Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

De begrænser komplikationer hos respiratorpatienter

Wake-up call. Det har været en øjenåbner for sygeplejerskerne på intensiv afdeling på Næstved Sygehus at arbejde systematisk med respiratorpatienters sikkerhed i kampagnen Operation Life.

Sygeplejersken 2008 nr. 8, s. 24-25

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2088-09-25a
Akut eller stabilt. Hektisk eller roligt. Arbejdet skifter fra time til time på intensiv afdeling. Marianne Skrubbeltrang Hansen hjælper sin kollega Anja Hegnelt med en respiratorpatient, som lige er kommet retur fra CT-undersøgelse. Foto: Christoffer Regild

Intensiv afdeling på Næstved Sygehus er en af landets sikreste at være intensiv patient på. På gangen hænger en fin kurve, der viser, at næsten 100 pct. af respiratorpatienterne i dag får tilbudt den bedste praksis og dermed har mindre risiko for komplikationer under indlæggelsen. Intensiv afdeling har været med i den landsdækkende kampagne Operation Life fra start i foråret 2007. Målet er at redde 3.000 liv på landsplan i løbet af 18 måneder ved hjælp af seks konkrete tiltag. Et af dem er at forhindre dødsfald pga. pneumoni og dyb venetrombose som følge af respiratorbehandling.

En simpel ting, som kan have afgørende betydning for patientens chance for at overleve, er hældningen på sengens hovedgærde. Den skal være mellem 30 og 45 grader. Afdelingens Operation Life-team, der består af medlemmer af afdelingsledelsen, fik specialfremstillet en vinkelmåler, som blev præsenteret for personalet den morgen, hvor den rette elevation af sengene skulle gennemføres.

"Vi troede alle sammen, at vi i forvejen vidste, hvordan vi skulle elevere hovedgærdet på den rigtige måde. Men da vi afprøvede det, viste det sig, at der var forskel på vores opfattelse af, hvornår vinklen var mindst 30 grader," siger sygeplejerske Marianne Skrubbel-trang Hansen.

Rutinen med at indstille sengenes hovedgærder korrekt blev indført hurtigt og effektivt.

"Nye plejeopgaver tager ofte lang tid at indføre, men i løbet af 14 dage var alle konsekvent begyndt at bruge vinkelmåleren," siger Marianne Skrubbeltrang Hansen.

Daglig sedationsscoring og vurdering af patientens sedationsniveau havde intensiv afdeling tilsyneladende styr på, inden kampagnen gik i gang. Alligevel oplever Marianne Skrubbeltrang Hansen, at patienterne i dag kommer hurtigere gennem indlæggelsen, og at kvaliteten er blevet bedre.

"Vi er blevet mere opmærksomme på, at patienterne ikke skal sove så tungt, og at lægerne skal huske at skrive præcist i journalen, hvilket sedationsniveau de ordinerer medicin til. Set i bakspejlet er det min fornemmelse, at nogle patienter tidligere sov tungere end nødvendigt, og at det kan have været med til at komplicere deres forløb," siger Marianne Skrubbeltrang Hansen.

Intensiv afdeling kan ikke dokumentere, at de har reddet liv eller har nedbragt hverken indlæggelsestid eller respiratortid for patienterne. Patienternes tilstand og diagnoser er for forskellige til, at man kan sammenligne før og efter, afdelingen gik i gang med Operation Life. Afdelingen kan til gengæld dokumentere, at respiratorpatienterne får tilbudt den bedste praksis under deres indlæggelse. Til oktober 2008 slutter den landsdækkende kampagne, og til den tid vil det vise sig, om der er reddet 3.000 liv på landsplan.

HVAD ER DIN BEDSTE OPLEVELSE MED EN PATIEN FOR NYLIG?

 
"Det var en aften, hvor vi havde pænt travlt, og der blev meldt en meget dårlig hjertepatient, som hurtigt blev kørt ind på afdelingen fulgt af narkoselæge og -sygeplejerske og en medicinsk læge. Han var vågen og havde respirationsbesvær. Vi arbejdede hektisk med at intubere ham, og vi beroligede ham, mens sedationsmedicinen blev gjort klar. Da han var stabil, gik jeg ind til de pårørende for at samle op på, hvad der var sket. Jeg gik fra afdelingen med en god fornemmelse. Vi havde reddet hans liv."