Florence Nightingales betydning for dansk sygepleje

Sygeplejeskolens betydning for sygeplejen

Florence Nightingale’s sygeplejeskole fik enorm betydning for sygeplejen i store dele af verden – også i Danmark. Nigtingale’s principper blev retningsgivende for Dansk Sygeplejeråds politik de første 35 år.

Da Florence Nightingale kom tilbage fra Krimkrigen og Scutari, var der indsamlet en folkegave til oprettelse af en sygeplejeskole. Nightingaleskolen blev indviet 1860 og dens ry bredte sig internationalt, og sygeplejersker fra hele verden søgte til skolen for at indføre uddannelsen hjemme i deres eget land.

Nightingaleskolen fik også enorm betydning for organiseringen af sygeplejen i det meste af verden. Da Florence Nightingale stiftede sin sygeplejeskole på St. Thomas’ Hospital i London, var det et en forudsætning for hende, at sygeplejeeleverne og sygeplejen skulle ledes af en ”matron”, en ledende sygeplejerske. (1)

Man kan sige, at Florence Nightingale dermed kom til at danne skole for både den systematiske sygeplejerskeuddannelse og for fremtidens organisering med ledende sygeplejersker på hospitaler i Danmark og det meste af verden.

Uddannede på Nightingaleskolen skulle ud på andre hospitaler

Florence Nightingale’s filosofi var helt bevidst at sende de sygeplejersker, der var uddannet på Nightingaleskolen, ud til andre hospitaler for at sprede den nye sygepleje, ikke bare i England men også i andre lande. (1)

Strategien lykkedes i vidt omfang, også i Danmark.

Især to sygeplejersker, Henny Tscherning og Charlotte Munck, fik med deres inspiration fra Nightingalesystemet afgørende indflydelse på såvel uddannelsen som på organisering af sygeplejen på landets sygehuse.

Den tredje, Selma Lüttichau, fik indirekte betydning for den første sygeplejerskeuddannelse på Københavns Kommunehospital.

Der var flere pionerer blandt sygeplejerskerne, der i disse år fik stor indflydelse på sygeplejerskeuddannelsen og organiseringen af sygeplejen i Danmark. Nogle af dem er nævnt i denne artikel, og du kan med fordel gå til litteraturen for at læse mere om disse stærke sygeplejersker, specielt kan nævnes ”Firkløveret og ildsjælene” af Nete Wingender (2) og Esther Petersens ”Fra opvarter til sygeplejerske. (3)

Selma Lüttichau 1838 - 1927

Også danske kvinder søgte til Nightingaleskolen. En af dem var Selma Lüttichau. Hun var datter af kammerherre Hans Helmuth Lüttichau, og var uddannet på diakonissestiftelserne i Kaiserswerth og Strassbourg, siden på Nightingaleskolen på St. Thomas’ Hospital i London.

Hospitalsborgmester Fenger, der var uddannet læge, ville indføre det engelske matron-system på Kommunehospitalet i København, og stod i spidsen for den nye sygeplejeordning på hospitalet. Han opfordrede Selma Lüttichau til at studere forholdene på hospitalet og give gode råd, men hun ønskede ikke at blive for at sætte ordningen i gang. Formentlig fordi ordningen ikke blev den, hun anbefalede.

Hun vendte i stedet tilbage til London for at arbejde som matron ved et hjemmeplejedistrikt for fattige syge (3, 5).

Selma Lüttichau oversatte endvidere Florence Lees sygeplejebog "Handbook for Hospitals Sisters", der udkom i Danmark i 1876 under titlen "Veiledning til Konsten at pleie Syge", der blev anvendt som lærebog gennem 1800-tallet i sygeplejeforhold. (3)

Henny Tscherning har senere fortalt om Selma Lüttichaus rolle i forbindelse med organiseringen af sygeplejen på Kommunehospitalet. Hendes råd om at indføre matronsystemet strandede på, at overlægerne på hospitalet ikke alle ville anerkende en ledende sygeplejerske. Overlæge Trier kunne kun kunne acceptere en plejemoder (ledende sygeplejerske), der stod under ham og ”ikke ved Siden af mig, langt mindre over mig”. (5)

Henny Tscherning 1853 - 1932

Henriette (Henny) var datter af postinspektør Theodor Schultz og hans hustru Anna Margrethe Schultz og var af en god familie i det københavnske borgerskab og derfor i den målgruppe, som Københavns Kommunehospital rettede sig mod, da hospitalet som det første indførte en decideret sygeplejerskeuddannelse i 1876.

Som den første formand for Dansk Sygeplejeråd fra 1899 til 1927 fik Henny Schultz, senere gift Tscherning, afgørende indflydelse på dansk sygepleje. Cecilie Lütken skrev i en nekrolog over hende i 1932, at hendes indsats var så betydningsfuld for ”den danske Sygeplejerskestand og derigennem for Danmarks Sygepleje, at hendes Betydning for Danmark ikke var mindre end Florence Nightingale’s for England”. (4)

Som ung pige oplevede hun den slesvigske krig 1864, som Danmark tabte. Behandling og pleje af de sårede soldater var yderst primitiv, og sårene blev forbundet med charpi, som borgerskabets kvinder bidrog med at fremstille ved at optrævle gammelt forvasket lærred.

Henny Schultz var dengang 11 år gammel, og hun deltog i ”pillearbejdet”, som hun har udtrykt det. Det gav hende inspiration til at interessere sig for sygepleje (4, 7).

Hun undersøgte mulighederne inden for sygeplejen, og hun læste Selma Lüttichaus oversættelse af Florence Lee’s lærebog ”Vejledning i Konsten at pleie Syge” med fortale af Sofus Engelsted, der var overlæge på Kommunehospitalet.

Han var fortaler for en ”rationel Sygepleje”, og i bogens forord understregede han: ”Tanken, der gaar giennem Miss Nightingale’s store Virksomhed, at: Nursing is the medical work of woman”. Det var en tanke, der yderligere bidrog til at inspirere Henny Schultz. (3)

Starten på Kommunehospitalet

Henny Schultz startede på Kommunehospitalet den 1. februar 1878. I 1879 blev hun plejemoder (ledende sygeplejerske) på en kirurgisk afdeling, hvor overlægen var modstander af den ”nye ordning”. Det lykkedes hende dog at bevise overfor overlægen, at de nye sygeplejersker var en forbedring i forhold til det gamle stuekonesystem.  (3, 6)

I 1883 rejste Henny Schultz til London for at tage et to måneders kursus på St. Thomas Hospital. Hun besøgte også andre hospitaler i England på turen (5, 6). De engelske indtryk fik stor betydning for Henny Schultz, og specielt erfaringerne fra St. Thomas Hospital fik senere stor betydning for Dansk Sygeplejeråds politik inden for både uddannelse og organisering af sygeplejen i Danmark.

Da hun kom hjem til Kommunehospitalet, måtte hun hurtigt opgive at indføre noget af det, hun havde set i London. Overlægerne ville ikke anerkende en sygeplejefaglig leder. (4)

Ægteskab og formand for Dansk Sygeplejeråd

I 1886 blev hun gift med Eilert Adam Tscherning, der var overkirurg på Kommunehospitalet. Hun var da 33 år, og med ægteskabet holdt hun op med at arbejde som sygeplejerske. (4) 

Den gang var det utænkeligt, at en gift kvinde havde udearbejde, men hun fulgte sygeplejesagen på afstand.

I 1899 blev Dansk Sygeplejeråd stiftet af sygeplejersker fra Københavns Kommunehospital og Frederiks Hospital, men medlemmerne opponerede lige fra starten mod formanden, Charlotte Norrie. Charlotte Norrie havde kun få måneders oplæring på Almindelig Hospital i København, men interesserede sig levende for sygeplejen og for Nightingalesystemet. (2, 4)

Medlemmerne ønskede en formand med en ordentlig uddannelse og erfaring som sygeplejerske. De opfordrede derfor Henny Tscherning at blive formand, og hun tog imod udfordringen. Som medlem nr. 80 blev hun Dansk Sygeplejeråds formand fra 1899 til 1927. Charlotte Norrie nåede kun at være formand fra 21. juli 1899 til 27. oktober samme år. (2, 4)

Charlotte Munck 1876 - 1932

Charlotte Munck var præstedatter. I 1906 blev hun opfordret af sin barndomsveninde Margrethe Koch til at tage til USA og uddanne sig til sygeplejerske på The Presbyterian Hospital i New York, hvor Koch selv var blevet uddannet (8). Sygeplejeskolen blev ledet af Anna Maxwell, en af tidens mest anerkendte sygeplejersker. Charlotte Munck fik her en treårig systematisk og alsidig uddannelse, der blev afsluttet med statseksamen fra Columbia University i 1909. (2)

Da hun rejste hjem, fik hun følgende udtalelse fra sin overordnede: ”I consider her one of the best Nurses ever connected with the Presbyterian Hospital”. (9) 

I Danmark fik hun arbejde som 2. assistent på Rigshospitalet, selv om det på den tid ikke var velset at være uddannet i USA. Kort tid efter fik hun stilling som plejemoder ved en ny afdeling for hudsygdomme, der skulle åbne under professor Rasch.

Da hun senere fik stillingen som forstanderinde på det Bispebjerg Hospital, gav han hende følgende anbefaling:

”Kun ugerne giver jeg hende denne Anbefaling, idet jeg betragter det som et meget stort Tab for min Afdeling, at hun allerede nu forlader den. Hun har nemlig med udmærket Administrationsevne ordnet Sygeplejen paa denne Afdeling, saaledes at den arbejder fuldstændigt sikkert og nøjagtigt og bedre end mange andre Afdelinger her i Byen. Frøken Munck er selv en meget dygtig Sygeplejerske, og hele hendes Opfattelse af Sygeplejens Etik og Praksis er mere fremskreden, end man plejer at finde den i Danmark”. (9)

Da det nye Bispebjerg Hospital i 1913 skulle tages i brug, foreslog Dansk Sygeplejeråd, at sygeplejen blev tilrettelagt efter Nightingalesystemet. Det blev vedtaget med støtte fra hospitalsborgmester Jensen, og stillingen blev slået op. Der var otte ansøgere, og Charlotte Munck fik stillingen som forstanderinde.

Det var den første stilling af den type, og det blev af Dansk Sygeplejeråd betragtet som et vigtigt eksperiment, og meget ville afhænge af, om det blev en succes. (3)

Indrettelse af sygeplejeskolen og redaktør

Charlotte Munck indrettede sygeplejeskolen efter det mønster, hun havde beskrevet tre år tidligere i Tidsskrift for Sygepleje (10), og som lignede den uddannelse, hun selv havde gennemgået på Prebyterian Hospital i New York. 

 Sammen med overkirurg Frode Rydgaard blev hun redaktør ved udgivelsen af Lærebog og Haandbog i Sygepleje, der udkom i et samarbejde mellem Dansk Sygeplejeråd og Nyt Nordisk Forlag i 1926-27. Fire år senere blev den brugt på de fleste uddannelsessteder.

I 1924 blev hun næstformand i Dansk Sygeplejeråd, og fra 1927 og indtil sin død i 1932 var hun formand. I hendes formandsperiode var mærkesagerne fortsat en forbedring af uddannelsen, kortere arbejdstid, bedre løn og pensionsforhold samt opnåelse af statsautorisation for sygeplejerskerne. Statsautorisationen blev vedtaget året efter hendes død.

Dansk Sygeplejeråds mærkesager de første år

Sygeplejerskeuddannelsen

Dansk Sygeplejeråd lagde fra starten ud med at forlange, at det krævede tre års uddannelse at blive godkendt som medlem. Det gav problemer for ikke så få sygeplejersker, der ikke havde mulighed for at opfylde dette krav. (2)

Det var helt op til det enkelte sygehus, hvor lang uddannelsen var, og hvordan den var tilrettelagt.

Specielt havde sygeplejerskerne på provinssygehusene svært ved at opnå medlemskab, fordi de små sygehuse ofte kun gav en uddannelse på to år, nogle steder sågar kun et år. Sygeplejerskerne måtte derfor supplere deres uddannelse for at få det blå stempel af Dansk Sygeplejeråd. (2)

I 1906 skrev Margrethe Koch et indlæg i Berlingske Tidende, der kritiserede den danske sygeplejerskeuddannelse. Hun var selv som den første danske sygeplejerske uddannet fra Presbyterian Hospital i New York, en meget anerkendt sygeplejeskole drevet efter Nightingaleskolens principper. Margrethe Koch var på det tidspunkt præstekone på Fanø og var derfor holdt op med at arbejde i sygeplejen. Da hun senere flyttede til København, blev hun aktiv i Dansk Sygeplejeråd og var formand i perioden 1933 - 1934. (11)

Margrethe Koch gjorde opmærksom på, at sygeplejeskolerne i USA blev ledet af en sygeplejerske, der også havde ansvar for sygeplejen på hele hospitalet. Fordelen ved en skole, som Margrethe Koch kendte den fra USA, var at ”der raader Disciplin og en Tugt, som nærmer sig stærkt det militæriske”, som ved en overfladisk betragtning kunne virke temmelig rigoristisk, men som i virkeligheden var selve ”Livsnerven i en god Sygeplejeskole”. Det gav sygeplejersken en stor støtte ”at være et veldisciplineret Led af et ordnet Hele”. (12)

I 1913 blev Bispebjerg Hospital indviet med Charlotte Munck som den første forstanderinde i Danmark. Hun indrettede derefter sin sygeplejerskeuddannelse efter den model, hun havde fremlagt i Tidsskrift for Sygepleje i 1910. (10)

Det blev et vendepunkt for Dansk Sygeplejeråd efter 14 års kamp for en systematisk sygeplejerskeuddannelse. Det første hold udgik fra Bispebjerg i 1916, og de var de første blandt mange efter dem, der gjorde det lettere at argumentere for en systematisk uddannelse.

Selv om Bispebjerg Sygeplejeskole i mange år var den eneste, fik den stor symbolsk betydning for dansk sygepleje som det første sted, hvor kravet om tre års systematisk uddannelse blev gennemført. Lidt forsigtigt kan man drage en sammenligning med Nightingaleskolen, der blev banebrydende for den nye sygepleje.

Indtil 1958 var uddannelse af sygeplejersker overladt til de enkelte sygehuse, der for manges vedkommende primært handlede om at få dækket behovet for arbejdskraft. Selv om der med årene kom mere ordnede forhold, var der lokale forskelle i uddannelsesniveauet.

Først i 1958 kom der en lovfæstet sygeplejerskeuddannelse. Med Kgl. Anordning om sygeplejerskeuddannelsen blev de lokale sygehusuddannelser nedlagt, og der blev oprettet deciderede sygeplejeskoler.

Sygeplejens organisering på sygehusene

Lige siden Henny Tscherning kom hjem fra Nightingaleskolen på St. Thomas’ Hospital i 1883, var hun en svoren tilhænger af Nightingalesystemet, hvor en sygeplejerske var leder af sygeplejen.

Allerede i 1904 anbefalede Dansk Sygeplejeråd med Henny Tscherning i spidsen Københavns Kommune, at sygeplejen på de københavnske hospitaler blev organiseret med en forstanderinde i spidsen for både sygeplejen og for sygeplejerskeuddannelsen. (13)

Da Margrethe Koch i 1906 skrev i sine kritiske artikler i Berlingske Tidende om den danske organisering af sygeplejerskeuddannelsen og sygeplejen på sygehusene, var hun ikke medlem af Dansk Sygeplejeråd. Det blev hun først i 1907. Men hendes anskuelser lå så tæt op ad Henny Tschernings og foreningens holdninger, at hendes synspunkter blev taget op i debatten i Tidsskrift for Sygepleje. (12)

En tredje part i debatten var Kommunehospitalets overkirurg E.A. Tscherning, Henny Tschernings mand.

Han udtalte: ”Dette system er for Danmarks vedkommende en Anstødssten ved meget af den religiøse Sygepleje, hvor søstrene er en anden Styrelse underlagt ned Hospitalets, hvorved Plejen ofte, trods mange Søstres Kærlighed og Opofrelse, er gledet Lægerne ud af Haanden, og Systemet bliver ikke bedre ved at omplantes paa ikke religiøs Grund. Sygeplejen skal være et Instrument i Lægens Haand, og hvis en anden stærk Haand har Tag deri, løbes en stor Risiko for, at Instrumentet ved Lejlighed vrides ham af Haanden”. (12)

Vendepunkt og Charlotte Munck som forstanderinde

Vendepunktet kom, da det nye Bispebjerg Hospital blev bygget og indviet i 1913. Hospitalsborgmester Jensen støttede Dansk Sygeplejeråd i kravet om en forstanderinde for sygeplejen, og han forhandlede sig til rette med hospitalets lægeråd.

Den 1. maj 1913 blev Charlotte Munck udnævnt som forstanderinde for sygeplejen på Bispebjerg Hospital. Det indebar, at hun havde ansvar for både sygeplejerskeuddannelsen og for hele hospitalets sygepleje. (4, 10)

Dansk Sygeplejeråd havde været med til at pege på Charlotte Munck, og Margrethe Koch skrev en artikel i Tidsskrift for Sygepleje, der sluttede, ”Det kan da i alle for i Sygepleje interesserede Kredse kun vække Glæde og Tilfredshed at se Frk. Munck indtage Førstepladsen i dansk sygepleje”. (14)

Henny Tscherning omtalte det også i sin artikel om sine oplevelser på Kommunehospitalet, ”Sygeplejerskestanden kan være i høj grad tilfreds med Valget af Frk. Munck; ikke alene har hun i sin uddannelse på et af de bedste amerikanske Hospitaler, hvor der ikke slaas af paa Idealerne, men som Menneske har hun den tillidsindgydende Personlighed, som er en Nødvendighed for den, der skal kunne skabe noget nyt; desuden har hun den store Fordel at komme med et frisk Pust fra den anden Side Atlanterhavet, og er ikke bunden i Fordomme og Traditioner. Jeg vil ønske og haabe, at alle hendes Sygeplejersker maa hjælpe og lette hende i Arbejdet, saa at Bispebjerg Hospital maa blive det, vi alle ønsker: et Mønsterhospital for hele landet, i hvis Fodspor ogsaa de store Provinssygehuse vil gaa, saa at Resultatet vil blive Dannelsen af gode Uddannelsessteder rundt om i Landet”. (6)

Artiklen vakte furore, specielt blandt sygeplejerskerne på Kommunehospitalet, der følte, at de blev tilsidesat af en person, der ikke var uddannet i Danmark, og som ikke havde arbejdet sig op i det danske hospitalssystem. (15)

De ledende sygeplejersker på afdelingsniveau, oversygeplejersker og plejemødre, ønskede ikke at afgive magt til en overordnet forstanderinde. Henny Tscherning tacklede situationen ved at tage et møde med de utilfredse medlemmer, og kampen om ledelsen blev også de følgende år en central målsætning for hende. (15)

Emma Levy og Cornelia Petersen

I 1918 blev Emma Levy forstanderinde på Århus Kommunes Hospitaler. I breve til Henny Tscherning beklagede hun sig over, at hun kun måtte besøge hospitalsafdelingerne efter aftale med afdelingens ledende sygeplejerske. Hun kunne ikke affinde sig med forholdene og rejste fra stillingen. (4)

I stedet blev Cornelia Petersen inspektrice på Århus Kommunehospital i 1919, og hun blev på posten til 1947. (17)

Sideløbende blev hun formand for Foreningen af Provinssygeplejersker, et hverv hvor hun ihærdigt arbejdede på at forbedre uddannelse, løn og vilkår for alle sygeplejersker uden for København.

Sygeplejerske i spidsen på alle danske sygehuse

I 1926 talte Charlotte Munck om forstanderindestillingen ved en nordisk kongres i Stockholm. Tanken om en sygeplejerske som overordnet leder af sygeplejen, var det af Henny Tschernings mål, der stødte på størst modstand, ikke bare i lægekredse, men også blandt sygeplejerskerne. Ikke desto mindre blev sygeplejen med tiden organiseret med en sygeplejerske i spidsen på alle danske sygehuse. 

Fra 1958, da Kgl. Anordning om sygeplejerskeuddannelsen trådte i kraft, blev sygeplejeskolerne etableret med en sygeplejerske som forstanderinde for sygeplejerskeuddannelsen. Det betød, at forstanderinderne på sygehusene fra da af alene blev ansvarlige for sygeplejen og dens udvikling på sygehusene.

Referencer

1. Malchau Dietz S. Florence Nightingale 1800-tallet. I: Høiris O, Ledet T (Red.). Romantikkens Verden. Aarhus Universitetsforlag 2008  
2. Nete Wingender. Firkløveret og ildsjælene. Dansk Sygeplejeråds historie 1899-1999. Dansk Sygeplejeråd 1999  
3. Esther Petersen. Fra opvarter til sygeplejerske – træk af danske sygeplejerskers historie frem til år 1900. Dansk Sygeplejeråd 1988  
4. Esther Petersen. Sygeplejens pioner. Henny Tscherning 853-1932. Dansk Sygeplejeråd 1998
5. Tidsskrift for Sygepleje nr. 6 1913
6. Henny Tscherning. Lidt om mine personlige Oplevelser ved den humane Sygeplejes indførelse paa Kommunehospitalet og den senere Udvikling. Tidsskrift for Sygepleje nr. 18 1913  
7. Standsinteresser (referat af et foreningsmøde den 1. maj 1905). Tidsskrift for Sygepleje nr. 5 1905
8. Dansk Kvindebiografisk Leksikon 
9. Esther Petersen. Fra kald til fag. Dansk Sygeplejeråd 1989 
10. Charlotte Munck. Hvad er en Sygeplejeskole? Tidsskrift for Sygepleje nr. 7 1910
11. Margrethe Koch. En Reform af Sygeplejen i Danmark. I: En Diskussion om Sygeplejesagen. Tidsskrift for Sygepleje nr. 4 1906
12. En Diskussion om Sygeplejesagen. Tidsskrift for Sygepleje nr. 4 1906
13. Henny Tscherning. Stands-Interesser (om organisering af sygeplejen). Tidsskrift for Sygepleje nr. 12 1904
14. Margrethe Koch. Forstanderinden på Bispebjerg Hospital. Tidsskrift for Sygepleje nr. 9 1913
15. Diskussionsmøde for ordinære Medlemmer.Tidsskrift for Sygepleje nr. 4 1914
16. Esther Petersen. Henny Tscherning - sygeplejesagen som et livsværk. I: Regner Birkelund (red.). Omsorg, kald og kamp. Gyldendal 2001    
17. Bente Sigvaldsen. Cornelia Petersens vision. Sygepleje - et erhverv. I: Regner Birkelund (red.). Omsorg, kald og kamp. Gyldendal 2001