Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Olympiadesyndromet i geriatrien – nu på dansk

Anmeldelse af "Geriatri"

Sygeplejersken 2016 nr. 8, s. 40

Af:

Redaktionen

2016-8-geriatri

Ellen Astrid Holm og Finn Rønholt (red.)
Geriatri
Munksgaard 2016
464 sider – 475 kr.

Med den demografiske udvikling bliver geriatri som speciale inden for lægevidenskaben og sygeplejen påtrængende. Derfor hilses denne bog velkommen som den første dansksprogede lærebog, der henvender sig til læger og medicinstuderende, men også kan læses med udbytte af sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter. 

Bogen introducerer til geriatri og til den geriatriske patient. Den er skrevet af og til læger på et detaljeniveau, som kan virke overvældende for den ikkemedicinstuderende læser. Bogen fokuserer på udredning, hvor også andre faggruppers undersøgelser og metoder bliver beskrevet, og netop det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde, som kendetegner behandlingen af den geriatriske patient, gør bogen relevant for andre faggrupper. Bogen gennemgår de fem geriatriske giganter: immobilitet, instabilitet, intellektuel reduktion, inkontinens og iatrogenese, også kaldet Olympiadesyndromet.

Alle organsystemer gennemgås systematisk i hvert sit kapitel, der beskriver, hvordan alderdommen påvirker funktionerne i det enkelte organ med eksempler på ofte forekommende sygdomstilstande. Bogen lykkes specielt i de kapitler, hvor der er fokus på geriatriens særlige udfordringer. Kapitlerne ”Ortogeriatri og svimmelhed”, ”Postural instabilitet og fald” giver en bred lægefaglig forklaring på de faktorer, der fører til fald, knoglebrud og en lavine af funktionstab for den geriatriske patient. Det er et plus, at etiske overvejelser i livets sidste fase tages op.  

Bogen bidrager til udredning, pleje og genoptræning af den geriatriske patient inden for sygeplejen og ergo- og fysioterapi. Med bogen følger en internetbaseret udgave, som kan bruges via enkeltbrugerlicens i 48 måneder.

Berit Alberg Foldrup, uddannelsesansvarlig sygeplejerske, uddannelse og kompetenceudvikling, Odense Universitetshospital.