Myretuen, hvor alle har en funktion

OBS: I en tidligere version af artiklen fik vi skrevet, at helikopterhangarskibet Dixmude lå i Rødehavet. Det er retteligt i Middelhavet.

I den militær-medicinske udviklingsafdeling i Forsvarets Sanitetskommando i Brabrand har jeg som afdelingssygeplejerske primært administrative opgaver. Jeg sidder f.eks. med anmeldelser om sygeorlov, andre helbredssager og repatriering af soldater på mission, der pga. f.eks. sygdom eller familiære omstændigheder ikke længere kan varetage deres funktion i missionen.

Sagsbehandling er en stor del af mit arbejde, men jeg er også tilknyttet en del udviklingsprojekter. Et af dem, jeg arbejder på nu, handler om, hvordan vi rent sundhedsfagligt håndterer seksuelle overgreb i Forsvaret.
Jeg er også med i et projekt om, hvordan vi bedst forbereder vores sundhedsfaglige medarbejdere til at blive udsendt. Vi har en stor reserve med bl.a. dygtige sygeplejersker, fysioterapeuter og læger, som til dagligt arbejder i det civile, men som løbende skal forberedes ordentligt til missioner i udlandet.

Jeg har arbejdet som operationssygeplejerske, siden jeg blev uddannet i 2007, og har prøvet kræfter med flere specialer, senest ortopædkirurgien. Inden mit job her arbejdede jeg fem år i det private, hvor mine opgaver til sidst blev mere og mere administrative. Det var spændende og også noget af det, der tiltrak mig her.

Mange dyrlæger

Jeg arbejder sammen med mange forskellige fagligheder, f.eks. læger, fysioterapeuter, tandlæger og dyrlæger. I begyndelsen undrede jeg mig faktisk lidt over, at der er så mange dyrlæger ansat. Men en af vores vigtigste opgaver er at sikre den bedst mulige behandling af syge og tilskadekomne soldater og tjenestedyr i national og international tjeneste.

Dyrlægerne har f.eks. ansvaret for Sirius-patruljens hunde. Og derudover er de også eminent dygtige til alt, hvad der har med fødevarehygiejne og vacciner at gøre, og hvordan man som udsendt undgår at tage sygdomme med sig hjem og bedst forebygger f.eks. slange- og flåtbid. Det ved de alt om.

Som ansat her skal jeg stå til rådighed for internationale missioner. Det tiltrak mig også ved jobbet, selvom det i langt de fleste tilfælde er folk fra reserven, der bliver udsendt.

De har som udgangspunkt tre måneders varsel, så både de og deres arbejdsgivere kan planlægge omkring deres fravær. Men da Frankrig i december sidste år spurgte Danmark, om man med kort varsel kunne sende en sygeplejerske og en fysioterapeut til hospitalet på helikopterhangarskibet Dixmude i Middelhavet, blev jeg spurgt. Som operationssygeplejerske passede jeg ret godt ind i profilen, og jeg ville også gerne afsted, selvom det var lige op til jul.

Amputationer og såroprensninger

Dixmudes opgave er at behandle sårede palæstinensere fra Gazastriben. De kommer ud gennem overgangen ved byen Rafah, hvorefter Egypten fordeler dem til egne hospitaler og altså Dixmude. Skibet ligger efter aftale mellem Frankrig og Egypten i den egyptiske havneby Arish på Sinaihalvøen ca. 50 km. fra Gazastriben.
Vi var mange forskellige nationer på skibet, og en lille del af mit arbejde bestod i at repræsentere Danmark, når der var officielle besøg.

Jeg brugte allermest tid på ortopædkirurgisk stue, hvor jeg assisterede under operationer. Vi modtog primært civile palæstinensere, mange børn. De fleste blev kørt ombord, men nogle blev også fløjet ind med helikopter, hvis de var hårdt tilskadekomne.

Mange havde fået udført det, man kalder livreddende kirurgi i Gaza, men havde altså behov for mere. Vi udførte en del amputationer og eksterne fiksationer af brud. Vi lavede såroprensninger og bortopererede fragmenter og behandlede også mange alvorlige infektioner og brandsår.

Det var fagligt meget spændende, men også udfordrende at arbejde på Dixmude. Skadesmekanismerne var helt anderledes end dem, jeg tidligere har set. Og det var meget overvældende, at så mange patienter var børn. Jeg har selv tre børn i alderen 6-13.

Som en myretue

Sproget var også en udfordring. Flertallet af besætningen talte fransk og kun ganske få lidt engelsk. Så man var virkelig ”på” hele tiden, selvom alle tog godt imod mig. Vi var fire operationssygeplejersker i alt til at bemande de to operationsstuer ombord, men der var også mange læger og anæstesi-, intensiv- og akutsygeplejersker og andre sundhedsfaglige medarbejdere. Og så var der alle de andre besætningsmedlemmer.

I den tid jeg var på Dixmude, var det som at være en del af en kæmpe myretue, hvor alle havde deres specifikke funktion: Nogle passede på os, nogle sørgede for, at vi fik mad, nogle sørgede for, at motoren kørte, og nogle sørgede for, at patienterne blev taget godt imod, operereret og passet på bagefter.
Det er et kæmpe koordinationsarbejde. Jeg har svært ved at forestille mig noget mere meningsfuldt. Jeg følte mig på intet tidspunkt utryg. Men det var rart at være afsted med en kollega, så vi kunne mødes om aftenen og tale dagen igennem eller bare tale om noget helt andet.

Det var min første mission, og jeg tror, at jeg nu bedre kan sætte mig ind i, hvordan det er at være udsendt. Jeg er blevet klar over, hvor vigtigt det er, at man har god kontakt med ”dem derhjemme” – at der altid er én, man kan kontakte, hvis man har brug for det.