Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Lav pris på kvindearbejde

Sygeplejersken 2010 nr. 11, s. 15

Af:

Søren Palsbo, journalist

Mandsdominerede faggrupper har 22 pct. højere løn i snit end kvindegrupper på samme uddannelsesniveau. Uligelønnen er størst for kvindegrupper med mellemlang videregående uddannelse. Det fremgår af redegørelsen fra Lønkommissionen.

Mænd og mandsdominerede fag har en højere timeløn end kvinder og kvindedominerede fag. Det viser Lønkommissionens redegørelse, som kommissionens parter afleverede i enighed sidste fredag.

I alt er der foretaget lønanalyser af 44 forskellige faggrupper. Alle mandsdominerede faggrupper har en højere løn end kvindegrupperne på samme uddannelsesniveau, og de lønmæssige skævheder er størst for kvindegrupper med mellemlange videregående uddannelser såsom sygeplejersker.

Det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved en betydelig kønsopdeling, fastslår Lønkommissionen. To ud af tre ansatte i den private sektor er mænd. I den offentlige sektor er næsten tre fjerdedele af de ansatte kvinder. Mænd er typisk ansat i fag, der handler om teknik, byggeri og økonomi, mens kvinder typisk er ansat inden for pleje og omsorg. Prisen på arbejdskraften i de kvindedominerede fag er fastsat lavere end i de mandsdominerede fag.

For arbejdsmarkedet som helhed viser Lønkommissionens analyser, at forskellen mellem mænds og kvinders løn er ca. 18 pct. i mændenes favør. Inden for det offentlige er lønforskellen gennemsnitligt 22 pct. Den største forskel findes i regionerne, som er sygeplejerskernes største arbejdsgiverområde. Her er lønforskellen mellem mænd og kvinder næsten 39 pct.

Vanskeligt at ændre lønrelationer

Lønkommissionen er nået frem til, at der er mekanismer i forhandlingssystemet, som bevirker, at det er vanskeligt at ændre på lønrelationerne mellem faggrupper. Også selv om der er mulighed for at foretage en vis skævdeling til fordel for udvalgte grupper, som det bl.a. er sket til opbygning af kortuddannedes pensioner. Mange lønforbedringer er i øvrigt udmøntet som generelle, procentuelle lønstigninger til alle. Denne udmøntningsform virker også bevarende på faggruppernes indbyrdes lønrelationer.

Problemerne omkring det kønsopdelte arbejdsmarked kan ikke reguleres via aftaler eller overenskomster, men skal løses i et bredere perspektiv, fastslår Lønkommissionen.