Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sundhedsplejen er i høj grad et job for mænd

M/K-arbejde. "Resultatorienteret og selvstændigt." Sådan beskriver 58-årige Bjarne Andersen sit job som sundhedsplejerske. Han mener, at sundhedsplejen i høj grad er et arbejde for mænd.

Sygeplejersken 2010 nr. 8, s. 38-39

Af:

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

 0810-38-01-1
Foto: Simon Klein-Knudsen
 

I over 30 år har 58-årige Bjarne Andersen været sundhedsplejerske i Ringsted Kommune. Det er ikke bare usædvanligt i en tid, hvor folk skifter arbejdsplads langt oftere end tidligere. Bjarne Andersen er også mønsterbryder som en af de få mænd, som har taget et af de mest kønsskæve områder inden for sygeplejen til sig.

"Jeg synes jo, at sundhedsplejen ligger ligetil for mænd. Det er et selvstændigt arbejde, hvor man kører sine egne projekter, og det er meget resultatorienteret. Desuden er halvdelen af forældrene hankøn," siger han, mens han anretter frugt og boller på store fade i køkkenet på aktivitetscenteret Vesterled. I stuen ved siden af er de første barnevogne med tvillinger i forskellige størrelser trillet ind. Mødrene er ved at pakke poderne ud til en formiddag i mødregruppen for tvillingebørn. Ingen af dem har tænkt nævneværdigt over, at Bjarne Andersen er sundhedsplejerske af hankøn.

"Næh, jeg har bestemt fået de råd, jeg har brug for," smiler Karina Sørensen, som er sygeplejerske og mor til tvillingerne Frederikke og Matthias på knap halvandet år.

"De fleste ved det godt i forvejen, så jeg oplever stort set aldrig, det er et problem," fortæller Bjarne Andersen, som mener, at der er stor mangel på rollemodeller for de få mandlige sundhedsplejersker, der er i Danmark.

"Kvinder og mænd organiserer sig ikke på samme måde. Jeg oplever f.eks., at hvis vi holder møder, er der altid flere, der taler på én gang om 117 forskellige ting. Det forstår vi mænd ikke, vi har brug for struktur, ellers bliver vi hægtet af," smiler han.

Han ser gerne, at mange flere mænd opdager, hvilke muligheder der er i at arbejde med sundhedsplejen, så kønsfordelingen bliver mere lige, men de skal helst komme i en større flok på én gang. En enkelt ekstra mandlig kollega er ikke nok.

"Jeg vil hellere være ene hane i kurven, end at der f.eks. kommer en enkelt mand til. Mænd konkurrerer meget med hinanden på jobbet om, hvem der er bedst. Det har jeg ikke lyst til. Men hvis der f.eks. var en tredjedel mænd i forhold til kvinderne, så tror jeg, det ville skabe en god dynamik. Det kan man se andre steder, hvor kønnene er mere ligeligt repræsenterede. Vi har forskellige kompetencer, vi kan bruge i forhold til hinanden," mener han. 
 

HVAD SKAL MAN SPECIELT KUNNE I DIN FUNKTION?

"Uanset om man er mand eller kvinde, skal man evne at have ro på sig selv og kunne fokusere. Det er faktisk en fordel for mig, at jeg ikke kan multitaske, som man altid snakker om, at kvinder kan. Jeg kan ikke lave 117 ting på én gang, så jeg er helt til stede, når jeg skal være til stede. Jeg skal have øjenkontakt med den mor, jeg snakker med, og så lukker jeg alt andet ude, også selvom bollerne, jeg lige har smidt i ovnen, så bliver lidt sorte."
 

HVAD ER DEN BEDSTE OPLEVELSE DU HAR HAFT MED EN BORGER DEN SIDSTE UGES TID?

"Jeg har haft mange besøg hos en førstegangsfødende mor, der havde et meget uroligt spædbarn. Hun havde været til lægen, men han afviste, at der skulle være noget i vejen. Jeg snakkede med hende om, at det alligevel godt kunne lyde som om den lille havde noget med ørerne, og gav hende nogle gode råd. Få dage efter ringede hun glad og sagde, at det havde hjulpet. Det var en fantastisk følelse at kunne høre, hvor lettet hun var, og at det, jeg havde foreslået, havde givet resultater med det samme."