Hvad er opskriften på det gode arbejdsmiljø? Prøv med pauser, holdånd og en massagestol 

”Jeg forestiller mig som minimum, han er i nul,” siger den ene.  

”Vi snakkede, om I var i plus eller minus,” siger en anden, imens en tredje kommer ind i rummet.  

”Jeg er i plus,” lyder det prompte.  

Vi er blandt hvide kitler, kaffekopper, ost i skiver og brød med et rimeligt lag økologisk Kærgården. Og som du sikkert allerede har gennemskuet, sidder vi ikke ved et klassisk morgenbord.

Vi er til et såkaldt summemøde i personalerummet på det medicinske sengeafsnit, K3, på Bispebjerg Hospital i København. 

For lige netop her går det godt. Især hvis man kigger på arbejdsmiljøet.  

”Jeg går altid på arbejde med en god følelse i maven, og jeg er glad for at gå på arbejde og tryg ved at gå på arbejde,” fortæller Stine Bro Sørensen, der har været sygeplejerske i halvandet år på afdelingen.  

”Set i et større perspektiv, er jeg enormt glad for at gå på arbejde,” supplerer Kevin Hansen, der er sygeplejerske med klinisk specialfunktion på sit snart niende år på afdelingen.  

De tre kollegaer er glade for at gå på arbejde her på det medicinske afsnit. Så langt, så godt.

Men hvad er det, de er lykkedes med på K3, siden arbejdsmiljøet sprudler? Det dykker vi ned i nu. 

Powernaps og prioriterede pauser 

Det er ret tydeligt, at arbejdsmiljøet er noget, der fylder. Både i måden man behjælpeligt spørger hinanden på gangen og målt på grinene i personalerummet. Arbejdsmiljøet er på en eller anden måde blevet allemandseje her på K3, hvor Camilla Rasmussen er arbejdsmiljørepræsentant.  

”Vi er lykkedes med at få det svageste led – hvis man kan være så tarvelig at sige det – til også at tænke på sit arbejdsmiljø,” lyder det fra arbejdsmiljørepræsentanten.  

Da hun var på barsel, var dén rolle ikke udfyldt, og det kunne man ”virkelig, virkelig mærke”. Derfor besluttede ledelsen og Camilla Rasmussen at gøre noget. De ændrede i hendes vagtplan.  

”Vi kører jo meget i faste rul, så vi ændrede det, så jeg var tilgængelig i alles rul. Fordi hvis der er noget, man har brug for at snakke med mig om, kan det måske være svært, hvis man kun ser mig i et vagtskifte,” forklarer Camilla Rasmussen. 

Herefter gik man i gang med at gøre noget konkret for arbejdsmiljøet. Først ved at kigge på ergonomien – og sidenhen fokusere på kulturen på nattevagter. Via sponsorater fik man en massagestol på afdelingen og flere og flere begyndte at italesætte dét at holde pause.  

”Der blev skrevet rigtig meget omkring, at det var legalt fra vores ledelses side, at hvis der er tid til det - altså det er jo patienternes ve og vel i første række - men så er det helt okay, at man powernapper,” siger hun.  

Alle har et ansvar for arbejdsmiljøet 

Arbejdsmiljøet er helt klart blevet bedre på afdelingen over årerne.

Det er ikke bare en mavefornemmelse, det viser data. Førhen sagde 19 procent, at de ikke havde tid til pauserne og dermed ikke fik holdt dem. Det tal er nu nede på 4 procent. Samtidig er trivslen også tydelig, hvis man kigger på dem, der hver dag møder ind på arbejde. 

”De sidste 10-12 nye ansatte, vi har, er her stadig. Vi har også rigtig mange, som har mange års erfaring, som stadig er her. Og det må jo også være et tegn på, at det er et rigtig godt sted at være,” siger Kevin Hansen.  

Men et arbejdsmiljø og en arbejdskultur ændrer sig ikke bare over natten. Det har været en prioritet fra ledelsen, oversygeplejerske, arbejdsmiljørepræsentant og sygeplejersker. Og så har tid til at prioritere arbejdsmiljøet været en vigtig faktor, pointerer alle.  

”Jeg tror, at der er nogle andre, der kæmper lønnen for os. Men hvis du har det godt på dit arbejde, så tror jeg også, at der er langt flere, der vil gå på arbejde, fordi det er jo superfedt at være sygeplejerske,” mener Camilla Rasmussen.  

Fra gråd til grin 

Men lad os lige vende tilbage til opskriften på det gode arbejdsmiljø.

For det har – i hvert fald her på K3 på Bispebjerg Hospital – en del ingredienser. Det er både blevet prioriteret oppefra og helt ned på gulvet. Og så har man helt konkret indført fredagsbrunch, fået en massagestol, prioriteret pauserne mere og mødt hinanden til summemøder.  

Og lige netop de omtalte summemøder – som vi hørte om i starten – er vigtige. En sygeplejerske indrømmer, at det måske var ”lidt irriterende” i starten, men nu er vigtigheden af møderne ikke til at tage fejl af. Det er her, sygeplejersker, plejeportører, assistenter osv. tager en status på dagen. Hvis man er i plus, har man måske ikke så travlt eller har overskud. Hvis man er i minus, er man mere presset.  

”Man får samlet nogen op, som måske går derude og har rigtig travlt, men måske er for stressede til at kunne kommunikere det ud. Det har vi jo oplevet før de her tiltag,” fortæller Kevin Hansen.  

Så selvom sygeplejerskerne på papiret har deres egne patienter, er det nu meget mere en holdindsats. Alle hjælper alle. Følelsen af at være et hold. 

”Når vi går hjem fra vagten, så går vi også hjem samlet. For alle har været med til at løfte hinandens opgaver, så alle når i mål. Så i forhold til arbejdsmiljøet skaber det også en enorm tryghed,” siger Astrid Heerfordt, der er sygeplejerske med klinisk specialfunktion og har arbejdet på afdelingen i 18 år.  

”Der er sådan en meget familiær stemning - modsat da jeg startede. Der blev der grædt mere, end der blev grint,” uddyber hun.  

For de kan virkelig mærke en ”kæmpe forskel” i arbejdsmiljøet. Pauserne bliver prioriteret, summemøderne samler folk, og det er blevet helt legitimt at sende en kollega ind i massagestolen, hvor man kun forstyrrer, når der er noget, som er ”virkelig vigtigt”.   

”Og så er det ikke et tabu at sige, at man har travlt, eller at det er irriterende, de andre skal hjælpe en. Det bliver italesat, at vi hjælper hinanden,” siger Stine Bro Sørensen.  

”Og du er altså en langt bedre sygeplejerske, hvis du lige får nogle pusterum,” supplerer Kevin Hansen.  

Det er ikke et paradis  

For selvom der nu er en slidt massagestol, morgensang og fredagsbrunch med en pandekagestak, som selv ville få Rasmus Klump til at miste pusten, er de vigtigste ingredienser i det gode arbejdsmiljø at få tid til det og få italesat arbejdsmiljøet.  

Arbejdsmiljørepræsentant Camilla Rasmussen beskriver sig selv i den forbindelse som en tæge. Hun bidder sig simpelthen fast og bliver ved med at tale højt og spørge bredt. Så hverken chefer eller kollegaer kan undgå at blive inficeret af vigtigheden af det gode arbejdsmiljø.  

”Jeg vil ikke sige, at vi overhovedet er i mål, fordi vi har mange ting, som vi hele tiden skal arbejde med. Det er jo et dynamisk miljø at være i.” 

”Jeg synes, det er blevet godt, fordi der er den her kultur, at alle hjælper alle,” siger hun. 

For det handler om at være synlig og tydelig – både som ledelse og arbejdsmiljørepræsentant men også lige så meget som erfaren kollega. Det mener Astrid Heerfordt i hvert fald, der nærmer sig to årtier på afdelingen.

”Vi har nogle rigtig stærke kulturbærere med noget pondus, som også med deres aura, går ind og indikerer pausekulturen, at her tager vi godt imod nye, og man er fælles om vagten. Det kan du ikke gøre på en svingdørsafdeling.”  

En ting er i hvert fald sikkert, når har besøgt K3 på Bispebjerg Hospital. Her er over tid blevet skabt et sted, som folk trives i.  

Summemøderne skaber overblik og giver et vigtigt rum til at kigge hinanden i øjnene - alt imens man får sin kop kaffe, knækker en skive pålægschokolade og lægger den på det der brød med lidt Kærgården. For ingredienslisten er lang, men lige her smager der i hvert fald af fald lidt af arbejdsmiljøsucces.  

”Vi er meget opmærksomme på hinanden. Og det er jo det, der gør det. Selvfølgelig er det jo ikke paradis det her, men man har paradiskollegaer,” afslutter Astrid Heerfordt.