5 faglige minutter: ”Frisk” i hjemmeplejen

I hjemmeplejen, hvor Hannah er leder, står det på alle måder sløjt til. Der er mindst tre sygemeldinger hver dag, og Hannah er i tvivl om, hvor lang line de ansatte skal have. Hvad skal hun gøre ved det høje sygefravær? Det virker, som om alt personale er ramt af større eller mindre personlige jordskred, og samtidig mærker Hannah et bagtæppe af kritik, der ikke bliver formuleret. Men alle vil forstås, fornemmer hun.

En ansat er helt grå af langtrukken skilsmisse, en anden har en døende mor, som kræver sit, en tredje har store problemer med en hashrygende søn med ADHD, og en fjerde ringer denne morgen og melder sig syg, fordi der er gået hul på hendes 250 liters akvarium. Den femårige søn hoppede ned i akvariet, fordi han havde set en trailer for Abernes Planet på tv. Hannah skærer tænder.

Hun ved, at sygeplejersken er gift med en brandmand, som har friuge. Det fortalte sygeplejersken i går under morgenkaffen.
”Hvorfor i alverden kan han så ikke feje de elendige slørhaler op,” spørger hun sig selv, mens hun skyller et krus kaffe ned.
En assistent kommer slukøret og vil tale med Hannah. Hendes mand er blevet taget for spritkørsel i går aftes, og hun vil gerne have lov til at gå hjem. En sygeplejerske har en dement mor, som forlader det lokale plejehjem et par gange om ugen for at besøge sin far, der er død for 52 år siden, og sygeplejersken bruger meget tid på at lede efter hende.

To ansatte kommer konsekvent 20 minutter for sent næsten hver dag.

Hannah vælger at tage tyren ved hornene på det kommende personalemøde.
”Vi har et meget højt sygefravær, og det er der mange grunde til. Jeg synes, vi har en familievenlig og fleksibel arbejdsplads, men personlige problemer fylder rigtig meget for tiden, og de kræver naturligvis både forståelse og en overbærenhed,” siger Hannah.
”Men bægeret er fuldt. I forhold til område Øst fører vi stort på sygefravær, mange af årsagerne kender vi, men vi skal tænke over, hvem det går ud over – og hvad vi skal gøre ved det.
Ordet solidaritet lugter af muggen fortid, jeg ved det godt, men vi bliver nødt til at have respekt for hinanden og være klar på, at hver eneste sygemelding betyder, at andre skal løbe stærkere, og at borgerne får en ringere plejekvalitet,” siger hun.
”Ordet er frit: Hvad gør vi?”

Der bliver stille. Meget stille.
En af dem, det har været ansat siden sidste århundrede, Vera, tager endelig ordet. Hannah kan næsten ikke tro sine egne ører: ”Vi skal have en hund,” siger hun. ”En hund?” gisper Hannah.

”En hund i hjemmeplejen?”

Vera gør stilfærdigt rede for hundens udvælgelse, ankomst, brug, pleje og pasning uden afbrydelser. De andre ser forundrede på hende.

”Hvad bliver det næste, skal vi også formidle børnebørn til de borgere, som aldrig får besøg af deres egne?” spørger Britt surt.

Vera bliver ved. Hannah giver langsomt slip på sin modstand. Et udvalg af hundetilhængere bliver nedsat, men Vera har lige en bemærkning mere. ”Jeg ved, hvad den skal hedde,” siger hun.

”Lad os høre,” siger Hannah. ”Den skal hedde ”Frisk”,” siger Vera og smiler. ”Og de borgere, som har lyst, kan bede om hundebesøg, når vi alligevel skal hælde piller op.”

Stemningen er delt. Nogle synes, det er en sjov idé, og broderer videre på tanken, andre synes, at en hund er endnu mere besvær i en presset hverdag, som nu også skal udfyldes af hundemad, hundehår, luftning og plastikposer med hundelort.
”Som om vi ikke har lort nok,” siger Britt.

Hannah sukker. ”Lad os prøve idéen af,” siger hun. Hun er lettet over, at det blev en hund og ikke et langvarigt forløb med coaching, mavefornemmelser og refleksionsøvelser. Så hellere ”Frisk.”

”Jeg tager hunden, hvis ikke det går,” siger Vera, da forsamlingen bryder op.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.