Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Et læserbrev gav taletid om arbejdspres

Med læserbrevet ”Undskyld til alle!” i Politiken fik sygeplejerske Heidi Hass Madsen taletid om sygehusenes pressede arbejdsmiljø i flere medier. Hun var træt af at undskylde alle de fejl, der sker hele tiden pga. tidspres.

Sygeplejersken 2015 nr. 11, s. 22-25

Af:

Christina Sommer, Journalist

sy_2015_11_tema5
Heidi Hass Madsen opfordrer andre sygeplejersker til at dele eksempler fra deres pressede hverdag i læserbreve. som hun selv gjorde.
Nils Lund Pedersen

Sidst i august fik sygeplejerske Heidi Hass Madsen offentliggjort et læserbrev i dagbladet Politiken med overskriften ”Undskyld til alle!”

Læserbrevet, der førte til interviews i bl.a. BT, TV2 og P4, var et sammenskriv af nogle tanker, hun havde gjort sig gennem nogle måneder, efter hun i foråret havde sagt sit job op gennem fem år på en af landets store fælles akutmodtagelser. Arbejdspresset var simpelthen for stort.

”Jeg havde ikke overblikket længere, og jeg syntes ikke, det var sjovt at gå på arbejde. Vi havde overarbejde stort set hver dag, og der skete konstant små fejl. Ikke fordi jeg og mine kolleger var dårlige rent fagligt, men simpelthen fordi vi var for få til at passe de mange ofte meget syge og svage patienter,” siger Heidi Hass Madsen, der heller ikke kunne slippe patienterne, når hun endelig havde fri.

”Jeg havde konstant dårlig samvittighed over for patienterne og mine kolleger, men også familien, som jeg heller ikke kunne være der ordentligt for,” siger hun. 
 

Træt af at undskylde

I læserbrevet undskylder Heidi Hass Madsen over for både patienter, pårørende og kolleger for det, hun kalder sin ”utilstrækkelighed” som sygeplejerske. For ”undskyld” var det ord, der blev ved med at dukke op, når hun tænkte tilbage på sit gamle job.

”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg måtte sige undskyld hver dag. Undskyld til patienten, der lå og havde smerter på fjerde time og stadig ventede på smertestillende medicin. Undskyld til den pårørende, som ventede på svar, og undskyld til mine kolleger, fordi jeg ikke nåede det, jeg skulle. Jeg tog til sidst mig selv i at snerre ad patienterne. Efterfølgende har flere spurgt mig, hvorfor jeg ikke vil tilbage til sygehusvæsenet, og det korte svar er, at jeg simpelthen er så træt af at sige undskyld,” siger Heidi Hass Madsen.

Ifølge sygeplejersken dækker undskyld desuden over en form for ubevidst bagatellisering af alle de fejl, store som små, sygeplejersker og andet personale uundværligt kommer til at begå i en hverdag, der er så presset, som tilfældet er på mange danske sygehuse.

”Vi kunne godt se, at det hele væltede, men når man står midt i det, har man tendens til at gå i forsvarsposition og sige, at man gør det så godt, som man kan, også selvom man laver små fejl hele tiden. Men det er jo ikke bare små fejl, det er fejl, der kan betyde rigtig meget for patienterne. Men det skubber man lidt fra sig, også ledelsen, for det er bare sådan, det er, når vi ikke har tid og personale til at udføre vores arbejde ordentligt,” siger Heidi Hass Madsen.

Som eksempel giver hun dokumentation i forbindelse med det at give en pille, som krævede tre gange dokumentation: 1) når den blev hældt op, 2) når den blev givet, 3) når den var indtaget.

”Sikkerhedsmæssigt er det måske det, der skal til for at sikre både sig selv og patienten, men bare det, at vi nåede at give medicinen, var top dollar. Og ofte blev alle tre ting dokumenteret ved dosering i medicinrummet. Det skaber jo en kæmpe risikofaktor, for hvad hvis patienten ikke fik pillen eller kastede den op?” siger hun.
 

AMiR langt væk

Heidi Hass Madsen sagde sit job op kort tid efter, hun var vendt tilbage fra barsel med tvillinger samt endnu en familieforøgelse i form af, at hendes mands to børn fra et tidligere forhold på seks og otte år også var flyttet ind hos familien.

”Under barslen fik jeg pludselig tid til en hobby, at holde avis og blive aktiv i lokalpolitik, men overskuddet forsvandt med det samme, jeg var tilbage. Forholdene var ikke blevet værre, men bestemt heller ikke bedre,” siger Heidi Hass Madsen
F.eks. var normeringerne altid sat efter, hvordan patientflowet så ud på en dag, hvor flertallet af patienterne var ”grønne”, og det skete sjældent.

”De erfarne sygeplejersker søgte hurtigt videre, mens de unge og ret uerfarne sygeplejersker blev syge. Mange gik også ned med stress, så vi manglede konstant 1-2 sygeplejersker i hver vagt,” siger Heidi Hass Madsen.

I de første år var der kun én arbejdsmiljørepræsentant til at varetage alle medarbejdernes behov i de fire områder, som den nye fælles akutmodtagelse bestod af. På trods af hendes store faglige kunnen og mange års erfaring blev hun ikke brugt aktivt af hverken Heidi Hass Madsen eller hendes nærmeste kollegaer.

”Afstanden til hende var for stor, både mentalt og fysisk,” siger Heidi Hass Madsen.

Afdelingens udfordringer og personalets stressede hverdag blev dog løbende diskuteret med tillidsrepræsentanter, i det lokale medarbejderudvalg og også centralt. Og den nærmeste ledelse var på ingen måde afvisende.

”De forsøgte at rykke rundt på noget personale, og vi blev også opnormeret i en periode, men de skulle hele tiden finde besparelser og måtte f.eks. ikke bruge vikarer.”

Efter et par år sprang Heidi Hass Madsen selv ud som akutmodtagelsens anden arbejdsmiljørepræsentant. Hun opprioriterede bl.a. arbejdet med skadesanmeldelser i forhold til psykisk vold og trusler, og hun lagde stor vægt på at komme rundt til kollegerne for bl.a. at høre, hvordan de havde det, og også hvor godt de kendte til afdelingens forskellige procedurer, f.eks. i forbindelse med hjertestop. Hun opfordrede dem desuden til at indberette alle de utilsigtede hændelser.

”Men der skete så mange utilsigtede hændelser hver dag, hvornår skulle sygeplejerskerne have tid til at indberette dem alle?”

 

Del dine frustrationer

Rygtet om den pressede afdeling nåede også Arbejdstilsynet, som kom forbi flere gange. Men ifølge Heidi Hass Madsen uden den store effekt.

”Arbejdstilsynets besøg er ofte anmeldt, så den dag, de kommer, er der altid nok personale, og de, der evt. skal interviewes, er ofte udpeget af ledelsen. Derudover har vi måske generelt en tendens til at beskytte os selv og kollegerne. Vi er bange for retssager og for at blive fyret, hvis vi udtaler os kritisk om noget. Vi passer på hinanden, og det skal vi også, men det er vigtigt, at kritisable forhold kommer frem, så der kan handles på dem, før der kommer lig på bordet,” siger hun.

I dag er Heidi Hass Madsen tilknyttet et privat vikarbureau, hvor hun primært tager vagter hos en handicappet pige.

”Nu har jeg tid til det sygeplejefaglige, det pædagogiske og det terapeutiske. Min tid går ikke med at leve op til en lang række procedurer og retningslinjer. Jeg kan rent faktisk udføre mit fag og nå at evaluere på, om det, jeg gør, er godt nok,” siger Heidi Hass Madsen.

Hun kan kun opfordre andre sygeplejersker til at dele deres frustrationer og konkrete eksempler fra deres pressede hverdag i læserbreve.

”For jeg ved, at de findes i hobetal derude. I dagene efter læserbrevet fik jeg masser af positive tilbagemeldinger fra sygeplejersker i lignende situationer. Men jeg ved, at det kan være svært at se det hele fra sidelinjen og beskrive det med ord, når man står midt i kaos.

Ved at fortælle om sine oplevelser i medierne håber Heidi Hass Madsen også at nå den ”almindelige” dansker.

”Når fagligheden er så presset, som den er, betyder det altså, at patienterne dør. Så jeg håber også, at min taletid i medierne kan være medvirkende til, at flere almindelige danskere og forhåbentlig også politikerne får øjnene op for, at det danske sundhedsvæsen skal prioriteres,” siger hun.  

Hr. og fru Danmark skal vide, hvordan det er

Kommunikationsmedarbejder i Kreds Syddanmark, Stig Vognæs, anbefalede sygeplejerske Heidi Hass Madsen at sende sit læserbrev ”Undskyld til alle!” til dagbladet Politiken. Kredsens medarbejdere har jævnligt kontakt med sygeplejersker, der har lyst til at sige fra over for en presset hverdag.

”Jeg oplever, at flere og flere sygeplejersker har det som Heidi Hass Madsen. De er foruroligede og frustrerede og har måske forsøgt at ændre problemerne indefra, men uden held. Det er sygeplejerskerne meget magtpåliggende at fortælle hr. og fru Danmark, at de ikke er stolte af tilstandene, men nu skal ”I høre, hvorfor det er, som det er”,” fortæller Stig Vognæs.

Han pointerer, at sygeplejersker generelt er gode til at sætte ord på deres frustrationer og bekymringer. Men indlæggene er som regel for lange, hvorfor han hjælper med at redigere dem og målrette dem lokale eller nationale aviser eller sociale medier som Facebook.

”Sygeplejerskerne ved i store træk godt, hvor grænsen går i forhold til deres tavshedspligt. Jeg hjælper dem primært med at prioritere, hvad der er allervigtigst at få fortalt. Der er ikke plads til det hele,” siger Stig Vognæs.

”Undskyld til alle” gav til både Stig Vognæs og Heidi Hass Madsens overraskelse taletid i både aviser og landsdækkende tv og radio.

 ”Nogle når bare længere ud end andre, men dette læserbrev var meget velskrevet, personligt og fyldt med følelser, nærmest lidt desperat. Det virkede,” siger han.

I Dansk Sygeplejeråds fire andre kredse kan medarbejdere også hjælpe sygeplejersker med at tilrette og skarpvinkle debatindlæg og læserbreve om bl.a. sygeplejerskernes pressede arbejdsvilkår. 

Dette tema består af følgende artikler: