Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Farmakonomer frigiver ressourcer til sygepleje

Hvad sker der, når en ny faggruppe træder ind i klinikken? Artiklen bygger på erfaringer fra et regionalt projekt, der er med til at kaste lys over sygeplejerskers oplevelser af, hvordan farmakonomer kan bidrage og aflaste i dele af medicineringsprocessen på en klinisk afdeling.

Sygeplejersken 2015 nr. 5, s. 72-76

Af:

Anne Kathrine Helnæs, cand.scient.san.publ.,

Anette Ekmann, sygeplejerske, cand.scient.san.publ., ph.d.

Resumé
Helnæs AK, Ekmann A. Farmakonomer frigiver ressourcer til sygeplejersker. Sygeplejersken 2015;(5):72-6.

Medicineringsprocessen på en klinisk afdeling opleves fortsat kompleks og tidskrævende. Formålet med artiklen er at beskrive sygeplejerskernes oplevelser af at inddrage apotekspersonale i medicineringsprocessen. Beskrivelsen er baseret på fokusgruppeinterviews. Artiklen bygger på et regionalt projekt, hvor farmakonomer blev inddraget i medicineringsprocessen på fire kliniske afdelinger for at løfte opgaven i samspil med det øvrige personale. Analyse af sygeplejerskernes udsagn viste, at farmakonomen blev opfattet som en sparringspartner omkring medicin og en vigtig ressource i forhold til at skabe videndeling om interaktioner, administrationstidspunkter og -veje. Dertil bidrog farmakonomen til at holde afdelingens medicinsortiment opdateret og vedligeholdt. Farmakonomernes systematiske tilgang fjernede spildtid fra sygeplejerskernes arbejde og frigav ressourcer, der blev kanaliseret ud til sygepleje- og omsorgsopgaver. Generelt synes der at være et potentiale i at inddrage farmakonomer i medicineringsprocessen på kliniske afdelinger. Det kræver dog ledelsesmæssig opmærksomhed på nye arbejdsgange, og beslutningen bør bero på en afdelingsspecifik vurdering.

Nøgleord: Farmakonomer, dispensering, medicineringsproces, medicinhåndtering.

I takt med en stadigt stigende introduktion af nye lægemidler øges kravet til sygeplejersken om at holde sig ajour med hospitalets medicinsortiment og rekommandationer. Det sker samtidig med, at standarden for de sygeplejemæssige opgaver skal opretholdes, og nye mere komplekse behandlingsregimer indføres. Det betyder, at sygeplejerskens arbejdsopgaver er i konkurrence med hinanden, og i en hektisk hverdag kan det medføre, at sygepleje- og medicineringsopgaver udkonkurrerer hinanden til fordel for den mest presserende opgave. Derfor kan der være et behov for kvalificerede hænder til at aflaste, sparre og løfte medicineringsopgaven.

Et nyt stort regionalt projekt har bidraget med viden om, hvad der sker, når sygeplejersken på en klinisk afdeling får en farmakonom som kollega.

Metode og formål
I forbindelse med Region Hovedstadens Farmakonomprojekt blev farmakonomer tilknyttet fire afdelinger på fire af regionens hospitaler:

  1. Akutmodtagelsen, Hvidovre Hospital
  2. Lungemedicinsk Afsnit, Nordsjællands Hospital, Hillerød
  3. Ortopædkirurgisk Afdeling, Bispebjerg Hospital
  4. Hæmatologisk Klinik, Rigshospitalet.

Farmakonomerne varetog under projektperioden fra februar 2013 til februar 2014 dele af afdelingernes medicineringsopgaver, bl.a. dispensering og administration af medicin til indlagte patienter (1).

Formålet med denne artikel er at beskrive sygeplejerskernes oplevelser af, hvordan farmakonomen udover at varetage en konkret medicineringsopgave kan bidrage kvalificeret til medicineringsprocessen på en klinisk afdeling. Udsagn i artiklen er indsamlet ved fokusgruppeinterview, se boks 1.

farma_boksDet kan farmakonomen bidrage med
En konsulent som kollega
”En vidensbank”. Sådan beskriver en sygeplejerske den ressource, farmakonomen tilførte afdelingen. Farmakonomer er uddannet til at rådgive patienter og sygehuspersonale om korrekt brug af lægemidler, herunder hvordan man undgår medicineringsfejl og bivirkninger (Farmakonomforeningen). Projektet viste, at farmakonomen fik en form for konsulentrolle.

En person sygeplejersken rådførte sig hos, og som bidrog med hurtig adgang til relevant viden, der sparede sygeplejersken for tid med medicinopslag og udredning af tvivlsspørgsmål – en tid, der i stedet kunne anvendes på andre sygeplejeopgaver. En sygeplejerske udtaler: ”Jeg har brugt farmakonomerne flere gange, hvor jeg har stået med et mærkeligt præparat og så i stedet for at bruge 5-6-7 minutter på at søge på det, så kan jeg lige stille spørgsmålet, og så kommer svaret prompte. Det er jo en fantastisk hjælp for mig.”

Sygeplejerskerne oplevede farmakonomen som en faglig sparringspartner omkring medicin, der var medvirkende til at tilføre viden til afdelingen og dermed holde fokus på medicin. Interviewene viste desuden, at farmakonomerne blev opfattet som selvkørende og selvstændige i deres arbejde på afdelingen, og den generelle opfattelse var, at deres virke ikke genererede nye opgaver for det resterende personale.

Projektet viste endvidere, at farmakonomernes vidensformidling ikke blev oplevet som en belærende envejskommunikation, men derimod som en oplysende dialog omkring medicin. Ved problematikker, som rakte ud over farmakonomens viden, var oplevelsen generelt, at farmakonomerne var meget bevidste om grænser for egen viden og i stedet opsøgte andre fagpersoner for opklaring.

En medicinekspert som kollega
Farmakonomer opnår gennem et treårigt uddannelsesforløb en bred farmakologisk viden. Fokusgruppeinterviewene viste, at denne viden var højt værdsat af afdelingens sygeplejersker, som grundet en bredere opgaveportefølje ikke har samme mulighed for at få et dybdegående kendskab til medicin. En sygeplejerske udtaler: ”Farmakonomerne har jo mere specifik viden om et mere afgrænset område. Vi skal også mange andre ting og har jo slet ikke så specifik viden, som de har.”

Særligt farmakonomernes viden om interaktioner, hensigtsmæssige administrationstidspunkter og administrationsveje blev anset som værdifuld viden, der var med til at kvalificere det sygeplejefaglige arbejde. Må pillen opløses, kan den administreres ad anden vej?

Sådanne eksempler blev opfattet som en meget konkret hjælp, hvor farmakonomen enten bistod med afklaring eller hjælp til omordinering af præparat. En sygeplejerske siger desuden: ”Vi er blevet meget mere opmærksomme på interaktioner, og det er en stor post. Der var virkelig nogle bommerter før, som vi nu har fået styr på.”

En anden sygeplejerske siger: ”Der er ting, som jeg stadigvæk lærer, selvom jeg er en gammel krage i faget. Jeg anede ikke, at man ikke måtte få kalk sammen med ciprofloxacin. Det ved jeg nu.”

Udover at oplyse om generelle anbefalinger ved medicinhåndtering gav sygeplejerskerne udtryk for, at farmakonomerne var med til at holde afdelingen ajour med nye rekommandationer omkring dispensering og administration af medicin. Således sås der et potentiale i farmakonomernes nicheviden i forhold til at skabe videndeling om præparater med uhensigtsmæssig interaktionseffekt, men også i implementering af nye procedurer og arbejdsgange, der understøtter en mere systematiseret håndtering af medicin.

En kollega med blik for morgendagens medicin
Tomme medicinæsker og manglende præparater giver let anledning til frustration, fordi arbejdsgange forstyrres unødigt. Flere sygeplejersker i projektet gav udtryk for, at farmakonomen var med til at sikre tilgængeligheden af relevant medicin i afdelingen på længere sigt. Erfaringen var, at farmakonomen ved indlæggelse orienterede sig i patientens medicinliste og sammenholdt det med standardsortimentet. Dermed var det muligt at bestille specialpræparater hjem, så patienten kunne medicineres korrekt under hele indlæggelsen. En sygeplejerske siger: ”I dag havde hun jo skaffet noget, jeg ikke engang havde set, patienten skulle have. Det var dejligt.”

Farmakonomens overblik over afdelingens medicinbeholdning blev oplevet som en stor aflastning, fordi sygeplejerskernes arbejdsgange blev forstyrret mindre. Samtidig pegede sygeplejerskerne på en stor gevinst for patienterne, fordi det gav mulighed for at allokere ressourcer til patientkontakt.

Ud over at sikre en relevant medicinbeholdning viste fokusgruppeinterviewene, at sygeplejerskerne med ansættelsen af farmakonomer på afdelingerne oplevede at have fået en stor hjælp til at skaffe medicin hurtigt ved akut opstået behov. Farmakonomerne i projektet havde alle mangeårig hospitalserfaring fra medicinservice og derfor et stort netværk på hospitalet. Ofte viste det sig til gavn, når afdelingen manglede et præparat uden for standardsortiment, som forholdsvis let kunne anskaffes gennem en anden afdeling. Særligt på afdelinger med et snævert medicinsortiment blev det oplevet som en stor fordel. En sygeplejerske siger: ”Det er en hjælp, når man skal bruge medicinen akut til de patienter, der enten skal til operation eller hjem. At man ved, at man ikke skal ringe over til en og stå at forklare, men at farmakonomen i stedet siger ”Det har jeg skaffet. Det står ude på hylden.”

Flere sygeplejersker oplevede farmakonomens brede kontaktflade og føling med de andre afdelingers medicinbeholdninger som medvirkende til at afhjælpe spidsbelastninger i vagterne og til, at patienten fik den rette medicin på rette tidspunkt.

farma_1Farmakonom Gitte Kyhl danner sig et overblik over patientens medicin forud for dispensering. Lungemedicinsk Afsnit, Nordsjællands Hospital, Hillerød. Foto: Rune Michelsen.



Afledte effekter
Færre forstyrrelser – rum for koncentration
Med farmakonomer på afdelingerne oplevede sygeplejerskerne at have fået bedre rammer for at løse deres arbejdsopgaver tilfredsstillende. Oplevelsen var, at adskillelsen af ansvaret for medicinrelaterede opgaver og sygeplejeopgaver gav bedre forudsætninger for at koncentrere sig. Dels fordi forstyrrelser relateret til patientens medicin blev flyttet til farmakonomen, dels fordi sygeplejerskerne fik frigivet tid.

Det var en generel oplevelse blandt sygeplejerskerne, at den frigivne tid, som blev udløst af farmakonomernes tilstedeværelse, blev anvendt ude hos patienterne eller på at skabe overblik og koordinere med eksterne samarbejdspartnere omkring patienten. En sygeplejerske siger: ”Vi får frigivet tid, som vi bruger på at være ude hos patienterne og observere dem og måle deres værdier en ekstra gang og har tid til at sætte os ned og tale med patienten. På den måde bliver der i kæder frigivet mere tid hele vejen ned, som gør, at patienterne får en bedre pleje.”

Foruden den direkte kontakt med patienterne oplevede sygeplejerskerne, at de havde bedre tid til at læse om patienterne og dermed være bedre forberedt til stuegang. Tilsammen gav det mulighed for at få mere detaljeret viden om patienten og for at kunne bidrage med relevante data og observationer i udredningen og behandlingen af patienten. Sygeplejerskerne pegede desuden på et styrket fokus på det tværsektorielle samarbejde omkring patienten: ”Jeg har aldrig sendt så mange plejeforløbsplaner og talt så meget med kommuner og fået arrangeret så mange ting, siden jeg startede her, fordi jeg bare havde en helt anden tid og ro til at sidde og rent faktisk fokusere på de ting, så patienten bliver udskrevet på en meget bedre måde.”

At komme hele vejen rundt om patienten og sikre sig, at der ikke er løse ender forud for udskrivelse eller overlevering, viste sig at give en stor faglig tilfredsstillelse blandt sygeplejerskerne.

Hvad med sygeplejeidentiteten?
Dispensering og administration er en central klinisk opgave i medicineringsprocessen, og det er derfor nærliggende at spørge, om sygeplejeidentiteten trues, når man overlader opgaven til en ny faggruppe. Det var dog ikke opfattelsen blandt sygeplejerskerne i projektet. Farmakonomerne blev opfattet som en hjælp, en aflastning og en kvalificering af eget arbejde: En hjælp til komplicerede medicinske problemstillinger, som førhen ville have taget betydelig tid og fokus at opklare, en aflastning i en travl hverdag, hvor den ene opgave er mere presserende end den anden, og hvor afbrydelser og forstyrrelser er et vilkår, og en kvalificering af eget arbejde, fordi farmakonomen supplerer sygeplejersken med viden, der kan anvendes i samspil med det øvrige personale, og som frigør tid til, at sygeplejersken kan anvende sine kompetencer mere fokuseret.

Farmakonomer besidder ikke kompetencer til at varetage en sygeplejerskes opgaver, og der vil derfor være naturlige grænser for farmakonomens ansvarsområde på en klinisk afdeling. Ikke desto mindre kan tilstedeværelsen af en faggruppe med snævert medicinsk fokus være med til at styrke det sygeplejefaglige arbejde og dermed medvirke til at løfte kvaliteten af plejen. Flere af sygeplejerskerne i projektet gav samtidig udtryk for, at de på trods af overdragelse af medicinrelaterede opgaver til farmakonomen stadig føler, at de bibeholder det overordnede ansvar og overblik omkring patienterne.

Konklusion og fremtidigt perspektiv
Medicineringsprocessen på et hospital er en fortsat udfordrende og tidskrævende opgave. Erfaringerne fra projektet bidrager med viden om sygeplejerskens oplevelse af at inddrage apotekspersonale i medicineringsprocessen på en klinisk afdeling.

Sygeplejerskerne i projektafdelingerne gav udtryk for, at farmakonomerne var med til at kvalificere deres arbejde på flere måder. Farmakonomernes indgående kendskab til lægemidler og særligt viden om interaktioner og administrationstidspunkter bidrog til hurtig afklaring og var med til at skabe videndeling og basis for udvikling af nye og mere hensigtsmæssige rutiner for medicinering på afdelingen.

Sygeplejerskerne oplevede farmakonomen som en vigtig sparringspartner, men samtidig også som en selvstændig aktør, særligt i forhold til at sikre tilgængeligheden af relevant medicin på afdelingen. Farmakonomerne bidrog med en systematisk tilgang til arbejdet, der viste sig at fjerne spildtid fra sygeplejerskernes arbejde, skabe en mere kontinuerlig medicineringsproces og dermed frigive tid, der i høj grad blev kanaliseret ud til sygepleje- og omsorgsopgaver.

Med disse erfaringer synes der at være et stadig uudnyttet potentiale for et ressourcestærkt samarbejde omkring medicinering mellem sygeplejerske og farmakonom, der kan være medvirkende til at reducere den oplevede stigende kompleksitet i medicineringsprocessen.
I kølvandet på introduktion af en ny faggruppe vil der uomtvisteligt opstå organisatoriske udfordringer, der knytter sig til nye samarbejdsflader og kompetencegrænser.

For at imødekomme disse udfordringer er det væsentligt, at snitfladerne mellem fagpersonalet gøres tydelige, og at ledelsen tager initiativ til at definere nye arbejdsgange og rutiner for alle faggrupper. Kliniske afdelinger er forskellige, og behovet for hjælp til medicineringsprocessen samt den måde, hjælpen udmøntes på, bør afspejle den enkelte afdelings udfordringer i medicineringsprocessen. For at understøtte lokal forankring er det således vigtigt, at samarbejdet introduceres som en afdelingsspecifik beslutning. Bolden kan derfor gribes på flere forskellige måder med mest lokal mening for at introducere ”endnu en medspiller på det tværfaglige hold ” (citat, fokusgruppeinterview).

Anne Kathrine Helnæs, cand.scient.san.publ., videnskabelig medarbejder, Afdeling for Sammenhængende Patientforløb, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital; anne.kathrine.helnaes.jensen@regionh.dk
Anette Ekmann, sygeplejerske, cand.scient.san.publ., ph.d., specialkonsulent, Afdeling for Sammenhængende Patientforløb, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.


Litteratur

 

  1. Ekmann A, Schytte-Hansen S, Helnæs AK, Faber M. Regionens Farmakonomrapport – baggrund, beskrivelse og evaluering. Afdeling for Sammenhængende Patientforløb, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital; nov. 2014.
English abstract

Helnæs AK, Ekmann A. Pharmaconomists free up resources for nursing. Sygeplejersken 2015;(5):72-6.

Administration of medication on a clinical ward is still perceived as complex and time-consuming. The purpose of the article is to describe the experience of nursing staff of involving pharmacy staff in the process of administering medication. The description is based on focus group interviews. The article is based on a regional project in which pharmaconomists were involved in administration of medication to patients on four clinical wards in order to perform this task in an interaction with the rest of the staff. A study of statements by nursing staff indicated that pharmaconomists were seen as a sparring partner in the administration of medication and a vital resource in terms of stimulating knowledge sharing on interactions, administration timing and routes. In addition, the pharmaconomist assisted in keeping the ward’s assortment of medication up-to-date and maintained. The systematic approach of the pharmaconomists eliminated time wastage from nursing work and freed up resources which were rechannelled to nursing and care tasks. In general, there would seem to be positive potential in involving pharmaconomists in administration of medication on clinical wards. However, this requires managerial openness to new work flows, and the decision should be on a ward-specific basis.

Key words: Pharmaconomists, dispensing, administration of medication, medication procedure.