Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Fordelen ved hvidt hår

Aldrig har jeg følt mig så ung og uerfaren som over for denne dødsmærkede mand. Hvad kunne jeg dog sige eller yde, som han ikke fandt tåbeligt?

Sygeplejersken 2003 nr. 36, s. 19

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Motiverne bag valg af sygeplejen har ikke ændret sig stort, siden jeg begyndte min uddannelse i forrige årtusinde, tænkte jeg, da jeg i sidste nummer af Sygeplejersken læste artiklerne om de to kommende sygeplejestuderende. Begge glæder sig til at lære mennesket at kende, både legemligt og psykisk. Drømmen er et meningsfuldt arbejde og at være med til at redde verden ude eller hjemme.

Realitetschokket skal nok melde sig, fortæller ældre studerende i de følgende artikler. At skulle overskride grænser, røre ved nøgne mennesker, se forfald og stikke med kanyler. Alle har vi været igennem det, og i løbet af ingen tid er det rutiner, og man kan se tilbage på begyndervanskelighederne med en vis overbærenhed. Underligt nok nævner ingen det problem, jeg selv oplevede som det største.

Som knap 25-årig blev jeg - udstyret med et veldækket rullebord - sendt ind for at vaske en nyopereret mand med fremskreden kræft i spiserøret. En højtuddannet mand i halvtredserne, der ikke kunne meget andet end at ligge på ryggen i sengen og vente på at dø. Der stod jeg med alle mine talenter og en vaskeklud. ”Det er pinefuldt,” sagde manden i sengen.

Den dag i dag ved jeg ikke, om det var sårsmerter, min kluntethed eller hele den jammerlige situation, han mente. Jeg spurgte heller ikke. Aldrig har jeg følt mig så ung og uerfaren som over for denne dødsmærkede mand. Min livserfaring nåede ikke hans til sokkeholderne, hvad kunne jeg dog sige eller yde, som han ikke fandt tåbeligt? Jeg lod den arme mand slippe med lidt kattevask og forsvandt skyndsomt ud af stuen.

Det var ikke sidste gang, jeg følte min unge alder som et handicap i sygeplejen. Dengang havde vi ikke en brøkdel af den viden om kommunikation, døendes behov mv., som studerende har i dag. Men det var ikke kun manglende viden, det handlede om. De sygeplejersker, jeg i løbet af elevtiden så op til, var ikke nødvendigvis dem med den store teoretiske viden, men dem, der i kraft af alder og livserfaring optrådte med sikkerhed, autoritet og handlekraft. De var ikke bange for patienterne eller for ikke at slå til. Siden fik jeg selv erfaring, mere viden og sikkerhed, og ganske gratis kom også alderen og dens fordele.

Jeg kan ikke være den eneste, der har oplevet generationsforskellen mellem patient og ung sygeplejerske som et problem. I dag vil en god klinisk vejleder kunne give den unge studerende støtte til at klare sig bedre og forebygge en følelse af nederlag. Men er det nok? Man skal jo også se problemet fra den anden side.

Hvis den unge studerende eller sygeplejerske i øvrigt er suveræn til sit fag, vil patienten også føle sig tryg og i kompetente hænder uden skelen til aldersforskellen. Min tandlæge og min bankrådgiver er betydeligt yngre end mig, og det ser jeg som en fordel. Havde jeg brug for en sygeplejerske, ville ungdom heller ikke være et problem. Undtagen i særlige tilfælde. Det ville være svært for mig at vise fortrolighed, hvad angår dybt private eller eksistentielle forhold. I slige sager har de hvidhårede med erhvervet livsvisdom en fordel.

At lade de unge passe unge og de gamle passe gamle er en kabale, der ikke går op. Men man kan forberede de unge på, at uanset deres kvalifikationer kan der være ting, de ikke kommer til at beherske de første mange år.