Synspunkt: Strukturændringer løser ikke problemer

Siden Sygehuskommissionen i 1997 udsendte deres betænkning om ledelse på sygehuse, er der flere steder i landet lavet nye ledelsesstrukturer på sygehusene. Der har været flere bud på, hvordan fremtidens sygehuse skal ledes, men desværre er der endnu ingen amter, der har turdet give los og helt reorganisere sygehusenes struktur.

Med det sidste udspil fra Københavns Amt til en ny struktur på sygehusene mangler vi stadig at se en strukturændring, der virkelig tager udgangspunkt i de komplekse opgaver, en sygehusledelse står over for, både nu og i fremtiden.

I Københavns Amt har man valgt at gå tilbage til en struktur, man forlod for 10 år siden. Man vil genindføre strukturen med én person i afdelingsledelsen og nedlægge de nuværende tværfaglige ledelser. Det er der ikke megen udvikling i.

Hele udspillet fra Københavns Amt bærer præg af, at man ikke tager udgangspunkt i de opgaver, der skal løses, men derimod i en tro på, at strukturændringer alene kan forbedre kvaliteten af ledelsen på sygehusene.

Men udgangspunktet for kvalitet i ledelsen i såvel Københavns Amt som i alle andre amter må og skal være hensynet til patienten og dennes oplevelse af sammenhæng og kvalitet i både plejen og behandlingen. Pleje og behandling er i dag en uhyre kompleks tværfaglig opgave, hvor mange faggrupper skal samarbejde. Det kræver deltagelse af flere fagpersoner i ledelsesbeslutningerne og et ligeværdigt ledelsesansvar, hvis resultaterne skal være tilfredsstillende for borgere og medarbejdere.

Det er bekymrende, at der flere steder i landet træffes beslutninger om, at der kun skal være én leder på alle niveauer. Uanset hvilken faggruppe den enligt siddende leder måtte tilhøre, risikerer man en ensidighed i beslutningerne. En ensidighed, som ikke afspejler den tværfaglighed, der er nødvendig for det bedste patientforløb.

Opgaverne på sygehusene er som alt andet her i samfundet under stadig forandring. En ledelsesstruktur bliver nødt til at tage udgangspunkt i dette forhold. Ledelsen skal kunne være fleksibel, og lederne, der sidder i disse stillinger, skal hele tiden have mulighed for at tilpasse deres kompetencer og kvalifikationer efter de opgaver, de skal løse. Det vil sige, at der konstant skal være en evaluering af opgaverne og de ressourcer, der skal til for at løse dem. Stive strukturer og manglende tværfaglighed, som Københavns Amt lægger op til, er ikke vejen frem for fremtidens sygehusvæsen. Hvis politikerne og embedsmændene virkelig vil prøve noget nyt, skulle man måske begynde at tænke i helt nye baner. Hvorfor ikke forsøge som i USA, Finland, Holland og England at gribe det anderledes radikalt an for at nå målet om et bedre patientforløb? Hvorfor ikke opgive at opdele afdelingerne efter de lægefaglige specialer og i stedet sætte plejen som centrum for patientens ophold på sygehuset?

Patienten bliver således på samme afdeling under hele forløbet, og lægerne tilser patienterne efter behov som konsulenter. Det giver mulighed for en langt større sammenhæng og entydighed i både plejen og behandlingen af patienterne.

Man vil dermed opnå et system, der er organiseret efter patienternes behov og ikke personalegruppernes organisering og specialisering. Det er bekymrende, at der flere steder i landet træffes beslutninger om, at der kun skal være én leder på alle niveauer. Uanset hvilken faggruppe den enligt siddende leder måtte tilhøre, risikerer man en ensidighed i beslutningerne. En ensidighed, der ikke afspejler den tværfaglighed, der er nødvendig for det bedste patientforløb.