Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Regionale møder om sundhedspolitik

Hvor mange andre faggrupper går mon tiggergang for at få lov til at overholde deres overenskomst?

Sygeplejersken 2003 nr. 36, s. 17

Af:

Dorthe Boe Danbjørg, sygeplejerske, tillidsrepræsentant

”En ansat har ret til fravær fra arbejdet med sædvanlig løn i to dage pr. kalenderår pr. barn til og med det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år med henblik på omsorg for barnet.”

Således står der i ”Aftale om fravær af familiemæssige årsager” (KTO 2002). Problemet med afvikling af omsorgsdagene skitseres senere i teksten, hvor følgende specificeres: ”Ved afvikling af en omsorgsdag tages hensyn til forholdene på tjenestestedet.” Og dét er et reelt konkret problem for sygeplejersker at afvikle deres omsorgsdage pga. hensynet til forholdene på tjenestestedet.

Retten til omsorgsdagene skulle give den enkelte sygeplejerske mulighed for at tilbringe to dage sammen med sit barn. For de sygeplejersker, der har skolesøgende børn, ville det være oplagt at afvikle deres omsorgsdage på nogle af de mange feriedage, som barnet i forvejen har. En stor del af de feriedage kolliderer desværre - som bekendt - med ferieafviklingen på mange tjenestesteder, således at det ikke er muligt for sygeplejersker at afvikle omsorgsdagene i dette tidsrum.

Ferieafvikling oven i en stram normering er ikke en cocktail, der tillader sygeplejersker mange udskejelser! Dette er der dog også taget højde for i aftalen: ”Der er forudsat en betydelig grad af fleksibilitet og gensidig hensyntagen vedrørende afholdelse af omsorgsfravær,” er en af KTOs kommentarer til aftalen om omsorgsdage. Og det fortsætter, men ikke til sygeplejerskernes eller deres børns fordel: ”Såfremt der ikke opnås enighed herom (afholdelse af omsorgsdage), kan arbejdsgiver dog fastsætte, hvorledes omsorgsdage afvikles.” Hvis der er nogen, der efter denne smøre skulle have glemt formålet med omsorgsdagene, gentages dette for en sikkerheds skyld: med henblik på omsorg for barnet...

Nu er det dog ikke kun i ferieperioden, at problemet eksisterer, så ville det nok være til at leve med. Hele kalenderåret igennem er det et generelt problem, at hensynet til forholdene på tjenestestedet påvirker den enkelte sygeplejerskes mulighed for tilrettelæggelse og afvikling af sine omsorgsdage.

Oplevelsen af at skulle kæmpe for at få lov til at holde sine omsorgsdage kan meget vel overskygge selve fornøjelsen ved dem. Det er et tilbagevendende problem, at det er os sygeplejersker, der skal lægges til last for, at normeringen ikke hænger sammen. Det er og bliver et ledelsesproblem, at vores normeringer ikke tillader os at gøre krav på overenskomstberettigede goder som det naturligste i verden. Det kan aldrig blive den enkelte sygeplejerskes ansvar, at forholdene på tjenestestedet ikke kan leve op til de aftaler, som er lavet for at sikre den enkelte sygeplejerskes rettigheder.

Men det føles sådan. Og som det er nu, bliver resultatet, at sygeplejersker, der afvikler deres omsorgsdage, ender med at få dårlig samvittighed, mens det er helt andre, der skulle have dårlig smag i munden for konstant at sætte os sygeplejersker i en situation, hvor vi går tiggergang. Hvor mange andre faggrupper går mon tiggergang for at få lov til at overholde deres overenskomst?

Vi sygeplejersker skal udvise en (til tider mere end!) betydelig grad af fleksibilitet og hensyntagen! Det står sort på hvidt i KTOs kommentarer. Dette gælder også for arbejdsgiver (der står faktisk gensidig hensyntagen i aftalen). Men som det nu en gang er, er det arbejdsgiveren, der har ledelsesretten, og denne kan derfor også fastsætte, hvorledes omsorgsdagene afvikles - under hensyntagen til forholdene på tjenestestedet.

Og det er i den sætning, at hele problemet med omsorgsdage ligger. Det gælder også andre af de aftaler, som vi sygeplejersker er underlagt. Hvordan sikrer det os, sygeplejerskerne, hvis forholdene på tjenestestedet aldrig tillader noget? Hvordan kan vi sygeplejersker være garanteret vores omsorgsdage eller nogle af de andre aftaler, når de efterfølges med under hensyntagen til tjenestestedet. Vejer hensynet til tjenestestedet efterhånden tungere end hensynet til sygeplejerskerne??

Dorthe Boe Danbjørg er tillidsrepræsentant på børneonkologisk afdeling på Rigshospitalet.