Limousinen og skodaen

Sygeplejerske Dan Højrizi er ansat af vikarbureauet Activ Care, som har lejet ham ud til intensivafdelingen på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Annette Hansen er ansat på almindelig overenskomst mellem den grønlandske sygeplejeorganisation og hjemmestyret. Det betød, at hun måtte gå 4.000 kr. ned i forhold til sin danske løn, da hun i år 2000 kom til Nuuk.

Dan Højrizi derimod får en højere løn, end han ville kunne opnå i Danmark, og han hører til i den hastigt voksende gruppe af vikarbureausygeplejersker, som i Grønland kaldes for ''limousinerne,'' mens Annette Hansen modsat må siges at være blandt skodaerne.

Mens Annette Hansen tjener omkring 23.000 kr. om måneden, står der 40.000 kr. på Dan Højrizis lønseddel.

På intensivafdelingen på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvor de begge arbejder, er der for tiden 15 fuldtidsansatte vikarbureausygeplejersker og kun tre faste overenskomstansatte sygeplejersker.

''Limousinevikarerne er blevet en behagelig sovepude, men det er altså uacceptabelt,'' skriver Annette Hansen i et debatindlæg i det seneste nummer af den grønlandske sygeplejerskeorganisations blad.

Hun forklarer:

''Vi fastansatte må bruge en stor del af vores tid på at introducere nyt personale. De fleste vikarer er dygtige og yderst kvalificerede, men mange kommer for første gang, kan ikke tale grønlandsk og har ikke kendskab til grønlandsk kultur og levevis. Der går ca. to måneder, før det er forsvarligt, at en vikar er den ''ældste'' i vagt, for i en akut situation er det ikke nok at kunne sit håndværk. Man skal også kende de praktiske rutiner, vide hvor tingene er, hvem der skal kontaktes osv. Tøven og forsinkelser kan koste liv. Når vikarerne endelig har fået rutinen, rejser de - og så starter vi forfra med at introducere den næste til arbejdet. Nogle gange er der heldigvis tale om gengangere, som kender arbejdsgangene.''

Annette Hansen mener, at den omfattende brug af vikarbureaupersonale i nogen grad er hovsaløsninger. Det er bekvemt for hospitalsledelsen eller sundhedsdirektoratet at henvende sig til et bureau, der ordner alt det praktiske, når man står og mangler en intensivsygeplejerske. Hun mener, at man skulle tænke mere kreativt og bruge ressourcerne på mere langsigtede løsninger:

''Jeg ville ønske, at man ville reklamere lidt mere for vores speciale, så flere af vore grønlandske kollegaer kunne blive interesseret i at videreuddanne sig til intensivsygeplejersker, for vi mangler grønlandske kollegaer.

Frirejser til vikarerne

Dan Højrizi, der tidligere har været overenskomstansat sygeplejerske i Grønland i årene 1994-2000, lægger ikke skjul på, at han er blevet vikarbureausygeplejerske, fordi det giver ham både større frihed og bedre indtjening. Siden han 1. januar 2000 meldte sig som bureauvikar, har han haft vikariater i både Norge og Grønland.

''Alt det formelle omkring ansættelserne ordner bureauet, og jeg kan selv bestemme, hvilke perioder jeg vil holde fri eller arbejde,'' fortæller han.

De vikarer, der sætter deres vikariater i system, kan også sikre sig flere årlige frirejser

Side 16 

til Danmark mellem vikariaterne, mens de fastansatte må nøjes med muligheden for at søge om et tilskud til hjemrejse hvert andet år.

For Annette Hansen og hendes familie koster en returrejse til Danmark op mod 30.000 kr.

Dan Højrizi har fundet ud af, at vikarbureautjenesten er den perfekte arbejdsform for ham, som er ugift og godt kan lide at rejse og skifte arbejde, men også gerne vil have lange sammenhængende friperioder. Den 3. juni stopper han i Nuuk for at komme hjem til den gode danske sommer.

Vikarbureaumodellen kan derimod ikke bruges af Annette Hansen, som er gift og har to børn. Hendes danske mand arbejder også i Grønland.

Annette Hansen finder dog også fordele ved at være fast overenskomstansat i Grønland:

''Jeg har mere tid til at være sammen med familien, fordi bureauvikarerne gerne tager de ubekvemme vagter, og i det hele taget er Nuuk et godt sted for familielivet. Det er et lille overskueligt og børnevenligt samfund, og mit arbejde på intensivafdelingen er afvekslende og udfordrende.''

Også Dan Højrizi kan anbefale danske sygeplejersker at tage arbejde i Grønland:

''Arbejdsmiljøet er på mange måder mere menneskevenligt. Heroppe behøver jeg ikke at føre nogen kalender, fordi jeg ikke har flere aftaler, end jeg kan huske. Det ville være utænkeligt i Danmark,'' siger han.

De store lønforskelle er ikke noget, man snakker om i dagligdagen på afdelingen.

''Det er ikke mig, der får for meget i løn, men Annette og de andre faste, som får for lidt,'' siger Dan Højrizi, der selv var aktiv i det faglige arbejde i de år, han arbejdede på grønlandsk overenskomst.

Som bureauvikar arbejder han på en overenskomst, der er forhandlet mellem Dansk Sygeplejeråd og vikarbureauet, og han er ikke medlem af den grønlandske sygeplejerskeorganisation, PK. Det skal Annette til gengæld være som ansat på overenskomsten mellem PK og det grønlandske hjemmestyre. Det betyder, at hun betaler et højere fagligt kontingent end Dan.

De mange skiftende bureauvikarer betyder ikke alene, at der mangler kontinuitet i samarbejdsrelationerne.

''Også af sociale grunde ville det være dejligt med flere fastansatte, som man kunne omgås uden for arbejdstiden. Bureauvikarerne er hele tiden nye og enlige, der lever på en anden måde end os med familier,'' siger Annette Hansen.

Dan Højrizi er enig i, at fordelingen mellem faste og vikarer er for skæv:

''Men det ville på den anden side også være meget ustimulerende, hvis der slet ikke skete nogen udskiftning på så lille et sted,'' mener han.

De to er helt enige om, at deres arbejde på observationsafdelingen rent fagligt er usædvanligt afvekslende og udfordrende. Arbejdspladsen er en intensivafdeling med seks sengepladser, hvor man modtager mange forskellige typer patienter: For tidligt fødte børn, brandsårs- og traumepatienter, tilskadekomne, ofre for ulykker eller selvmordsforsøg, forgiftningstilfælde, hjerte-lunge-patienter, og hvad der ellers måtte være af akut alvorligt syge eller tilskadekomne børn og voksne.

Man arbejder på treholdsskift, og om natten er der ingen læge på hospitalet, men kun en tilkaldevagtlæge. Det betyder, at sygeplejerskerne selv må starte behandlingen, når f.eks. en hjertestoppatient bliver bragt ind. Sygeplejerskerne i Grønland har på flere områder større ansvar og kompetence end sygeplejersker i Danmark, og de er i den forbindelse dækket ind af den grønlandske sygeplejerskeautorisation, som automatisk overføres til danske sygeplejersker, der arbejder i Grønland.