Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Patienten, jeg aldrig glemmer: Det må være nok, at vi beder

Efter sygeplejeuddannelsen var jeg ansat på en sengeafdeling, hvor jeg mødte mange forskellige mennesker. De havde behov for sygepleje på grund af en kræftdiagnose, eller fordi de var pårørende til en med en alvorlig sygdom.

Sygeplejersken 2018 nr. 13, s. 39

Af:

Sidsel Kjær Krenzen, sygeplejerske, cand.cur.-studerende

Sidsel Kjær Krenzen
Sidsel Kjær Krenzen
Foto: Nils Lund Pedersen
En kvindelig patient, som for nylig havde fået diagnosticeret en livstruende kræftform, glemmer jeg aldrig. Under den første indlæggelse blev jeg klar over, at kvinden og familien var troende. Det var tydeligt inden hendes første behandling med medicinsk kemoterapi, fordi hun modtog en telefonisk velsignelse, og familien bad sammen for hende og hendes liv. Jeg varetog plejen og noget af behandlingen, da hun for anden gang blev indlagt for at få kemoterapi. Hun fortalte, at hun aldrig havde fejlet noget og de tidligere havde haft alvorlig sygdom i deres familie. Jeg bemærkede, at hun flere gange talte om sin tvivl på behandlingen og behandlingsvalget. "Det må være nok, at vi beder. Gud kender min vej," sagde hun. Det medførte, at plejepersonalet, patienten og en pårørende samlede sig for at tale om behandlingen.

I samtalerummet delte lægen det medicinske perspektiv med os andre. Informationen indeholdt besked om, at den forventede levetid uden medicinsk behandling ville være meget kort, at livet ville blive fyldt med gener og nedsat livskvalitet. Kvinden og den pårørende lyttede til lægens ord. De svarede lægen ved at fortælle om deres overbevisning. De troede på, at Gud ville vise vejen for patienten. Jeg husker, at kvinden sagde: "Jeg tror på, at Gud ved, hvad der er bedst for mig. Han er stor … hvis han vil, kan han helbrede mig, det beder vi alle for vil ske." Perspektiverne på behandlingsvalget var forskellige. Patienten ønskede at stoppe den medicinske behandling, mens lægen gav viden om, at behandlingen kunne give hende mere og bedre levetid. Jeg oplevede, at der i samtalen blev lyttet til hinanden. Lægen imødekom patienten ved at fortælle, at nogle så lægevidenskaben som en gave fra Gud, og at lægen godt mente, at behandlingen kunne "gå hånd i hånd med hendes tro". Jeg sagde ikke meget under mødet, men forsøgte at anerkende begge perspektiver.

Mit indtryk var, at hendes tro blev ligestillet med lægens viden. Et fælles behandlingsvalg blev ikke truffet, men afslutningsvis var der enighed om det videre forløb. En fælles aftale blev indgået, hvor det fremtidige behandlingsforløb skulle planlægges, men at patienten efter udskrivelsen havde mulighed for at tænke over sit valg og tale med familien om det. Jeg sørgede for at udlevere et mødekort med bookede tider og afdelingens telefonnummer før udskrivelsen.

Jeg var bevidst om, hvad jeg så som den rette behandling for patienten, men samtidig var jeg klar over, at patientens hverdag, familie, livstro og identitet selvfølgelig spillede en afgørende rolle for hendes valg. Mødet har medvirket til mange refleksioner om "det rette behandlingsvalg".

Jeg glemmer aldrig mit næste møde med patienten. Hun havde valgt, og det var et valg, hun ikke længere tvivlede på.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

Skriv til:redaktionen@dsr.dk
Længde: maks. 3.000 anslag.
Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer".