Tilbage på gulvet

Her er man beslutningstager, også når det drejer sig om behandlinger. Derfor skal man kunne stole på sin egen dømmekraft og være meget bevidst om, hvad man kan og ikke kan,'' siger Kirsten Rask, 52 år og sygeplejerskevikar på distriktssygehuset i Aasiaat.

Selv har hun stor faglig bredde fra både anæstesi, onkologi og psykiatri.

''Men når det eksempelvis drejer sig om børn, så må jeg spørge kollegerne til råds, siger hun og understreger, hvor vigtigt det er at bede om hjælp, hvis der er noget, man ikke er sikker på.

''Vi bevæger os jo langt ud over den kompetence,

Side 23

vi har derhjemme. Derfor er det afgørende at være på højde med situationen,'' siger hun.

Kirsten Rask har tidligere arbejdet som sygeplejerske i Grønland.

''Denne gang har jeg sagt farvel til et job som afdelingssygeplejerske på Københavns Amtssygehus i Gentofte, fordi jeg fik lyst til at få fingre i faget igen. Det kan man så rigeligt her i modsætning til hjemme, hvor jeg efterhånden følte, at alt drejede sig om økonomi og om at få vagtskemaet til at hænge sammen. Der var slet ikke tid til de faglige diskussioner.

I Aasiaat er jeg igen ude hos patienterne, og det er dejligt. Her kan jeg bruge alt det, jeg kan, ligesom det er meget fredsstillende at kunne følge patienten i hele forløbet. Man er med til modtagelsen og den primære behandling, man ordner papirerne, og man passer patienten. Det eneste minus er sproget.''

En anden del af jobbet i Grønland er også den rare blanding af socialt samvær med kollegerne og tid til sig selv:

''Vi er meget sammen i fritiden, sejler rundt i skærgården, vandrer i naturen og laver også mad sammen en gang imellem, når der f.eks. er noget godt at få fra brættet, hvor de grønlandske fangere sælger deres overskud af fisk og kød. Men også de dage, hvor man bare er sig selv, er et privilegium, synes jeg. Tænkt at have tid til at læse noget af alt det, man har lyst til, eller sidde lige så stille ved sit vindue og nyde synet af en fortryllende solnedgang.

Men det kræver selvfølgelig, at man bryder sig om sit eget selskab. I hvert fald skal man ikke tage herop for at få ryddet op i sin sjæl. Det skal man helst have gjort hjemmefra. At have 4.000 km hjem til problemerne er for langt.''