5 faglige minutter: Kampen om tiden og patienterne

For nylig udgav en række ældre overlæger en usædvanlig skrap debatbog med titlen "Alle disse løfter om et tidssvarende sundhedsvæsen". Her fik de ledende sygeplejersker et mere end bittert drag over nakken for sammen med djøf'erne at medvirke til sundhedsvæsenets deroute og gøre pleje og behandling til lavstatus. Lægegruppen bliver i bogen fremstillet som en magtesløs faggruppe, der forgæves kæmper for omsorgen for patienterne. De ledende sygeplejersker har til gengæld travlt med selvudvikling, kontorindretning og pseudoakademiske krumspring. Budskabet er, at magten skal tilbage til tydelige faglige autoriteter, altså lægerne.

Jeg skal ikke lægge hovedet på blokken som sandhedsvidne på, om der i tidernes morgen har befundet sig en enkelt eller to oversygeplejersker af ovenstående kaliber på de hvide gange, men at lægegruppen alene kæmper for patienterne og omsorgens vilkår, og tillige er en afmægtig faggruppe i forhold til sygeplejerskerne, har ifølge mine kilder inden for sygehusvæsenet ingen gang på jord. Her er det mere hyppigt, at det er lægerne, der vinder kampen om tiden og patienterne og ikke altid uden negative konsekvenser for plejen og omsorgen.

Et eksempel: Min veninde møder dagligt 7.15 på en kardiologisk afdeling. Uden overbelægning plejer hun fire patienter gennem dagen. Det første kvarter bruges på at læse rapport, og frem til kl. 8.30, hvor der er et planlægningsmøde med lægerne, så de kan prioritere deres arbejdsdag, skal hun nå følgende til sine fire patienter: vækning, tage værdier, hjælpe trængende på toilettet, oprydning på stuen, ophældning af morgenmedicin, servere morgenmad og hente bakker tilbage til madvognen, inden den køres væk. Morgenvilkåret til disse opgaver er altså et kvarter pr. patient, hvor sygeplejerskerne ligger vandrette for at nå frem til morgenmødet med lægerne. Kan man så ikke flytte morgenmødet bare et kvarter" Nej, for lægerne skal videre til røntgenkonference, inden de vender tilbage for at gå stuegang kl. 9. Her skal sygeplejersken, ifølge en beslutning på ledelsesniveau, være lægens tro støtte hele vejen igennem, også når vedkommende efterfølgende dikterer journalnotater. Den eneste gangbare undskyldning for at afvige dette følgeskab er én patients hjertestop. Ergo kommer sygeplejerskerne først i gang med patienternes personlige pleje efter stuegang ca. kl. 11, og sengebad og brus går direkte over i ophældning af middagsmedicin, servering af middagsmad, kogning af bækkener, tjek af udstyr på stuerne, opfølgning af stuegang, udskrivelser, kontakt til hjemmepleje, dokumentation mv. På bundlinjen er der frustration hos såvel sygeplejersker som patienter over, at sygeplejerskerne maks. har en halv time til rådighed sammen med hver enkelt hjertesyg patient. Her forventes det så, at der skal leveres behandling, pleje, omsorg og sundhedsfremme i verdensklasse.

Sygeplejersker har altid været og er, trods store anstrengelser for at tilkæmpe sig selvstændig tid til deres kerneopgaver, stadig dybt afhængige af lægernes arbejdsgange. I kampen om patienterne synes rigiditeten i organiseringen af arbejdet udtalt. Taberne er ofte sygeplejerskerne, som på grund af deres svært definerlige faglige grænser bøjer sig af hensyn til smidigheden i patientforløbene. Det er således ikke lykkedes de, ifølge bogen, unødvendigt mange ledende oversygeplejersker helt at folde deres magtfulde vinger ned over lægerne.

At hjertesygeplejerskernes arbejdstid derudover indebærer opgaver, som en serviceassistent kunne varetage, er et yderligere problem. Patienterne har ikke glæde af, at de enkelte faggruppers spidskompetencer ikke udnyttes bedst muligt. Revirbeskyttelse i sundhedsvæsenet er forældet, og en respektfuld omgangstone mellem faggrupperne må være et mindstekrav. Det lever flere indlæg i bogen "Alle disse løfter om et tidssvarende sundhedsvæsen" ikke op til. Sygeplejersker må til gengæld stoppe med himmelvendte øjne over "de dumme læger". Nytænkning, tak.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.