Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Stafetten: Den sorte kuffert

Den sommer, jeg blev matematisk-biologisk student, fik jeg en solid sort kuffert. Det var i 1970. Planen var, at jeg skulle til Glostrup og starte som røntgenografelev.

Sygeplejersken 2003 nr. 36, s. 23

Af:

Vibeke Krøll, chefsygeplejerske, MPH

Jeg manglede lige den sidste samtale med skoleforstanderinden, før jeg blev optaget. Hun fortalte, at jobbet bl.a. bestod i at indgive kontraststoffer i forbindelse med røntgenundersøgelser. Mens hun fortalte, så jeg et fantasibillede for mig af store sprøjter og kanyler, fyldt med hvidt sejt stof, og en patient, der bare lå stille hen, som jeg ikke kunne kommunikere med. Det skræmte mig, og jeg var ikke i tvivl. Røntgenograf skulle jeg ikke være. Samme aften sagde jeg til min mors overraskelse: ”Jeg vil være sygeplejerske.”

Jeg var fra gymnasiet interesseret i krop og naturvidenskab. Men jeg havde også en dyb interesse for menneskers reaktioner og adfærd. Læsning om udviklingshæmmede mennesker og socialpsykologi havde optaget mig gennem flere år. Men ikke mindst var jeg optaget af at organisere og få mennesker til at gøre noget sammen, en interesse, der stammede fra bordtennissporten gennem mange år. Jeg var på et hav af træningslejre og spillede både i indland og udland. Jeg trænede også alle de nye spillere. Og at planlægge og tilrettelægge og arbejde sammen med dem, det var sjovt.

På det tidspunkt var det let at komme ind på sygeplejeskolen, når man havde en studentereksamen. Jeg søgte på sygeplejeskolen på Århus Kommunehospital, hvor jeg efter en samtale med forstanderinde Agnethe Eppenstein blev optaget. Jeg skulle bare lige have et år i huset, sagde hun. Det var et af optagelseskriterierne. Håndelag og evnen til at indlære teoretisk stof var væsentlige komponenter.

Min tid i sygeplejen gennem nu 32 år, som elev, klinisk sygeplejerske, leder, forsker, konsulent, lærer, foredragsholder og forfatter og mellem alt det diverse videreuddannelser, har til fulde levet op til mine oprindelige forventninger og grundlæggende interesser. Og jeg fortryder ikke et sekund af det liv. Sygeplejerskeuddannelsen giver mangfoldige muligheder, hvis man har gnisten og vilkårene. Det har jeg haft. Og jeg nyder stadig hver dag, jeg tager på arbejde.

Jeg har stadig den sorte kuffert. Den er lidt slidt nu efter mange rejser verden rundt i sygeplejens tjeneste. Så sidste år fik jeg en ny. Men den sorte er stadig i funktion, nu blot til opbevaring af julepynt.

Vibeke Krøll er chefsygeplejerske på Skejby Sygehus. Hun har givet stafetten videre til sygeplejerske og konsulent Bente Persson.