, at børnene fik fri den sidste time.

Sten i rygsækken

Vi startede ofte med en lille historie. En af historierne var en beskrivelse af nogle børn, som kom gående i lange rækker fra Kosovo til Danmark. Hvert barn bar på sin egen rygsæk. Nogle rygsække var tungere end andre, men i alle rygsækkene lå der nogle sten. Stenene var minder. Gode minder og dårlige minder. Hver gang barnet kom til at tænke på de gode minder, blev barnet glad. Når barnet kom til at tænke på de dårlige minder, blev det ked af det. For at undgå at tænke på de dårlige oplevelser proppede mange af børnene de tunge sten længere og længere ned i rygsækken og håbede, at de til sidst ville forsvinde. Men i stedet blev rygsækken tungere og tungere.

Tyngden gjorde, at barnet fik fornemmelsen af at have en stor sten i maven. Denne ''mavesten'' kunne gøre forfærdelig ondt.

Ud fra dette o.l. billeder fik vi snakket om de forskellige symptomer, man kan have, når man har oplevet krig, forfølgelse og flugt.

Hvert barn fortalte sin historie. De små ved hjælp af tegninger, de større børn fortalte bare deres historie eller dele af den. Alle blev de nænsomt hjulpet igennem og støttet af psykologen. På den måde kom vi ind på de enkelte børns symptomer, og vi fik dem identificeret og almengjort i gruppen. Som støtte til denne proces benyttede en del af grupperne nogle tegninger, vi havde fået fremstillet (se ovenfor). De forestillede børn med forskellige symptomer.

Vi havde også nogle tegninger, som forestillede forskellige måder at forholde sig til disse symptomer på, mestringsstrategier. Nogle af grupperne med de små børn tegnede, hvad de gjorde, når tankerne om de grimme oplevelser dukkede op. De større børn havde nemmere ved at sætte ord på.

Grupperne med de største børn (15-18 år) brugte det meste af tiden til at tale om, hvordan det havde været at leve i Kosovo under krigsforhold, at flygte, at tage ansvaret for mindre søskende og ofte også forældre og bedsteforældre, at komme til Danmark og leve her. Vi talte selvfølgelig også om symptomer, reaktioner og mestringsstrategier i denne gruppe. Ved det sidste møde talte vi indgående om de tanker, de unge gjorde sig om at vende tilbage til Kosovo, og hvordan de forestillede sig, det ville blive.

Leg og massage

På gruppemøderne var der forskellige aktiviteter.

Side 19 

Hos de mindre børn (7-10 år) legede vi en sjov boldleg, som samlede energien i gruppen. Vi sluttede mødet af med en sangleg, som blev sunget ud med fuld energi. De lidt større børn dansede en blanding af dansk og albansk dans.

Vi lavede også afspænding, groundingøvelser og massage. For ikke at få alt for tæt kropskontakt benyttede vi en lille massiv bold til at give massagen med. Børnene blev delt i hold to og to. Piger sammen og drenge sammen.

De allerstørste havde tilbud om at prøve afspændingsøvelser. For at sikre et godt forløb var det meget vigtigt, at introduktionen til tolken var god. Når psykologen talte sagte og med rolig stemmeføring, skulle tolken gøre det samme. 

Forældresamarbejde

På det afsluttende forældremøde fortalte vi forældrene, hvad vi havde foretaget os sammen med børnene. Hvordan børnene havde fortalt om symptomer, og hvilke mestringsstrategier de havde brugt. Vi spurgte, om forældrene kunne mærke forskel på børnenes adfærd før og efter forløbet. Det kunne størstedelen af forældrene. De fortalte, at børnene oftere kom til dem og spurgte om de fælles oplevelser, de havde haft under krigen og flugten, og de forlangte at få svar eller i hvert tilfælde at tale om det, der var hændt.

Forældrene fortalte, hvor svært det var for dem, og hvor ondt det gjorde at tale om og derved genopleve de grusomme oplevelser, angsten, magtesløsheden, håbløsheden og usikkerheden. De syntes, at det havde hjulpet på børnenes somatiske symptomer. De sov bedre, og de havde nemmere ved at sætte ord på deres følelser.

Forældrene følte, at det hjalp dem at tale med børnene. Men de ville gerne have haft psykoedukation til sig selv sideløbende med børnenes forløb og derved selv have fået nogle flere mestringsstrategier.

Et godt redskab

Vi sundhedsplejersker synes, det har været et spændende projekt og en spændende måde at arbejde med børnene og deres forældre på. Når vi talte med sundhedsplejersker fra de andre Kosovo-centre, var det interessant at høre, hvor mange forskellige udformninger det samme projekt kan have i praksis. Når Kosovo-albanerne vender tilbage til deres eget land, har de forhåbentlig fået et redskab med hjem, som de kan bruge i fremtiden.

Arbejdsmetoden er en konstruktiv måde at arbejde med traumatiserede børn, unge og voksne på. Et godt redskab, som man kan starte op med umiddelbart efter, at flygtningene er kommet til landet. Derved kan man mindske deres psykiske belastninger på længere sigt.

I kommunerne bor der sandsynligvis en del flygtninge, som aldrig har fået snakket deres frygtelige oplevelser igennem. Nogle af dem vil med fordel kunne samles i grupper og få talt om deres symptomer. Det ville måske kunne hjælpe dem til at få mere styr på deres liv. Endelig er det også en mulighed for at skabe et netværk mellem flygtningene. Mange flygtninge har været udsat for så grusomme ting, at de ikke kan fungere i en gruppe og må i enkeltterapi under forskellige former. Andre kan få gavn af at mødes i grupper og fortælle om deres oplevelser, deres tab af hjemland, deres tab af identitet og opleve, at de andre deltagere har samme eller tilsvarende oplevelser. Det er vigtigt, at grupperne ledes af kompetente fagpersoner, som kan hjælpe gruppedeltagerne til at få identificeret reaktionerne. På den måde bliver de klar over, at de ikke er ene om dem. Senere kan de så evt. bruge hinanden som netværk.

Det er jo en metode, som man i en mere forenklet form bruger andre steder i sundhedsplejen, bl.a. i mødregrupper. 

Karen Mielec og Winnie Olin er ansat på Røde Kors' Asylcenter Randers. 

Artikel om de Kosovo-albanske børns ankomst til Danmark kan læses i Sygeplejersken nr. 25/1999: Fra Stankovac til Randers