Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

SWAT-teamet fra Herlev Hospital

Sygepleje med skæg. Kohyar Partovi-Deilami og Lars Elbrandt er begge sygeplejersker på anæstesiafdelingen på Herlev Hospital. De har valgt et af de specialer, som tiltrækker flest mandlige sygeplejersker. Alligevel kan der være brug for en mandeklub og lidt mentalt dæksparkeri en gang imellem.

Sygeplejersken 2010 nr. 8, s. 24-27

Af:

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

0810-24-01-1LARS ELBRANDT, 43 ÅR
Uddannet fra Hillerød Sygeplejeskole i 1991. Har arbejdet som sygeplejerske i Grønland. Afslutter anæstesiuddannelsen på Herlev Hospital sommeren 2010. Bor i Hillerød med sin kone og tre børn.  
Stillingsbetegnelsen "sygeplejerske": "Sådan har det altid været, og det er svært at finde et alternativ. "Sygeplejer" er måske nærliggende, men det er en funktion fra psykiatrien, og dem vil jeg ikke sammenlignes med. Men jeg kunne godt tænke mig, titlen blev intetkøn." 
Fagets muligheder: "Jeg elsker blå blink og spænding. Der skal ske noget. Jeg valgte faktisk at blive sygeplejerske, fordi jeg vidste, at der er gode rejsemuligheder. Jeg forestillede mig, at jeg skulle ned og redde afrikanere, men indtil videre er det kun blevet en tur til Grønland."  Foto: Simon Knudsen

Der er langt mellem mandlige sygeplejersker i Danmark, og det fornemmes, når man vader gennem Herlev Hospitals kilometerlange gange. De eneste mænd i kittel er et par hvidklædte ældre læger, som sidder og mumler fagjargon i diktafoner. En yngre grønklædt fyr kommer susende på et løbehjul og bryder den lidt tunge, seriøse stemning med et stort grin og et imødekommende "Hej!"

Det lykkedes at finde ham. Minoriteten i det danske sundhedsvæsen: Den mandlige sygeplejerske.

Han hedder Kohyar Partovi-Deilami, og sammen med kollegaen Lars Elbrandt arbejder han som anæstesisygeplejerske på Herlev Hospital. De er otte mænd ud af afdelingens ca. 70 sygeplejersker, fortæller de. Det svarer til ca. 11 pct., og det stemmer fint overens med, at anæstesien hører til i det populære afsnit for de mandlige sygeplejersker, hvor ca. 10 pct. er mænd.

Selv kalder de sig hospitalets SWAT-team, fordi det er dem, som i bedste actionstil "sparker dørene ind og står klar til at redde", som Kohyar Partovi-Deilami forklarer, mens han laver karatebevægelser mod en usynlig dør.

Vis mig dit skilt

Selvom det ikke er helt uvant med testosteron i sygeplejeuniformen på afdelingen, kender både Lars Elbrandt og Kohyar Partovi-Deilami til, at der stadig er mange, som løfter øjenbryn, når de præsenterer sig.

"Det er helt typisk, at folk tror, man er læge, når man er mandlig sygeplejerske," siger Lars Elbrandt.

"Ja, eller portør. Hvis jeg kommer op på en afdeling, spørger de nogle gange om, hvem jeg skal hente. Også selvom jeg har to skilte på, hvor der står, jeg er sygeplejerske," griner Kohyar Partovi-Deilami og peger på sin uniform, hvor det tydeligt fremgår.

Det er meget sjældent, de oplever, at det giver problemer med patienter eller pårørende.

"Det var noget, jeg var mere opmærksom på, lige da jeg var nyuddannet. I dag tænker jeg ikke særlig meget over det, og det er da også maks. én gang om året, jeg oplever, at patienterne f.eks. beder om en kvindelig sygeplejerske," siger Lars Elbrandt.

"Faktisk er der en masse positive ting ved i at være mand i et kvindefag," fortsætter Kohyar Partovi-Deilami. "Vi har det som blommen i et æg. Kollegerne er glade for at have os, for de gider heller ikke, at det bliver et rent kvindemiljø. Patienterne er også glade for det, for vi mænd giver omsorg på en anden måde end vores kvindelige kolleger. Vi er mere kontante og direkte, hvor kvinderne er sådan lidt mere holde-i-hånd-agtige," siger han, og Lars Elbrandt nikker: "Jeg tror, det er rigtig godt, der er det samspil. Begge dele er omsorg, men på forskellig måde. Patienterne er jo også forskellige og har brug for forskellige ting," siger han.

Fordomme preller af

Hvor det daglige arbejde med patientpleje og kolleger forløber kønsmæssigt gnidningsfrit, florerer der derimod stadig fordomme uden for hospitalsgangene.

"Man er jo bøsse, til det modsatte er bevist!" griner Kohyar Partovi-Deilami, og Lars Elbrandt vender øjne med et smil: "Vi hører det så tit, at det preller af. Men det ligger nok ubevidst i os alligevel. Hvis jeg hurtigt kan få flettet ind i samtalen, at jeg er gift og har tre børn, så har vi i hvert fald det på plads," siger han. Det kender Kohyar Partovi-Deilami godt, men gør heller ikke et stort nummer ud af det:

"Der er fordomme om alle fag. Sådan er vores samfund skruet sammen. Det er der jo også om håndværkere. Vi ved, de alle sammen spytter og klør sig i skridtet og er lidt dumme, ikke"" griner han.

Ud over at være mandlig sygeplejerske er Kohyar Partovi-Deilami oprindeligt fra Iran, så han er vant til at lægge øre til lidt af hvert: "Da jeg var i 20'erne, skulle jeg overbevise alle om, at jeg ikke var bandemedlem. Jeg fandt hurtigt ud af, det var for anstrengende, og at det var lettere, at folk selv dannede sig et indtryk af mig. Det er samme teknik, jeg bruger her," smiler han.

Begge mænd er enige om, at der måske også er en grund til fordommene.

"Jeg tror, der er lidt flere homoseksuelle blandt mandlige sygeplejersker," siger Lars Elbrandt, og Kohyar Partovi-Deilami nikker: "Det er der nok også på vores afdeling. Det er bare ikke noget, vi tænker over. En mandlig kollega er en kollega, sådan er det."

0810-27-01-1KOHYAR PARTOVI-DEILAMI, 34 ÅR 
Uddannet fra Hillerød Sygeplejeskole i 2000. Afsluttede anæstesiuddannelsen på Herlev Hospital i 2006. Har været sygeplejerske i forsvaret siden 2006. Bor i Brønshøj med sin kone og to børn.
Fordele: "Man kan som mand næsten gøre hvad som helst og stadig få ros. Jeg syntes nogle gange, det var unfair over for mine kvindelige medstuderende, da vi arbejdede på plejehjem. Jeg kunne nærmest give de ældre bleen omvendt på, og de syntes stadig, det hele bare var fantastisk."
Ulemper: "Det er ikke en særlig fed scorereplik at stå på et diskotek og sige "jeg er mandlig sygeplejerske". Kvinderne vender sig om og går, fordi de tror, man laver grin med dem. Jeg vil gerne være med til at vise, at det at være mandlig sygeplejerske ikke er noget fimset - tværtimod. Jeg har været sygeplejerske i Afghanistan. Det er da næsten så maskulint, som det kan blive."  Foto: Simon Knudsen 

Grill og dæksparkeri

Begge har tidligere været på afdelinger uden mænd, og de er glade for nu at være et sted, hvor der trods alt er en del kønsfæller.

"Jeg kom fra en sengeafdeling, hvor der ellers kun var kvinder, og det er fedt at komme et sted, hvor der er andre mænd. Jeg havde ikke savnet det, men jeg kan mærke, at der er en anden stemning og knap så meget hønsegård," smiler Lars Elbrandt.

"Da jeg var på en sengeafdeling, var der heller ikke mange mænd, så jeg havde et tættere forhold til portørerne. Det var dem, jeg klistrede mig til, for jeg har også behov for at have mandlige kolleger," siger Kohyar Partovi-Deilami og tænker lidt efter: "Det handler om - ligesom på alle andre arbejdspladser, at det er sundt, at der både er kvinder og mænd. Jeg er sygeplejerske i forsvaret også, og der er næsten kun mænd. Det kan jeg også blive ret træt af, der savner jeg kvinderne. Der skal være noget balance," konkluderer han.

Både Lars Elbrandt og Kohyar Partovi-Deilami snakker meget med deres mandlige kolleger. Sidstnævnte har taget første spæde skridt til at starte den uofficielle mandeklub MMS - Maskuline Mænd i Sygeplejen.

"Vi holder snart en fest, hvor vi skal dyrke det maskuline i vores fag," smiler Kohyar Partovi-Deilami og prøver at forklare, hvad det går ud på: "Altså, det er sådan noget med at være lidt plat, drikke nogle øl, spille noget dart og snakke sammen."

"Det er faktisk ren faktuel viden og faglig samtale," siger Lars Elbrandt, mens han forsøger at se alvorlig ud.

"Ja ja, selvfølgelig," siger Kohyar Partovi-Deilami ivrigt, men glemmer hurtigt at holde masken. "Vi kan jo grille. Vi har alle sammen et godt bud på, hvornår kødet skal på, og hvor varm sådan en grill bør være. Og så kan vi gå ud og sparke til nogle dæk bagefter!"

Mænd kan godt ammevejlede

Der er ikke langt til latter og selvironi hos d'herrer sygeplejersker i dag, og heller ingen tvivl om, at de er vilde med deres job. Men det har ikke altid været helt nemt at være mand i en verden af kvinder, fortæller de.

"Jeg overvejede flere gange at stoppe, da jeg var under uddannelse," husker Lars Elbrandt. Han kom aldrig helt på bølgelængde med underviserne, som alle var kvinder.

"Det var hele tiden noget med at skulle snakke "hvad føler du" og "hvordan har du det", og hvis man sagde, hvad man mente, så skulle man mene noget andet. Jeg havde svært ved at afkode de svar, de ville have. Det var først det sidste halve år, det gik op for mig, at hvis jeg sagde det, de ville have, så lod de mig være i fred. Så kunne jeg gøre det, jeg syntes, var rigtigt i stedet, og alligevel stadig få gode karakterer," siger han.

"Jeg var også tæt på at hoppe fra mange gange," fortæller Kohyar Partovi-Deilami. "Det hele handlede om bløde værdier og humanistisk ævle-bævle-snak. Men jeg havde set en anæstesisygeplejerske og havde tænkt "hun er sej - det er det, jeg vil!", og det holdt jeg fast i hele vejen igennem uddannelsen," fortæller han og fortsætter: "Hvis uddannelsen skal være mere attraktiv for mænd, skal der flere naturvidenskabelige fag ind. Det er okay med omsorgsteorier, og de skal bestemt være der, men man skal ikke drukne i det."

Selvom Kohyar Partovi-Deilami er glad for sit fag, er der områder, han ikke kan forestille sig at arbejde med:

"Jeg ville ikke føle, jeg hørte hjemme på en gynækologisk afdeling eller en fødestue. Jeg ville have svært ved at skulle fortælle en mor, hvordan hun skal amme," siger han.

"Jeg har da været ammevejleder, da jeg arbejdede som sygeplejerske i Grønland," siger Lars Elbrandt med et skævt smil. Kohyar Partovi-Deilami griner overrasket: "Har du det" Jamen, det er selvfølgelig også det, som er så fedt ved vores fag. Vi kan vælge, hvad vi vil, og der er uanede muligheder og alle mulige forskellige specialer."