Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Kronik: Hvorfor forsømmer regeringen at hjælpe 
dem, der vil hjælpe vores sundhedsvæsen?

Kredsformand Anja Laursen stiller i en kronik i Jyllands-Posten sammen med 2. Næstformand Kristina Robins spørgsmålstegn ved, hvorfor regeringen vil etablere sygeplejerskoler i Asien, når der allerede er mange udenlandske sygeplejersker i Danmark klar til at arbejde i det danske sundhedsvæsen. Ville det ikke være en fordel at hjælpe dem ind på det danske arbejdsmarked inden der etableres skoler i Asien, spørger de to. Læs hele debatindlægget her.

Publiceret: 

2. maj 2024

Senest opdateret: 

2. maj 2024

Af:

Anja Laursen/Kristina Robins

atl@dsr.dk
AnjaKristina

Kronik bragt i Jyllands-Posten 2.maj 2024

 

Udenlandske sygeplejersker står klar til at gøre en tydelig forskel - hvorfor forsømmer regeringen at hjælpe dem, der vil hjælpe vores sundhedsvæsen?

 

De senere år er antallet af udenlandske sygeplejersker, der er kommet til Danmark for at arbejde steget voldsomt. Mere end 1000 udenlandske sygeplejersker, mange fra Iran, er i Danmark og venter på en dansk autorisation. Sygeplejersker der i den grad er brug for i Danmark. Det danske system er bare slet ikke gearet til at hjælpe sygeplejerskerne på vej mod en dansk autorisation. Det bør regeringen gøre noget ved, ellers mister vi værdifuld arbejdskraft, der vil komme vores velfærdssamfund til gavn.

Af

Kristina Robbins, Næstforkvinde, Dansk Sygeplejeråd

Anja Laursen, Kredsformand, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland

De senere år har vi i Danmark oplevet en stor stigning i antallet af sygeplejersker fra lande udenfor EU, der søger om at opnå opholdstilladelse i Danmark. Siden 2019 har det været muligt for sygeplejersker at opnå opholdstilladelse under autorisationsprocessen, hvilket har været medvirkende til at flere sygeplejersker, særligt fra Iran, er søgt mod Danmark.

Fra politisk side har der været stor fokus på at rette op i den lange sagsbehandlingstid, der er opstået i Styrelsen for Patientsikkerhed. En anden langt mere kompleks og ikke håndteret årsag, er den ustrukturerede og uigennemskuelige proces, de udenlandske sygeplejersker skal gennemgå for at opnå dansk autorisation. Et forløb der er afgørende for, at de kan blive i landet og være med til at hjælpe i vores sundhedsvæsen. Et forløb, som vi med dette debatindlæg vil anbefale, får langt større landspolitisk og økonomisk fokus. For det er en god investering. Både for sundhedsvæsenet, og dermed patienterne, samt for den enkelte sygeplejerske.  

Lyt til podcasten "MIDT i sygeplejen" lige her

Det er absurd, at sygeplejersker der er rejst til Danmark i den forståelse, at vi ønsker deres arbejdskraft og faglige kompetencer, ikke oplever at blive hjulpet, når de kommer hertil. F.eks. er de mange iranske sygeplejersker stort set overladt til selv, når det handler om at kunne begå sig i danske samfund, inden de er klar til en evalueringsansættelse. Både sprogligt, fagligt og kulturelt. Det er besynderligt, at vi som samfund ikke hjælper disse efterspurgte sygeplejersker godt på vej, så de kan være med til at gøre en forskel for patienterne i det danske sundhedsvæsen. Risikoen ved et uigennemskueligt system er, at de kvalificerede sygeplejersker, fra f.eks. Iran, ikke når frem til muligheden for at opnå dansk autorisation inden deres opholdstilladelse udløber. Andre giver op fordi det er både mentalt og fysisk opslidende både at skulle kæmpe mod et uigennemskueligt bureaukrati, samtidig med man skal tjene til dagen og vejen i et land der stadigt er nyt og fremmed. Et land man troede ville tage imod med hjælpende hænder og rådgivning, fordi ens arbejdskraft som sygeplejersker er en stor mangelvare.

Der er brug for mere systematik og gennemskuelighed på området. De mange udenlandske sygeplejersker, der ønsker at bruge deres fag og faglighed til gavn for det danske sundhedsvæsen, har naturligt skabt et pres på systemet, der ikke tidligere har haft den mængde ansøgere.

 

Invester i systematiske forløb – til gavn for alle

Indtil videre mangler vi at se en konkret handleplan fra regeringen for, hvordan man skaber en mere gennemskuelig vej til dansk autorisation for de mange udenlandske sygeplejersker, der netop nu opholder sig i Danmark og håber på at kunne hjælpe i den danske sundhedssektor.

Hvorfor ikke hjælpe de mange, der allerede er her i landet i stedet for at støvsuge lande langt væk fra Danmark for kvalificeret arbejdskraft?

Sygeplejerskemangel er ifølge ICN, International Council of Nurses, et globalt fænomen. Et problem der ikke løses ved at rige lande tiltrækker sygeplejersker fra mindre rige lande. Vi bakker derfor ikke op om Brain Drain fra f.eks. Indien og Phillippinerne, hvor man har brug for egne sygeplejersker.

I stedet for at etablere sygeplejeskoler på den modsatte side af jordkloden kunne man med fordel se på, hvordan vi hjælper de over tusind iranske sygeplejersker, der allerede er her i Danmark. Sygeplejersker der aktivt har valgt at rejse til Danmark. Man kunne også se på de 5000 danske sygeplejersker, der i dag arbejder udenfor faget. Ikke alle ser sig i en fremtid som sygeplejerske, men nogle ønsker faktisk at vende tilbage, hvis de vilkår de bydes, bliver bedre. De kan fra dag ét levere til gavn for sundhedsvæsenet, hvilket giver en stor besparelse i forhold til at etablere uddannelser udenfor landets grænser.

 

Store udfordringer og krav for at få lov at gøre en forskel

Et af kravene for at kunne opnå dansk autorisation er, at man som udenlandsk sygeplejerske har de nødvendige danskkundskaber for at leve op til autorisationslovens § 17 om at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder at kunne dokumentere på dansk.

I praksis betyder det, at sygeplejerskerne i den første periode i Danmark skal lære sproget. Det er her udfordringerne for de udenlandske sygeplejersker begynder. For de står helt alene, uden hjælp fra det danske system, hverken økonomisk eller uddannelsesmæssigt. Det selvsamme system der efterspørger deres arbejdskraft.

Det er fuldstændigt afgørende, at sygeplejerskerne bliver grundigt introduceret til det danske sprog såvel som fagsprog og forhold til borgere, patienter og pårørende. De skal, som systemet i dag er struktureret, selv lære sig om samarbejdet med læger, psykiatri, kommuner og hospitaler. Det er også vigtigt at forstå den kultur, hvor sygeplejersker siger til og fra på patienternes vegne, når der opdages fejl eller er mangler i behandlinger. Det er sådan, sygeplejersker arbejder i Danmark. På tværs og i dialog og med gensidig respekt for andre faggrupper, til gavn for patientsikkerheden. Det er en af styrkerne ved det danske sundhedsvæsen. En styrke der er afgørende de udenlandske sygeplejersker introduceres og oplæres grundigt i, så de kan gøre samme forskel for patienterne som deres danske kollegaer.

Når de vurderes sprogligt klar til arbejdsmarkedet, skal den udenlandske sygeplejerske i det nuværende system søge en almindelig stilling som sygeplejerske. Altså et job, en dansk autoriseret sygeplejerske også ville kunne søge. Arbejdsgiver skal vurdere, om man har overskud i form af økonomi, mentor og andre parametre til at ansætte den udenlandske sygeplejerske i en evalueringsansættelse. I en tid, hvor sundhedsvæsenet er presset og manglen på sygeplejersker er stor, så er det en stor udfordring at sikre de gode rammer for en evalueringsansættelse.

Taberne, når systemet er uigennemskueligt og lider af mangel på struktur, er de udenlandske sygeplejersker, der er rejst hertil for at gøre en forskel i det danske sundhedsvæsen. Men det er også borgerne i Danmark, der må vente længere på behandlinger eller operationer, fordi manglen på kvalificeret sundhedspersonale vokser.

Vores erfaring er desværre, at sundhedsvæsenet aktuelt er så presset, at der ingen systematik er i de evalueringsforløb, der skal sikre de udenlandske sygeplejersker den bedst mulige introduktion til arbejdet som sygeplejerske. Et arbejde der er meget anderledes end der, hvor de kommer fra.

Vores opråb har derfor et klart budskab. Lad os systematisk hjælpe de udenlandske sygeplejersker, der allerede er her i landet og klar til at gøre en forskel, der hvor vi som samfund har brug for hjælp. Lad os behandle dem med værdighed og respekt, så de føler sig velkomne i det land, hvor der er brug for deres specialiserede kompetencer. Lad os understøtte systematiske forløb økonomisk og politisk, så udenlandske sygeplejersker kan få sat vejen til dansk autorisation i system og dermed få mulighed for at arbejde som sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen.

Det er i alles interesse.