Tavsheden vokser

”Man kan ikke løse noget, så længe man ikke tør tale om problemerne. Og det gør man ikke i sundhedsvæsenet. Derfor vil vi også se den ene skandale efter den anden i sundhedsvæsenet de kommende år.”

Sådan lyder det fra Rasmus Willig, der er lektor ved Roskilde Universitet og forsker i ytringsfrihed ved Center for Offentlige og Private Ansattes Ytringsfrihed. Han kommenterer på en ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd, der viser, at 34 pct. af sygeplejerskerne har oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads, som de mener offentligheden burde have kendskab til, men som de ikke har fortalt offentligheden om. Det er en stigning siden 2016, hvor den andel var 28 pct.
Ifølge Rasmus Willig understreger undersøgelsen, at det danske sundhedsvæsen er præget af en tavshedskultur. Og det er direkte skadende for sundhedssektoren.

”Hvorfor kommer diskussionen om manglen på sygeplejersker så sent? Det gør den, fordi man i sundhedssystemet hellere vil fortælle den positive historie frem for den negative. Det er en forfejlet strategi. Problemerne får lov til at vokse, fordi man tolker enhver form for kritik som, at man er modstander,” siger lektoren.

Tavshed i Ringstedsag

Det er Oluf Jørgensen, offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole, enig i. Han peger på ”Ringstedsagen” som et andet eksempel på, hvad der sker, når tavshedskulturen slår rod.
Her fik kvinder henvist til Ringsted Sygehus på grund af mistanke om brystkræft i årevis en mangelfuld undersøgelse, der kun bestod af en mammografi. Kvinderne fik hverken en fysisk undersøgelse eller en ultralydsundersøgelse, som de ifølge de nationale retningslinjer har krav på.

”Det ville være godt, hvis de oplysninger var kommet frem tidligere. Men når der ikke er nogen, der siger noget, kommer den viden ikke frem, og fejlene bliver ikke rettet,” siger Oluf Jørgensen.

Ret til at ytre sig

Ifølge undersøgelsen fra Dansk Sygeplejeråd er årsagen til, at mange tier om kritisable forhold, som offentligheden burde kende til, at de er bange for at blive fyret. Det peger 34 pct. på, og lige så mange (32 pct.) har oplevet, at de selv eller kolleger er blevet mødt med kritik eller sanktioner fra ledelsens side ved offentlige ytringer.

Det har sygeplejerskerne Theis Liebach Smedegaard og Harun Demirtas, der er medlemmer af kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden, oplevet, efter de havde ytret sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads.

”Min leder sagde ikke, at jeg ikke måtte ytre mig. Men hun sagde: ”Du ved jo godt, at vi i forvejen ikke har nemt ved at rekruttere”,” fortæller Theis Liebach Smedegaard, og Harun Demirtas supplerer:

”Jeg er blevet irettesat af oversygeplejersker, når jeg har ytret mig. Jeg er også blevet kaldt til møde med en pressemedarbejder på det hospital, hvor jeg arbejdede, som sagde, at det nok var bedst, at jeg ikke skrev, de ting, jeg gjorde.”

Det er den type episoder, der får sygeplejerskerne til at tie.

”Forskning viser, at det ikke kræver mange, der har oplevet at blive krænket på deres ytringsfrihed, før det har en generel nedkølende effekt på lysten til at ytre sig,” siger ytringsfrihedsforsker Rasmus Willig og tilføjer:

”Offentligt ansatte har ytringsfrihed. Men det nytter jo ikke noget, hvis man oplever, at man kan blive sanktioneret og irettesat af en ledelse, uden det har konsekvenser for ledelsen.”

Leder: Tal ikke med pressen

Af de sygeplejersker, der vælger at tie om de kritisable forhold, de oplever, peger 35 pct. på, at det er ledelsen, der forhindrer dem i at ytre sig.

Det skete eksempelvis på Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital, efter at to sygeplejersker blev holdt som gidsler og truet på livet af en patient og dennes ven. Her sendte en leder en e-mail til medarbejderne, hvori der stod:

”Jeg gør opmærksom på, at medarbejdere ikke må drøfte sagen med pressen, men henviser til intranettet/værd at vide om sociale medier.”

I e-mailen stod der også, at medarbejderne skulle overlade pressehenvendelser til pressekonsulenten i Region Hovedstadens Psykiatri, ligesom lederen beordrede dem til at slette mailen, når de havde læst den.

Misforståelser

I Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd kalder formand Irene Hesselberg tallene fra Dansk Sygeplejeråds undersøgelse for ærgerlige.

”For hvis der er kritisable forhold i det danske sundhedssystem, som befolkningen bør kende til, så er det naturligvis et fælles ansvar, at vi fortæller om virkeligheden.”

Men når 35 pct. af de sygeplejersker, der ikke ytrer sig, føler, at lederne bremser deres ytringer, tænker hun, at det må bero på misforståelser.

”Medarbejdere skal kunne ytre sig. Men det er måske heller ikke alle problemer, der løses bedst gennem pressen eller de sociale medier. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi alle er med til at støtte og skabe den gode dialog på arbejdspladsen. Også når vi støder på udfordringer. Det er et fælles ansvar,” siger Irene Hesselberg og pointerer:

”Presset på sundhedssystemet mærkes jo alle steder. Når krybben er tom, bides hestene. Måske er tiden inde til lidt mere samarbejde og lidt mindre ”dem og os”. For en leder handler jobbet jo også om, at vi sammen lykkes.”

Politisk løsning

Ifølge forskerne Rasmus Willig og Oluf Jørgensen kræver det en politisk indsats at få ændret den tavshedskultur, der er i sundhedsvæsenet.

Anders Kühnau (S) er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn og regionsrådsformand i Region Midtjylland. Han ærgrer sig over, at så mange sygeplejersker vælger helt at tie om kritisable forhold. Og ikke mindst, at en af årsagerne er frygten for at blive fyret eller irettesat af ledelsen.

”Jeg tager kraftigt afstand fra det, hvis nogen oplever repressalier, efter de har ytret sig. Hvad enten det er internt eller eksternt,” siger Anders Kühnau.

Han understreger, at alle har ret til at ytre sig uden at blive kritiseret af sin leder. Men han understreger også, at det er vigtigt for ham som politiker at få besked om problematiske forhold via ledelsessystemet. Derfor opfordrer han sygeplejerskerne til altid at gå til deres leder eller AMiR eller gennem MED-systemet, hvis de oplever noget, der ikke er i orden.

Han er dog godt klar over, at systemet ikke altid fungerer.

”Jeg får jævnligt personlige henvendelser fra bl.a. sygeplejersker og andre, der fortæller mig ting, jeg ellers ikke har fået at vide. Og jeg får henvendelser fra pressen om ting, jeg burde have vidst. Det er et ledelsesmæssigt problem og i sidste ende et politisk problem,” siger han.

Tal, før det går galt

Anders Kühnau fortæller, at han i sin egen region har haft ekstra meget fokus på at informere medarbejderne om deres ret til at ytre sig. Bl.a. ved selv at deltage i MED-udvalgsmøder på sygehusene.

Indsatsen sker i forlængelse af, at to hospitalsdirektører sidste år blev fyret efter bl.a. at have skrevet et kritisk høringssvar om besparelser. Det skabte en reaktion fra medarbejdersiden i regions-medudvalget, hvor medarbejderne udvandrede fra et møde, for bl.a. at markere, at flere oplevede, at ytringsfriheden var under pres.

”Det er vigtigt, at alle forstår, at det er en værdi at ytre sig, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være. Det er nødvendigt. For ellers opdager vi problemerne for sent – når tingene er gået galt,” siger Anders Kühnau.