Uniformen gav mig identitet

Lis Poulsen har været længe inden for sygeplejefaget.

”Jeg husker det som noget helt særligt, da jeg fik taget mål til min uniform. Dengang var uniformen en blå kjole og et forklæde. Om halsen var en krave, der skulle samles med elevnålen. På hovedet havde vi kapper. Det var virkelig et udstyrsstykke, når vi skulle starte om morgenen, og det kunne godt tage lang tid, når man skulle have sin uniform på,” fortæller Lis Poulsen, der i dag er 58 år og har været 39 år i sygeplejen. I dag er hun ansat på Sankt Lukas Stiftelsens Hjemmehospice og går yderst sjældent i uniform. Hun begyndte som sygeplejeelev i 1964 på Århus Amtssygehus, hvor afdelingssygeplejersken fortalte eleverne, at sygeplejersker blot skulle være lægernes forlængede arm.

”Vi skulle være til stede, som var vi intetkøn, og vi skulle alle sammen ligne hinanden. Dengang var man jo opdraget til ikke at skulle gøre oprør, og slet ikke når man var elev på Århus Amtssygehus.”

Så for Lis Poulsen var uniformen en slags forklædning, man tog på for at blive en anden og for at blive en del af hospitalet.

”Jeg var stolt af og glad for min uniform. Jeg var i mit drømmejob, og det så pænt ud, når vi alle sammen var ens.”

Billige materialer

Lis Poulsen fortæller, at uniformen har haft stor betydning for hende gennem det meste af hendes sygeplejerskekarriere.

”Når jeg tog den på, var jeg sygeplejerske, mere end jeg var Lis. Den gav mig beskyttelse og autoritet, som jeg nok havde alligevel bare uden at vide det.”

Hun tror ikke, man i dag har den samme stolthed og respekt over for sygeplejerskeuniformen,

Side 11 

som man havde dengang.

Fællesskabsfølelse var større og anderledes, bl.a. fordi eleverne boede på sygehuset og var en del af institutionen.

”Når jeg ser på uniformerne i dag, synes jeg, det er for slapt. Uniformerne er lavet af for billige materialer, som klistrer til kroppen. Det er ikke en hensigtsmæssig arbejdsdragt. Der er også tendens til, at folk pynter sig med smykker, ringe, bælter, farvede strømper. Det er både uhygiejnisk og grimt. Det hører ikke til sygeplejerskeuniformen.”

I dag er det meget sjældent, at Lis Poulsen har uniform på. Da hun begyndte i hjemmehospice, fik hun både udleveret jakke og bukser, men havde kun jakken på i begyndelsen.

”Det var en slags støtte og nogle gange praktisk, for folk kunne se, hvem jeg var. Det fik mig måske til at føle mig mere sygeplejerskeagtig. Men jeg fandt ud af, at det ikke var nødvendigt, fordi jeg sjældent yder direkte patientpleje. Jeg sidder som regel ned og taler med patienter, pårørende og hjemmepleje og fungerer i dag mere som sygeplejerskekonsulent end som sygeplejerske i vanlig forstand.”

Nu trækker Lis Poulsen i sygeplejerskeuniformen højst 10 gange om året, og det har hun det rigtig godt med.

”Jeg tænkte meget over det, da jeg slap den. Jeg tænkte, at den behøvede jeg ikke længere at gemme mig bag. Det var faktisk en sjov erkendelse at komme til. Jeg synes, det er rart at være sluppet af med den, og jeg har det helt fint med at komme i civil,” siger Lis Poulsen.

Hun har aldrig oplevet at blive mindre respekteret, når hun ikke havde uniform på. ”Jeg havde i lang tid troet, at autoriteten og respekten lå i uniformen. Og det gør den selvfølgelig ikke. Det er bl.a. nogle af de mange ting, man lærer om sig selv, når man bruger sig selv meget i kontakten med patienten.