Generalistviden efterspørges

Side 18

Billede

Side 19

Hvis man er ved at køre fast i den vante trummerum på sin specialafdeling, så prøv et job i Grønland,'' foreslår Inuuti Fleischer, forstanderen for sygeplejen ved distriktssygehuset i Aasiaat, en lille by i Diskobugten på godt 3.200 indbyggere.

Selv var hun på videreuddannelse på Danmarks Sygeplejerskehøjskole sidste år, og her slog det hende, hvor specialiserede de danske kolleger efterhånden er blevet:

''En kom fra en urologisk afdeling, en anden fra en radiologisk. De var dybt forankret i deres specialer, hvilket er fint og godt, men samtidig synes jeg også, at deres faglige verden var lille i sammenligning med arbejdet som sygeplejerske i Grønland. Her i Aasiaat, som er et mindre sted set med danske øjne, er der brug for hele spektret af ens sygeplejeviden ­ fra skadestueerfaring til barselpleje. Det gør arbejdet spændende og alsidigt. Læg dertil, at sygeplejersker i Grønland beskæftiger sig med ting, man som sygeplejerske i Danmark aldrig ville drømme om. Her er det f.eks. ofte os, der ud fra lægernes standardbehandlingsskemaer både må diagnosticere og sætte en behandling i gang.''

Inuuti Fleischer peger desuden på det tilfredsstillende i, at sygeplejerskerne i Grønland nok har større mulighed for at praktisere den helhedssygepleje, som man gerne vil i Danmark, men som langt fra altid er mulig.

''Aasiaat er et lille overskueligt samfund. Vi kender hinanden og dermed også patienterne og deres sociale baggrund og har derfor lettere ved at opfylde deres behov,'' forklarer hun.

Som leder og administrator tilbringer Inuuti Fleischer naturligt nok meget af sin tid bag skrivebordet, men er der brug for en afløser et sted, går hun ind, ligesom hun også bruger en del af sin dag i sygehusets ambulatorium og modtagelse. Derfor var der heller ikke noget exceptionelt i, at hun og en af de grønlandske sundhedsmedhjælpere gik i gang med at lægge en gipsskinne omkring et brækket lægben, da Sygeplejersken var på besøg.

Også kollegaen Tove Simonsen, der er fungerende forstander for sygeplejen ved sygehuset i Ilulissat, er vant til lidt af hvert:

''Mangler der f.eks. en aftenvagt, tager jeg den af og til,'' siger hun.

Tæt på alting

Tove Simonsen har haft lederjob i Danmark bl.a. inden for geronto-psykiatrien. Hun fremhæver en anden vigtig forskel på lederjob inden for sygeplejen i Danmark og Grønland:

''Her har vi som ledere en langt tættere kontakt til de forskellige instanser i samfundet end hjemme. Som repræsentant for sundhedsvæsenet er jeg med til møder, jeg aldrig ville være i Danmark,'' fortæller hun efter et aftenmøde med den kreds af frivillige, som står bag byens åbne telefonlinie Tusaanga. Her kan alle ringe ind anonymt og få rådgivning, hvis livet er svært.

Tove Simonsen nævner bl.a. de vigtige SSPK-møder, som holdes med repræsentanter fra socialsektoren, skolevæsenet, politiet, kriminalforsorgen og sundhedssektoren:

''I snit har vi møde en gang om måneden for at diskutere de problemer, der angår os alle sådan et lille sted som Ilulissat, der ganske vist er den største by i Diskobugten, men alligevel ikke på mere end 10.000 sjæle ­ godt 4.000 mennesker og 6.000 hunde! Her er vi tæt på alting og kender næsten alle sammen hinanden.''

Emnerne, der behandles på fællesmøderne, kan dreje sig om alt lige fra boligforhold til kønssygdomme:

''På et tidspunkt havde vi f.eks. problemer med børn og unge, der misbrugte en bestemt type håndkøbsmedicin. Det gode ved sådan et lille samfund som Ilulissat er, at vi i et sådant tilfælde kan bede det lokale supermarked KNI, Hjemmestyrets afløser for KGH (Kongelig grønlandske Handel), om at tage håndkøbsmedicinen væk fra hylderne. Det behøver der ikke blive skrevet ret mange breve om. Alle føler et fælles ansvar for stedet her.''

Side 20

En anden arbejdsopgave, der kan få Tove Simonsen væk fra skrivebordet, er bygdebesøgene:

''Vi, dvs. læge, jordemoder, sundhedsplejerske og sygeplejerske, besøger vores fire bygder Ilimanaq, Oqaatsut, Qeqertaq og Saqqaq hver 6.-7. uge.

Jeg er ganske vist kun med nogle få gange om året, fordi der er nok at gøre her i Ilulissat, men de gange, jeg skal af sted, ser jeg frem til med stor glæde, fordi det er en helt speciel oplevelse at besøge disse små fangersamfund. Alene turen derud er en oplevelse i sig selv. Vi sejler med politikutteren, der har kok om bord til at diske op for os, mens vi kan nyde synet af isbjerge, sæler og hvaler.''

Når Tove Simonsen er med på bygdeturene, taler hun i sin egenskab af sygeplejeleder med bygderådene for at høre, om der er problemer eller forhold, hun skal bringe op, når hun er tilbage i Ilulissat. Det kan være hvad som helst ­ fra sundhedsproblemer til problemer med affaldet.

Korte vikariater

De to sygeplejeforstandere er vant til at annoncere efter danske sygeplejersker:

''Selv om man nu kan tage sin sygeplejerskeuddannelse i Grønland, vil der gå mange år, før vi selv kan dække efterspørgslen på sygeplejersker. Derfor har vi brug for de danske sygeplejersker,'' siger Inuuti Fleischer, som blev færdig med sin egen sygeplejerskeuddannelse i 1985 fra sygeplejeskolen i Silkeborg.

Hverken Inuuti Fleischer eller Tove Simonsen stiller specifikke krav til de sygeplejersker, som søger stillinger hos dem:

''Sygeplejersker i Grønland skal først og fremmest kunne trække på deres brede grundlæggende viden, fordi arbejdet her på distriktssygehusene er så alsidigt,'' siger de og understreger, at der altid vil være mulighed for at oplære og genopfriske måske glemte færdigheder og viden.

''Men selvfølgelig er det godt, hvis man har erfaring fra skadestue og operationsafdeling, ligesom kendskab til barselpleje og børnesygepleje heller ikke er af vejen,'' siger Inuuti Fleischer og tilføjer:

''Ellers har vi jo vores gode introduktioner til de nyansatte. Dem har vi gjort os stor umage med. Og så er det i øvrigt learning by doing.''

En del danske sygeplejersker er kun i Grønland i ganske kort tid. Vikariater på 3-4 måneder eller endnu mindre er helt almindeligt. Derfor vil Inuuti Flerscher gerne slå et slag for, at de danske sygeplejersker bliver lidt længere. Det vil ikke mindst give større kontinuitet i det daglige arbejde og spare tid og kræfter på introduktionen af de nye medarbejdere:

''Vi har heldigvis en fast kerne af sygeplejersker, som har været her længe, og som derfor kan gå fra for at introducere de nye. Men lad mig understrege, at vi er glade for vikarerne, også selv om de kun skal være her i kort tid. Det viser sig bl.a. ved, at der altid er en rar atmosfære her på stedet og blandt vikarerne indbyrdes. De bor det samme sted og finder helt naturligt sammen også i fritiden. Og os, der er her fast, skiftes til at introducere dem til det sociale liv i byen.''SYGEHUSENE I AASIAATOG ILULISSAT

Distriktssygehusene i Aasiaat og Ilulissat varetager både primær og sekundær sundhedstjeneste i de to distrikter. Den primære sundhedstjeneste omfatter for Aasiaats vedkommende lægekonsultation, jordemoderkonsultation og sundhedspleje og for Ilulissats vedkommende også psykiatrisk hjemmesygepleje og hjemmesygepleje. Der er ambulante funktioner begge steder, herunder laboratorieopgaver og opgaver i forbindelse med veneriske sygdomme, skadestue og apotek. Sengeafdelingen i Aasiaat har plads til 29 patienter og Ilulissat til 25 patienter. En ny sundhedsreform opererer med at gøre sygehuset i Ilulissat til regionssygehus for hele Diskobugten. Det indebærer bl.a. flere operationer og projektkirurgi og dermed flere patienter fra hele området. Sygehusets tidligere plejeafdeling bliver derfor ombygget til patienthotel.

De to sygehuse dækker alle specialer fra almen medicin, kirurgi og barsel til terminalpleje og psykiatri. Der er operations- og fødestue og dagligt døgnberedskab til akutte operationer. Øvrige operationer sendes til Nuuk eller Rigshospitalet. Fra begge sygehuse foretages regelmæssigt lægebesøg i bygderne, ligesom der kommer regelmæssige besøg af specialister fra Nuuk og Danmark.

Begge sygehuse har hver sin chefdistriktslæge og tre distriktslæger. I Aasiaat er der normering til 12 sygeplejersker og en sundhedsplejerske, i Ilulissat til 8 sygeplejersker, 1 sundhedsplejerske og 2 hjemmesygeplejersker. Herudover er der ansat de grønlandske sundhedsmedhjælpere, som har en treårig sundhedsuddannelse. De fungerer både som tolke og er i meget høj grad med til at introducere de danske sygeplejersker til arbejdet i Grønland.