Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

En grim uniform

Vivi Kronborg, 47 år, har arbejdet som sygeplejerske i 13 år. Er klinisk vejleder på Juliane Marie Centeret på Rigshospitalet. Hun har altid tunika og bukser på, og i dag er bukserne smøget op i anledning af det gode sommervejr.

Sygeplejersken 2003 nr. 36, s. 10

Af:

Lars Flindt Pedersen, journalist

”Jeg har altid tunika og bukser på, når jeg er på arbejde. Jeg synes, kitlen er gammeldags og upraktisk. Når man har bukser på, behøver man heller ikke tænke på, om man blotter sig, når man skal hjælpe patienterne,” siger Vivi Kronborg, der faktisk synes, at uniformen er grim. Hun ville gerne have en ny og mere moderne uniform og undrer sig over, at den ikke er blevet ændret i over 30 år.

”Jeg kunne godt tænke mig, at den havde facon lidt mere som en joggingdragt, ligesom dem f.eks. tandlæger har på. De har en løs tunikaskjorte med V-udskæring gerne i forskellige faconer, så man kan vælge den type, der klæder en bedst. Tunikaskjorten sidder ikke lige godt på alle, derfor tager de en hospitals-T-shirt på i stedet. Og det er ikke altid lige klædeligt, specielt ikke hvis T-shirten er gammel og forvasket,” siger hun. Vivi Kronborg er meget godt tilfreds med bukserne, men kunne godt tænke sig at overdelen blev anderledes udformet, og at der var både en vinter- og sommeruniform.

”Jeg ville ønske, at man havde en uniform helt uden ærmer til om sommeren, hvor den er for varm, og en i kraftigere stof med lidt længere ærmer til om vinteren, hvor man tit går rundt og fryser. Om vinteren går jeg med sjælevarmer, og det er upraktisk, fordi man enten skal tage den af eller smøge ærmerne op, når man har kontakt med patienterne,” siger hun.

Respekt og autoritet

Men på trods af uniformens ubekvemme udformning og umoderne snit mener Vivi Kronborg, at den har en lang række praktiske fordele.

”Det er rart at have en arbejdsdragt, man kan arbejde i, uden man skal tænke på, at det bliver tilsmudset. Desuden er det en fordel, at patienterne tydeligt kan se, hvem der er personale, og hvem der er pårørende. Derudover giver uniformen vel en slags respekt og autoritet. Det kan jeg da mærke, når jeg selv kommer som pårørende.”

Før hun kom på Rigshospitalet, arbejdede hun 10 år på Holstebro Sygehus, hvor der er en anden uniformskultur end på Rigshospitalet.

”På Holstebro Sygehus var det mere korrekt, der kunne man ikke drømme om at gå i hospitalsskjorter eller T-shirts. Der havde man som regel en kittel på, gerne med et bælte for lige at peppe uniformen lidt op. Det ville være klædeligt, hvis der blev strammet en anelse op i uniformspolitikken på Rigshospitalet,” siger Vivi Kronborg.