Med Lisbeth i sundhedsplejen

Foto: Poul Rasmussen

Sundhedsplejerske Lisbeth Birk har gode lårmuskler. Året rundt cykler hun Ribe og omegns veje endnu fladere, end de er i forvejen, for at foretage sine hjemmebesøg. Der blæser ofte en kraftig vind i landskabet, som Vesterhavet har formet fladt og åbent.

På denne tirsdag er der efter Lisbeth Birks udsagn ualmindelig vindstille. Himlen er blå og klar, solen er høj. Absolut cykelvejr. Men Lisbeth Birk har i dagens anledning lånt en kollegas bil, fordi hun skal have fotograf og journalist – 'filmholdet' som hun og hendes kolleger har døbt de udsendte fra 'Sygeplejersken' – med rundt på arbejde.

Sundhedsplejerskerne har hver sit distrikt, hvor de både skal betjene småbørnsfamilierne og de skoler, der ligger i området. I Lisbeth Birks distrikt, der ligger i den sydlige del af kommunen, kommer gennemsnitligt 40-45 ripensere til livet hvert år. I alt omfatter Ribe Kommunes småbørnssundhedspleje cirka 240 fødsler årligt og skolesundhedsplejen, der skal ydes til kommunens cirka 2400 børn og unge mellem seks og 15 år.

Lisbeth Birk er den eneste sundhedsplejerske, der kan klare hjemmebesøgene på to hjul – hendes kollegers distrikter er geografisk for store til at kunne cykle rundt.

Men i dag bliver cyklen stående på Kastanje Allé 2, hvor Ribe Kommunes sundhedspleje har til huse i en ældre, men lys og venlig rødstensvilla i to etager, der tidligere har tilhørt forsorgsinstitutionen Ribelund. Alle kommunalt ansatte i kommunen, der specifikt har med børnefamilier at gøre – fx soicalrådgivere, ergo- og fysioterapeuter – er samlet her i 'Social- og kulturafdelingen – Afdelingen for Rådgivning og Familiecenter', der fra den 1. juli i år skifter navn til det mere mundrette 'Familierådgivningen'.

At have alle faggrupper samlet på et sted gør det nemmere at samarbejde på tværs, og det er absolut en fordel for Lisbeth Birk og de øvrige fire sundhedsplejersker i kommunen. En enkelt er ansat på fuld tid, en har 35 timer og tre – deriblandt Lisbeth Birk – arbejder 30 timer om ugen.

Screening

For tiden har Lisbeth Birk familier i den indre by og i oplandet – Lustrup, Damhus samt Øster Vedsted, hvor dagens første hjemmebesøg finder sted. Det er et 2-1/2-årsbesøg, hvor Cecilie, der er fra oktober 1994, skal screenes. I mangel på et bedre ord kalder sundhedsplejerskerne 2-1/2-årsbesøget for en screening, selv om det klinger meget klinisk i deres ører. Formålet er primært at afdække, om barnet motorisk, sprogligt og socialt er på det rette udviklingsniveau.

''Vi har udvidet småbørnsordningen til også at omfatte et 2-1/2-årsbesøg, fordi vi kunne konstatere en ophobning af børn med sprogvanskeligheder, når vi mødte børnene igen i børnehaveklassen. Problemer, der var opstået, efter vi havde set dem sidst, da børnene var godt et år gamle,'' fortæller Lisbeth Birk.

Med sig har Lisbeth Birk en blå pose med legetøj, der skal bruges i den forbindelse. Og ud over screeningen skal sundhedsplejersken drøfte kost, opdragelse, søvn og søskende med familien. Der er afsat halvanden time til besøget, og de går hurtigt, for Signe Reinke Olsen er både mor til Cecilie, til Lars Emil på 4-1/2 år og Laura på seks måneder – og Lisbeth Birk har været sundhedsplejerske for dem alle.

Mor og sundhedsplejerske slår sig ned ved havebordet, og Lisbeth Birk lægger ud – efter at have skabt den indledende kontakt med Cecilie – med et åbent spørgsmål til moderen om, hvordan det går Cecilie. Signe Olsen fortæller, at Cecilie er glad for dagplejen, især fordi der er en jævnaldrende pige, Mette, som Cecilie tilbringer meget tid sammen med. Mette kan dog bedst lide at lege med dukker, mens Cecilie foretrækker at kigge i bøger, lave mad og synge.

Cecilie er blevet renlig – også om natten – for tre uger siden, oplyser moderen, der dog er lidt bekymret:

''Jeg tror, hun holder sig for længe. Nogle gange går hun ikke på toilettet før ved middagstid. Hun samler meget, synes jeg. En selskabsblære er usund.''

Lisbeth Birk beroliger ved at sige, at hun er sikker på, at Cecilie ikke ville kunne koncentrere sig om at lave andre ting, hvis hun virkelig skulle tisse.

Cecilies appetit er næste emne. Hun spiser godt i dagplejen, men derhjemme spiser hun lidt småt, især om aftenen, synes moderen, der mener, at datteren har tabt sig. Lisbeth Birk spørger, om Cecilie er blevet vejet. Det er hun dog ikke.

''Det er min teori, at Cecilie ikke lader sig sulte frivilligt. Så selv om det går ud over aftensmåltidet, mener jeg, hun får, hvad hun skal have,'' responderer Lisbeth Birk.

Dernæst falder talen på det, der går moderen og faderen Kim, der ikke er til stede, mest på:

''Hun får stadig de hys-anfald. Det er det samme ritual hver gang. Når hun skal i nattøj, bliver hun rasende og insisterer på eksempelvis at sove i den kjole,

Side 19

hun har haft på hele dagen. Jeg tror også, det kan skyldes Lauras tilstedeværelse,'' siger Signe Olsen, der på opfordring fortæller, at Kim om aftenen tager sig af de to støre børn, mens hun selv passer lille Laura.

Lisbeth Birk konstaterer indledningsvis, at Cecilies trods meget vel kan skyldes hendes alder, men naturligvis også hendes temperament som et af de karaktertræk, der gør Cecilie til den, hun er. Sundhedsplejersken spørger, om det måske kunne lade sig gøre at bytte en gang imellem, så Cecilie og Lars Emil kan blive puttet af deres mor i stedet for, og råder i øvrigt til at lave aftaler med Cecilie og eventuelt lade hende sove i sin kjole af og til. Snakken runder Lisbeth Birk af med af give moderen folderen 'Ved du det om børn?', der med Lisbeth Birks ord ''beskriver, hvad børn tænker i den alder.''

Efterhånden har Lisbeth Birk under samtalen med moderen skabt så god en kontakt med datteren Cecilie, at hun nu vurderer, at det er tid til at spørge, om Cecilie vil lege. Cecilie siger o.k., men løber over til gyngestativet, mens Lisbeth Birk begynder at åbne den blå pose med legetøj, som ligger på et tæppe på græsplænen. Forinden har hun bedt moderen om at holde sig passivt i baggrunden, ''også selv om du synes, at Cecilie plejer at være meget bedre til at gøre noget af det, jeg beder hende om.''

Det er Cecilia på to et halvt år, der er i sundhedsplejerskens fokus.Ribe Kommune har udvidet sundhedsplejerskeordningen til også at omfatte rutinemæssige 2½-årsbesøg, en såkaldt screening. I baggrunden ses Cecilies mor, Signe Reinke OLsen med sit mindste barn,Laura på seks måneder.

Lisbeth Birk får trukket Cecilies opmærksomhed til sig, da hun trækker en dukke frem, der er velkendt for alle, der har set børnetime i nyere tid.

''Åh, Lotte,'', udbryder Cecilie og begynder at trække hen mod sundhedsplejersken. ''Nej, det er Anne,'' ræsonnerer Cecilie højt og fortsætter tankerækken ''Nej, det er Buller.''

Cecilie og Lisbeth Birk begynder at lege, at de skal lave mad til Buller. Cecilie hiver græstotter op, og Lisbeth Birk siger, at de kan lege, det er havregryn og spørger Cecilie, hvad hun spiser. ''Pulver,'' svarer Cecilie og gentager sit svar en gang til.

Moderen overtræder henstillingen om ikke at blande sig og udbryder spontant: ''Du har da en god fantasi, kan jeg høre. Jeg aner overhovedet ikke, hvad hun

Side 20

snakker om,'' og forsikrer sundhedsplejersken om, at hun aldrig serverer pulvermad.

Da maden er lavet, og dukken Buller er blevet lagt til at sove, siger Lisbeth Birk: ''Jeg vil gerne have, at du bygger et højt tårn med træklodserne. Uden at det vælter.''

Der er ti klodser, og Cecilie begynder at stable dem oven på hinanden og tæller ''1, 2, 3, 4, 5, 6, 5, 4,'' men da der mangler tre klodser, piller hun tårnet ned igen og starter forfra med at stable og tælle: ''1, 2, 3, 4, 4, 4, 6, 7, 8, 9, 10.''

''Du kan også tælle,'' siger sundhedsplejersken opmuntrende til Cecilie, og moderen indskyder en bemærkning om, at det har hun lært af sin storebror.

Derefter skal Cecilie forsøge at gribe en bold. De fleste børn på hendes alder vil stå med armene nede og lade bolden passere, for derefter at samle bolden op fra jorden, og selv får mulighed for at kaste bolden. Men Cecilie gør, hvad hun kan for at gribe. Hun samler armene ind foran kroppen, men bolden ruller ud igen, inden hun får fat.

Screeningen sluttes af med en synsprøve, idet Lisbeth Birk lægger en lillebitte perle på tæppet, nogle meter fra, hvor Cecilie står, og beder hende derefter om at finde den. Den opgave løser Cecilie også nemt.

Lisbeth Birk konkluderer alt i alt ''Jeg er ret imponeret,'' og noterer i Barnets Bog, der tilhører familien. Sundhedsplejerskens egen dokumentation for sit arbejde er at finde i sundhedsplejerskejournalen, hvor Lisbeth Birk skriver, at Cecilie er på et naturligt udviklingsniveau, og at der under besøget er blevet diskuteret barnets temperament og selvstændiggørelse samt forhold til søskende.

Sundhedsplejerske Lisbeth Birk gør klar til at veje Mds, der er otte uger gammel,på bismervægten. Hans mor, Kirsten Regel, ser til.

'Alt nat.'

Mads på to måneder, er i centrum ved næste besøg. Han bor i et parcelhuskvarter i Øster Vedsted sammen med sine forældre og sin storesøster Lykke på fire år. Det er nu kun hans mor, Kirsten Regel, der er hjemme.

''Er han lige så god endnu?'' indleder Lisbeth Birk. ''Nej, svarer moderen, han er begyndt at ville holde fest om natten. Men det går.''

Sundhedsplejersken vil vide, om han smiler. ''Ja, meget. Især til sin far i starten. Så snart han så mig, slikkede han sig om munden og begyndte at skrige. Jeg synes godt nok, det var lidt uretfærdigt.''

Mads er dog ikke så begejstret for at ligge på maven, medmindre det foregår op ad mors eller fars bryst. Ellers vender han bare hovedet om på siden, og begynder at vræle, lyder meldingen.

''I skal ikke forcere noget, men hans rygmuskulatur skal gerne styrkes på sigt,'' siger Lisbeth Birk og foreslår derfor Kirsten Regel at forsøge at holde Mads' haleparti nede med et let tryk med hånden, for så vil Mads automatisk løfte hovedet op, og ryggen vil blive styrket.

Men ellers går alt godt. Amningen kører fint, og der er tilstrækkelig mælk, kan Kirsten Regel meddele sundhedsplejersken. ''Ja, for der kan nemlig godt opstå nogle hormonelle ændringer, der giver sig udslag i mælkemængden,'' oplyser Lisbeth Birk.

Mads er også sluppet af med en øjenbetændelse, som stammede fra en tilstoppet tårekanal. Og så vokser han fint. Lisbeth Birk binder et par knuder af snipperne på en stofble, og Mads vejrer nu på bismervægten. 5600 gram tung er han blevet. Ved 5-ugersundersøgelsen hos den praktiserende læge, vejede han 4550 gram, så han tager på, som han skal. Lisbeth Birk lægger et målebånd ved hovedet, og strækker Mads' ben ud. 62 cm lang og 39 cm i hovedomfang.

Lisbeth Birk skriver målene med i Barnets Bog og i sundhedsplejerskejournalen.

''Jeg skriver langt de fleste sundhedsplejerskejournaler i hånden under besøget. Når barnet er blevet målt og vejet, noterer jeg det ned. Det fremgår fx også af journalen, om barnet er brystbarn og ting som døgnrytme og småkomplikationer skriver jeg også ned. Men alt det normale – alle de observationer, som er helt efter bogen, som jeg har også har undersøgt, men fundet helt almindeligt, skriver jeg ikke ned.

Proceduren er selvfølgelig meget anderledes i problematiske familier, hvor fx forældrene er psykisk syge eller socialt dårligt stillet. Her dikterer jeg mine observationer og får skrevet dem ind i journalen, så de kan fungere som dokumentation, hvis tvangsfjernelse eller andre drastiske tiltag skulle blive nødvendigt. Men med ti sekretærtimer om ugen til hele sundhedsplejen med 240 fødsler og 2400 skolebørn, bliver man altså nødt til generelt at spare på blækket,'' konstaterer Lisbeth Birk.

Kuglepennen løber ikke tør ved besøget hos lille Mads Regel. Sundhedsplejersken noterer blot 'alt nat.' – der er intet at bemærke.

Mads' mor får – i lighed med alle andre spædbarnsmødre, der nedkommer på denne årstid – en folder om små børn og sol, og Lisbeth Birk repeterer hovedindholdet:

''Det er ikke anbefalelsesværdigt at bruge solcreme til børn under seks måneder. Tøj har den samme beskyttende virkning, og skygge er bedst. Hvis du synes, han bliver for varm, så er det fra hovedet og foran på hals og bryst, størstedelen af varmeafgivelsen foregår. Så du kan tage solhatten af ham og sørge for, at han ikke er lukket til i halsen.''

Forældregrupper

Lisbeth Birk afrunder besøget med at tilbyde Kirsten Regel at deltage i en forældregruppe, der første gang skal mødes i midten af august. Det er rutineproceduren hos familier uden særlige behov efter de tre første sundhedsplejerskebesøg, der ligger henholdsvis cirka 10-14 dage efter fødslen, og når barnet er henholdsvis tre og otte uger gammelt. Hver forældregruppe består af fem familier, men i praksis er det dog altid kun mødrene og børnene, der er med. Gruppen mødes med sundhedsplejersken tre gange to timer, når børnene er henholdsvis cirka tre, fire og seks måneder gamle. Den første time er afsat til en fællessnak om stort og småt, og i den sidste time undersøger sundhedsplejersken hvert enkelt barn individuelt.

''Forældregruppeordningen blev egentlig indført af sparehensyn, fordi sundhedsplejersken kun bruger to timer i stedet for de fem timer, de fem hjemmebesøg ellers ville have taget. Men for mange – de problemfrie familier med problemfrie børn – er det godt nok. Og mødrene har også glæde af at komme lidt ud og få talt med andre i samme situation,'' siger Lisbeth Birk. Forældregrupperne er udelukkende sat sammen efter barnets fødselsdato.

''Det er helt bevidst. Jeg mener ikke, at jeg skal afgøre, hvilke mødre, der eventuelt vil passe sammen socialt eller intellektuelt. Jeg mener, man skal møde mennesker, som de nu er,'' fortæller Lisbeth Birk.

Sundhedsplejersken ser derefter børnene ved et fast nimåneders besøg og det afsluttende besøg, når barnet er 13-14 måneder gammelt. Selv om familien måtte være flyttet i mellemtiden, er det samme sundhedsplejerske, der kommer på besøg – så længe flytningen er foregået inden for kommunegrænsen, naturligvis.

Skolesundhedsplejen

Kirsten Regel siger ja tak til at deltage i forældregruppen, der skal mødes i skolesundhedsplejen på Vittenberg Skole. Her – og på Øster Vedsted skole – opholder Lisbeth Birk sig fast otte timer om ugen, hvor der skal ydes skolesundhedspleje til henholdsvis 350 og 100 skolesøgende børn.

Sundhedsplejersken ser alle børn i børnehaveklasse, 1. klasse, 3. klasse, 5. klasse og 8. klasse. Der bliver lavet syns-, høre- og farveprøve, børnene bliver målt og vejet, og der er mulighed for en

Side 21

samtale mellem sundhedsplejerske, barn og forældre.

''Det er som at fortsætte fra i går, når man ser børnene og deres forældre igen i skolen. Man er ude over det med at skulle spore sig ind på hinanden. Det er faktisk lækkert. Man tager simpelthen tråden op fra sidst – selv om det ligger mindst fem år tilbage. Forældrene tror, at vi sagtens kan huske de knopper bag ørerne, som deres barn havde, da det var fem uger gammelt. Og det kan vi faktisk også til en vis grad.''

I de årgange, hvor sundhedsplejersken ikke ser børnene, taler hun med klasselæreren, om der er noget, skolesundhedstjenesten bør tage hånd om. I de store klasser er det især kammeratskab, mobning og modning, der er omdrejningspunkt for sundhedsplejerskens arbejde med børnene

Børn med særlige behov får tættere kontakt med sundhedsplejersken, eller også bliver der henvist til relevant instans – fx fysioterapeut eller talepædagog. Der er nogle stykker på Vittenberg Skole, der har specialklassebørn.

Fædrene er repræsenteret ved cirka hvert fjerde sundhedsplejerskebesøg. Her er det Flemming og Joan Nielsen, der er bekymrede for Nikolai på otte uger, der ofte har ondt i maven.

Fædrene

Dagens program omfatter dog udelukkende hjemmebesøg. Det næste finder sted i lejligheden oven på bageriet i midtbyen, hvor bageren og hans kone bor. Parret har fået Nikolai den 13. april i år, så Nikolai, der er et barn med læbe-ganespalte, er knap to måneder gammel. Joan Müller Nielsen tager imod med Nikolai på armen. Der er kaffe og bager-bagte småkager på sofabordet. Da Lisbeth Birk har taget plads i sofaarrangementet, kommer faderen, Flemming, op. Han er den eneste far, 'Sygeplejersken's udsendte får at se i løbet af dagen, som tæller fire besøg i alt. Det giver 25 procent., og tallet harmonerer faktisk meget godt med Lisbeth Birks hurtige hovedregning – hun anslår, at det fædrene ophav er til stede ved cirka en fjerdedel af hjemmebesøgene.

'Side 22

'Fædrene er – næsten uden undtagelse – med ved første besøg. På det tidspunkt har de enten deres 2-ugersorlov eller også holder de ferie. Men derefter er det som oftest udelukkende mødrene og deres børn, jeg ser. Men min arbejdstid ligger altså mellem otte og fem, og det agter jeg ikke at lave om på. Jeg vil holde på, at når man kan tage fri fra arbejde til det ene og det andet, så kan man også tage fri en times tid, når sundhedsplejersken kommer på besøg. Man får jo trods alt som regel højst tre børn i sit liv. Men når de er hjemme, synes jeg, fædre engangerer sig meget. Jeg oplever også ofte, at mødrene har skrevet spørgsmål ned, som faderen har bedt hende om at stille sundhedsplejersken,'' beretter Lisbeth Birk.

Nikolais læbe-ganespalte gør, at han ikke kan sutte ret godt, og derfor heller ikke ammes. Ud over besøg af sundhedsplejersken, får familien også besøg af amtets konsulent i læbe-ganespalter.

Nikolai har altså været flaskebarn fra begyndelsen. I starten fik han udmalket modermælk, men nu ernæres han med det særlige Profylac, da en blodprøve har vist, at Nikolai er disponeret for at udvikle allergi. Flasken har en særlig lang sut, som skulle sikre, at mælken kommer tilstrækkelig langt tilbage i munden, så Nikolai kan synke.

''Mætter Profylac ikke så godt som modermælken?'' spørger Joan Nielsen. Nej, svarer Lisbeth Birk, og da mor og sundhedsplejersken har diskuteret, hvor mange milliliter Nikolai bør have, spørger Lisbeth Birk, hvordan Nikolai spiser.

''Det tager lang tid. En time i hvert fald. Han holder pauser. Jeg skal jo trykke det ud. Han gylper, og han virker til at have ondt i maven,'' fortæller Joan Nielsen. Drengen har tidligere haft forstoppelse, men får nu behandling herfor.

''Sutter han?'' vil Lisbeth Birk vide. ''Ja, lige i starten, men ellers ikke,'' responderer moderen.

Lisbeth Birk spørger, om han er begyndt at sutte på sine hænder. Hun får et bekræftende svar, der giver anledning til at informere:

''Det er helt normalt i tomånedersalderen. Han har brug for at opdage hånden, ikke for at tilfredsstille et sultbehov. Det er ikke et tegn på, at han mangler mad.''

Joan Nielsen vender tilbage til Nikolais mavepine, og Lisbeth Birk spørger, om smerten påvirker hans appetit. '

'Hmm. Så længe han er i arm, går det.''

''Prutter han meget?''

''Ja.''

Han har dog ikke spændt mave, og det rumler heller ikke fra mave-tarmregionen.

Begyndervanskeligheder

Lisbeth Birk forklarer, at 80 procent af alle spædbørn har begyndervanskeligheder med deres mave-tarmsystem. Systemet er umodent og den lille krop er endnu refleksstyret, og det betyder, at Nikolai fx ikke kan anstrenge sig for at komme af med luften.

Forældrene er tydeligt bekymrede over deres søns maveproblemer. De har hørt, at en zoneterapeut måske kan afhjælpe problemet, og de vil gerne høre, hvad sundhedsplejersken siger til det.

''Hmm. Det kan I da godt forsøge, men der er ingen garanti for, at det hjælper. Men det er i hvert fald ikke sundhedsskadeligt,'' siger Lisbeth Birk.

Mens Nikolai bæres over til puslebordet, fortæller forældrene, at Nikolai er blevet indkaldt til den første operation på Rigshospitalet om tre uger for at få syet læben sammen. De havde ellers fået at vide, at Nikolais spalte var så lille, at både læben og hullet i ganen ville kunne have været ordnet ved et enkelt indgreb, når han var blevet et halvt år gammel. Forældrene og sundhedsplejersker formoder, at der muligvis er tale om en fejlagtig rutineindkaldelse, fordi de fleste læbeganespaltebørn skal opereres flere gange.

Det aftales, at moderen skal ringe til Rigshospitalet for at få sagen afklaret. For hvis Nikolai skal opereres, skal han have ekstra jerntilskud i tre uger forud for operationen, og Rigshospitalet har skrevet, at familien skulle kontakte deres sundhedsplejerske i den anledning.

''Lad os nu først få klarlagt, om han overhovedet skal opereres, og lad os derefter tage stilling til jernsupplementet – det virker nemlig forstoppende,'' siger Lisbeth Birk.

''Nå for Søren,'' sukker faderen let, og spørger, om sammensyningen af læben vil kunne afhjælpe Nikolais spisebesvær.

''Så længe hullet i ganen er åbent, kan der ikke skabes vakuum i mundhulen. Derfor vil det ikke ændre på hans spisemønster,'' forklarer Lisbeth Birk, der efterfølgende spørger, om Nikolai smiler. Nej, det tror forældrene ikke, at han gør.

Lisbeth Birk demonsterer ved puslebordet, hvordan forældrene selv kan prøve at hjælpe Nikolai til at få gang i mave-tarm-systemet.

''I kan massere maveregionen i bevægelser, der går med uret,'' oplyser sundhedsplejersken og viser bevægelserne på Nikolai, der ligger på ryggen. ''Og så kan I også samle hans knæ, og trykke benene op mod maven,'' tilføjer hun.

Nikolai bliver også målt og vejet. Undervejs observerer Lisbeth Birk, hvordan kontakten til mor og far er. Et barn på Nikolais alder vil almindeligvis have forsøgt sig med kontaktsmil på indeværende tidspunkt, og udebliver smilene, kan det være tegn på kontaktsvaghed. Det fortæller hun ikke forældrene, men bruger i stedet tiden ved puslebordet til at finde ud af, om relationen er, som den bør være. Nikolai er imidlertid slet ikke i tvivl om, hvem han hører til. Han vokser også fint, så efter seancen på puslebordet konkluderer Lisbeth Birk til forældrene:

''Det er formentlig hans mavebesvær, der gør Nikolai til den, han er. Han virker ikke til at fejle noget. Det er hans mangel på velbefindende, der gør, at han ikke smiler. Men Nikolais problem er ikke stort. Vi forventer alle sammen, at vore liv – og også vore børns liv – skal være fri for bekymringer. Vi holder så meget af og om dem. Når der er noget, der gør ondt, skal nogen komme og fjerne smerten. Men en gang imellem må man lære at leve med smerten. Og i Nikolais tilfælde vil det gå over, og han har ikke været forsømt, når det er overstået.''

Joan Nielsen får automatisk tilbudt et ekstra sundhedsplejerskehjemmebesøg, inden hun skal i forældregruppe med Nikolai. Hun siger ja tak til begge dele.

Emilie er halvandet år, men blev født for tidligt. Hun skal vejes og måles, og tallene  føres ind i et vækstfiagram. I  midten af billedet ses Emilies mor, Eva Vodder.

Korrigeret alder

Dagens sidste besøg aflægges hos Emilie, der er fra januar 1996. Emilie er blevet født tre måneder for tidligt og vejede kun 740 gram ved fødsel. Sundhedsplejersken trækker stadig de tre måneder fra, så besøget er det, der planmæssigt foretages, når barnet er 13-14 måneder gammelt.

Der er stor forskel på, hvornår præmature børn indhenter udviklingen.

Emilie har fået en fin, blomstret kjole på, men opfører sig absolut ikke som en artig og pæn pige. Hun er fuld af livsmod og energi og karter rundt i sofaen og flirter opmærksomt med fotografen og hans kamera, mens hendes mor, Eva Vodder, starter med at fortælle om, hvordan det gik til den lidt forsinkede etårsundersøgelse, hvor lægen konstaterede, at Emilie var for kort i forhold til sin vægt.

''Men der er godt nok sket en væsentlig forandring, siden jeg var her sidst for seks måneder siden,'' konstaterer Lisbeth Birk og spørger, hvornår Emilie er begyndt at gå. Det gjorde hun, da hun var omkring 13 måneder, fortæller Eva Vodder. Emilie spiser ''helt vildt meget,'' men kan ikke spise helt selv, og så har hun fået fire tænder foroven og to i undermunden, men hun er ikke begejstret for at få dem

Side 23

børstet, oplyser moderen på opfordring.

Lisbeth Birk med Laura på seks måneder.

Emilie er rigtig glad for at kigge i bøger, og Lisbeth Birk bemærker, at det er godt, for det er noget af det mest sprogudviklende.

Eva Vodder fortæller om det seneste kontrolbesøg på børneafdelingen på Esbjerg Centralsygehus, hvor hun så en nyfødt på 1200 gram. Det var lidt uhyggeligt, og det er slet ikke til at forestille sig, at hendes egen datter kun vejede det halve. Eva Vodder giver også udtryk for, at hun ikke synes, at personalet på hospitalet lægger mærke til, hvor meget Emilie kan. At hun har lært at gå, at forstå osv.

''Du skal tænke på, at sygehuset ikke ser hende gennem en hel dag, og at deres opgave primært er at sikre sig, at der ikke støder vanskeligheder til undervejs. Det er nok en generel frustration hos forældre til for tidligt fødte børn, at de kommer med deres dyrebareste, og at lægerne kun er interesseret i at se, om der er noget galt. Men de ved jo erfaringsmæssigt, at børn, der er født så meget for tidligt, kan have udviklingsmæssige problemer. Det er ikke bare en selvfølge,'' siger Lisbeth Birk.

Emilie skal også måles og vejes. Hun bryder sig ikke om det, men det lykkes: 69 cm, 6800 gram og 43 cm i hovedomfang. Tallene noteres ned og indtegnes ligeså på kurverne i et særligt vækstdiagram, som hører med i dokumentationen for Emilie. Lisbeth Birk nedfælder også, at Emilie nu kan gå, beskriver hendes gangmønster og at hun pludrer i lydkæder, viser sprogforståelse, og at finmotorikken svarer til hendes – korrigerede – alder.

''Jeg synes, vi holder nu. Ring endelig, hvis der bliver noget undervejs. Men ellers synes jeg bare, at vi skal aftale, at jeg kommer igen, når Emilie er to et halvt år. Ikke korrigeret to et halvt, men 'rigtigt' to et halvt.''

Emilies mor nikker bekræftende med et ansigt af lutter smil.

Nøgleord: Reportage, Ribe Kommune, sundhedspleje.